Fortsæt til indhold
Debatindlæg

En gratis tur over Storebælt er desværre ikke nok

Der skal både strukturelle ændringer til og et stærkere personligt ansvar, hvis udledningen af drivhusgasser skal nedbringes mærkbart.

Jonathan Riesformand, miljøorganisationen Vedvarende Energi

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

20 grader i Antarktis. Gratis tur over Storebælt med elbil. Det var to af de store klimaemner i vinterferien. Samtidig er det et godt eksempel på den politiske virkelighed: Medievirksomme, men yderst smalle politiske klimatiltag, mens den ene vejrrekord følger den næste. Mens store dele af Jylland står under vand efter en rekordvåd februar, bringer lave elbiltakster på en enkelt bro os ikke ret langt mod målet om 70 pct. reduktion af drivhusgasudledning i 2030. Vi venter stadig på politiske tiltag, der virkelig flytter dagsordenen og bidrager til de strukturelle ændringer, der er nødvendige for at nå målet. Derfor skal vi starte med os selv og vores forbrug.

Når man ser på drivhusgasudledningen per person i Danmark, er den en af verdens højeste. Hvis alle i verden havde det samme forbrug, som vi har i Danmark, ville vi have brug for fire jordkloder. Det holder ikke i længden. Der skal både strukturelle ændringer til og et stærkere personligt ansvar. Vi skal ændre levevis for at bruge statsminister Mette Frederiksens ord.

Mens vi venter på politikerne, kan vi gøre en hel del selv. Men som mennesker er vi ikke kun vanedyr. Vi orienterer os også efter, hvad andre gør. Derfor er det vigtigt, at vi deler vores gode bæredygtighedsinitiativer med venner, familie og kollegaer.

Der er masser, vi selv kan gøre. Hvis man får en eller to af vennerne eller kollegaerne med, så er der pludselig to-tre forandringsagenter, der arbejder for en hurtigere grøn omstilling. Hvis de så kan inspirere andre, så ruller snebolden.

Måske har du valgt at reparere og beholde din smartphone et par år mere. Eller du har gjort noget lignende med dine hvidevarer. Dit genbrugstøj er helt almindeligt for dig, men måske kender din familie ikke de bedste genbrugsbutikker endnu. Nogle kollegaer kunne blive inspireret af, hvordan du håndterer din hverdag uden bil og kan komme på arbejde og på ferie med tog. Du har energirenoveret dit hus. Har du så også delt det på Instagram? Hvordan fandt du dit nye elselskab med fokus på vedvarende energi? Dine nye ”impact-investeringer” kan være en inspiration for dine venner.

Ikke alle kan forstå, at man både kan få et afkast og være med til at skabe positive samfundsmæssige forandringer. Mange ønsker sig, at deres pensionsselskab sælger sine aktier i fossile brændsler. Du kan fortælle om, hvordan den beslutning blev truffet i dit pensionsselskab.

Der er masser, vi selv kan gøre. Hvis man får en eller to af vennerne eller kollegaerne med, så er der pludselig to-tre forandringsagenter, der arbejder for en hurtigere grøn omstilling. Hvis de så kan inspirere andre, så ruller snebolden.

Vi ved jo egentlig godt, at noget ikke hænger sammen, når vi kan købe billige varer over nettet, og vores affaldsspande derefter svømmer over med 25 kg emballage. Der skal politiske indgreb til, der sikrer, at f.eks. emballagepriser indeholder deres reelle klima- og miljøeffekter. Det, vi kan spørge os selv om, er, om det hurtige køb på nettet var nødvendigt. Kan vi købe oftere hos den lokale grønthandler eller bruge den lokale vvs’er? Begge dele giver lokal værdiskabelse, reducerer transportbehovet og understøtter lokale arbejdspladser.

Den gennemsnitlige årlige drivhusgasudledning per person i Danmark ligger over 15 tons CO2-ækvivalenter, inkl. import og flyvning. Hvis vi skal holde den globale temperaturstigning på 1,5 grader, skal vi tæt på 2 tons per person allerede omkring 2030. Det kræver en massiv omstilling. Personligt er vi kommet langt, hvis vi stopper med at flyve, skrotter bilen, køber genbrugstøj, spiser mindre kød og reparerer hvidevarerne. Det lykkes kun, hvis vi inspirerer hinanden til handling.

Desværre er der for lidt fokus på de gode klimaløsninger på hverdagsniveau – dem, som kan inspirere os yderligere til handling. Borgerinitiativer, foreninger og ngo’er kan skubbe den grønne omstilling i den rigtige retning. Vi skal og kan give hinanden de gode idéer, så flere kan blive inspirerede og selv blive forandringsagenter. Så kære politikere, mens I stadig tøver med klimahandlingsplanen: Start med at styrke civilsamfundet. Jo flere, der selv går i gang, desto lettere vil det være at få resten med.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.