Vi skal både vinde over corona og cyberkriminelle
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Ingen kan længere være i tvivl om, at Danmark befinder sig i en helt ekstraordinær situation. Coronasmitten spreder sig hurtigt.
I regeringen har vi med bred opbakning fra Folketingets partier iværksat vidtgående tiltag, der alle har til formål at afbøde smittespredningen. Når vores fysiske kontakt går ned, går vores digitale kontakt op.
For rigtig mange foregår arbejde og uddannelse nu hjemmefra bag computeren. Det betyder også, at der er åbnet en flanke for cyberkriminelle.
De ser deres snit til at oprette falske hjemmesider under dække af viden om coronavirus. De rundsender fupmails- og sms’er, der påstår at komme fra myndigheder. De forsøger at angribe vitale dele af vores digitale infrastruktur.
Cybertruslen er meget høj. Det skal vi tage alvorligt. Lykkedes det at skabe ustabilitet omkring vores digitale platforme, vil det forværre krisen. Derfor er beredskabet på cyberområdet hævet betragteligt. Det gælder både det statslige Center for Cybersikkerhed. Det gælder også aktørerne på området, som jeg oplever som dybt ansvarlige i den alvorlige situation.
Selv om beredskabet er godt, og alle aktører gør, hvad de kan, så er adfærden derhjemme bag skærmen stadig den største trussel. Derfor en stor opfordring til alle; tænk en ekstra gang, før du klikker. Så gør du livet sværere for cyberkriminelle.
Vi skal ikke kun vinde over coronavirus. Vi skal også vinde over de cyberkriminelle.