Misbrug af psykiatri i Kina: Tilbage til sovjettidens uhyggelige metoder

Der gik temmelig lang tid, før det blev erkendt. Dele af den danske venstrefløj var som bekendt ikke særlig kritisk over for Sovjetunionen. De mange rygter fra 1960’erne og 1970’erne om sovjetisk misbrug af psykiatri for at bekæmpe politiske afvigere slog ikke rigtig igennem i den danske debat. ​

Men omsider i 1982 kom Dansk Psykiatrisk Selskab til den konklusion, at »Mennesker, som anklages for antisovjetiske synspunkter, bliver undersøgt af psykiatere og erklæret psykisk syge … Det må konkluderes, at der ikke kan være tvivl om, at psykiatri bruges i politisk øjemed på en systematisk måde.« Dette ifølge en kronik i JP 12/12 2005 af museumsmedarbejder, cand.pæd. Benno Jensen. Det kan tilføjes, at allerede i 1950’erne blev nogle psykiatere i Sovjetunionen betegnet som Gulag-systemets medicinske arm.

I dag må man spørge: Hvor mange oplysninger skal der komme ud fra det kommunistiske Kina om dissidenter, der fængsles i psykiatriske hospitaler, før der fra vestlig side kræves en åben, omfattende og uvildig undersøgelse til kortlægning af kinesisk adfærd? Det drejer sig om det enkle tema: Er det korrekt, at det kinesiske magtapparat i nutiden bruger samme uhyggelige metoder som i sin tid blev bragt til anvendelse i Sovjetunionen? Nu dog også med økonomiske motiver.

Den italienske hjemmeside ”Bitter Winter”, der i årevis har søgt at kortlægge forholdene for religiøs frihed og menneskerettigheder i Kina, bragte i begyndelsen af december nogle iøjnefaldende oplysninger. De peger på, at ansatte i det kinesiske sikkerhedsapparat ud fra økonomiske motiver får besværlige personer anbragt i institutioner for psykisk syge mennesker. ​

Det går bl.a. ud på, at en entreprenør, som ikke kan overtale folk til at godkende, at deres huse bliver revet ned for at skaffe plads til noget nyt for en pris på omkring 600.000 renminbi (RMB) svarende 500.000 kr., kan få en genstridig ejer anbragt i et psykiatrisk hospital i en toårig periode.

Bitter Winter (BW) har sine oplysninger fra en ansat i det offentlige sikkerhedssystem i Shandong-provinsen i det østlige Kina. Den pågældende står af gode grunde ikke frem med sit rigtige navn. Det har ifølge BW i årevis været kendt, at politiske afvigere, heriblandt offentlig ansatte, der afslører uheldige forhold (såkaldte whistleblowers), og andre samvittighedsfanger, under den lokale betegnelse ”politiske vanvittige”, er blevet spærret inde i Kinas såkaldte Ankang-sygehuse. Her er de bag lås og slå, og deres skæbne er bestemt af ministeriet for offentlig sikkerhed.

Det nye i situationen er, at såvel politi som institutioner kan tjene nogle nemme penge og slippe af med besværlige personer. Også private psykiatriske institutioner bliver anvendt til indespærring af uskyldige personer.

Kina fører sig frem som en beundringsværdig supermagt. Bag facaden gemmer sig en virkelighed, som betyder, at fundamentale menneskerettigheder krænkes igen og igen. Er vi i Vesten bange for denne supermagt, siden debatten om dens adfærd er så spagfærdig? Hvis det er tilfældet, så er det kinesiske diktatur på vej til at vinde, og det FN-definerede værdisystem, som vi betragter som selvindlysende for det enkelte menneskes frihed, er på vej til at tabe. Det er i denne sammenhæng nyttigt at tænke på, hvordan Nobels fredspris-modtageren, nu afdøde, Elie Wiesel udtrykte sig. Der kan være tider, hvor vi er magtesløse til at forebygge uretfærdigheder. »Men der bør aldrig gives en tid, hvor vi ikke protesterer.« ​

I vore lande må vi forholde sig mere aktivt til de oplysninger, der kommer ud fra menneskerettighedsforkæmpere i Kina. Om Tibet, om Xinjiang og om psykiatrisk misbrug. Der er brug for en åben debat, hvor vi ikke viser frygtsomhed over for magthaverne i Beijing.