I Norge frygter flere, at svenske tilstande kommer til Oslo
Den vold, der synes så almindelig i Mellemøsten og Nordafrika, fordi den er rodfæstet i klantænkning og islamiske normer, er kommet til Skandinavien.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Med overskriften ”Svensk opvågning” skrev JP i sin leder forleden om udlændingedebatten i Sverige, og hvor konklusionen er, at Sverige er kommet alt for sent ud af starthullerne med henblik på at håndtere den hårdkogte kriminalitet.
»Tilfældet Sverige handler om den rå kriminalitet, der er fulgt med indvandringen, og som truer den indre sikkerhed. Politiet advarer almindelige mennesker mod at bevæge sig ind i bestemte kvarterer i de store byer. Men det handler også om de økonomiske udfordringer, der følger af, at alt for mange migranter og flygtninge er på overførselsindkomst« – citat JP.
Vi taler om et paradigmeskifte. Det betyder, at grove lovovertrædelser skal straffes langt hårdere. Væsentlig længere fængselsstraffe og om muligt udvisning af Danmark.
Det er netop på den baggrund, at Danmark skal udvise rettidig omhu. I Norge frygter flere, at svenske tilstande kommer til Oslo og andre byer med høj andel af muslimske og arabiske indvandrere og efterkommere efter en bølge af uprovokerede overfald begået af unge mænd med anden etnisk baggrund end norsk.
Især hvad angår den grove kriminalitet, er indvandrere fra ikkevestlige lande heftigt overrepræsenteret i statistikken over myndighedernes registrerede kriminalitet. Jeg har ikke kendskab til en lignende statistik i Danmark, men jeg vil formode, at den nok ikke afviger væsentlig fra den norske.
Fysisk sikkerhed hører til menneskets mest elementære behov. Men den vold, der synes så almindelig i Mellemøsten og Nordafrika, fordi den er rodfæstet i klantænkning og islamiske normer, er kommet til ikke bare Sverige, men også Norge og Danmark.
Det seneste skud på stammen er mange muslimers åbenlyse had til danske jøder og folk med jødisk blod i årene. Det har bl.a. betydet, at danske jøder ikke kan færdes sikkert i visse områder af de større byer. Det er muligvis en del af deres kultur, men den skal ikke praktiseres i Danmark.
Jeg er ikke på nogen måde racist, men tværtimod stor tilhænger af, at vi skal hjælpe mennesker i nød. Det mener jeg så sandelig også, at vi gør. I år koster det Danmark omkring 36 mia. kr. at have migranter og flygtninge på overførselsindkomst. Det er rigtig mange penge.
Hvorvidt disse mange penge bliver forvaltet rigtigt, er jeg usikker på (læs: bliver borgernes surt indbetalte skattemidler forvaltet optimalt).
Måske var det en idé at ryste posen og se, om de mange penge kunne anvendes på en bedre måde med henblik på en bedre integration til glæde for såvel flygtninge, migranter samt det danske samfund. Den forfejlede integration gennem årtier er jo netop roden til den grove kriminalitet.
Et eksempel på, at det kunne være en god idé at ryste posen, er, hvordan midler i satspuljen er havnet i de forkerte lommer – penge, som bl.a. skulle være gået til de mange frivilligcentre rundtom i landet, som gør en kæmpe indsats for at få migranter og flygtninge integreret. Hvor var de ledende embedsmænd i Socialstyrelsen?
Noget kunne tyde på, at der er flere, der lidt for tidligt i deres karriereforløb har aktiveret autopiloten. Jeg forventer også, at der bliver fulgt op på, at alle modtagere af offentlige midler bidrager til den fælles kasse på den ene eller anden måde. Dvs. får sig en uddannelse eller et arbejde.
Konsekvenserne ved at bryde loven i forbindelse med grov kriminalitet er alt for slappe og bør efter min mening skærpes betragteligt. Vi taler om et paradigmeskifte. Det betyder, at grove lovovertrædelser skal straffes langt hårdere. Væsentlig længere fængselsstraffe og om muligt udvisning af Danmark.
En sådan skærpelse vil dels have en præventiv virkning, dels sikre, at lovbryderne ikke igen bryder loven, så længe de sidder i fængsel. Og ikke mindst sikre borgerne en højere tryghed. Prøveløsladelser skal være ikkeeksisterende. Et godt eksempel på det har vi netop oplevet i London, hvor en prøveløsladelse af en terrorist resulterede i, at to unge uskyldige unge mennesker blev knivdræbt på London Bridge.
Hvis vi ikke skal havne i samme situation som i Sverige, skal vi handle nu og dermed udvise rettidig omhu.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.