Se mod skibsfart, når vi skal gøre noget ved klima og trængsel
Kunne vi flytte blot et par procent af varetransporten fra vejnettet over til skibene, ville det betyde langt færre lastbiler på vejene.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Sommeren er forbi, og morgenmylderet har for alvor indfundet sig igen. For mange af os betyder det et gensyn med lange køer på vejene til og fra arbejde. Det minder i den grad om, at vi har et problem med trængsel på de danske og europæiske veje. Et problem, der vokser år for år, når der kontinuerligt kommer flere person- og lastbiler på vejene.
Den stigende trængsel vil regeringen med transportminister Benny Engelbrecht i spidsen her i efteråret forsøge at afhjælpe med en ny langsigtet infrastrukturplan, der skal forhandles på plads med Folketingets partier.
Forhandlingerne kommer sandsynligvis til at fokusere på jernbanerne og vejnettet, men i disse forhandlinger er det værd at huske, at der er et alternativ: de blå veje.
Ud over de åbenlyse fordele i renere klima og mindre trængsel er der flere afledte effekter. Skibsfarten beskæftiger rigtig mange danskere – især i yderkommunerne, hvor mere end to tredjedele af de mange danske søfolk bor.
Skibsfarten står for lidt over 30 pct. af den interne varetransport i EU, men det tal kunne med fordel være langt højere. Kunne vi flytte blot et par procent af varetransporten fra vejnettet over til skibene, ville det betyde langt færre lastbiler på vejene. Det ville være med til at lette trængslen, nøjagtigt som et ekstra motorvejsspor ville.
Samtidig er der en betydelig klimagevinst at hente ved at flytte transport fra vejene over på skibene. En ny rapport fra Europa-Kommissionen viser, at søtransport generelt er seks gange så energieffektivt som tung vejtransport.
Og i juni viste beregninger fra Aarhus Havn, at ved transport af et ton gods mellem Aarhus og Hamborg udleder et skib 8 kg CO2 pr. ton, mens en lastbil på samme distance udleder 18 kg CO2 pr. ton.
Lastbilerne håndterer i dag ca. 50 pct. af varetransporten i EU, så der er altså store besparelser at hente. Derfor har EU også som erklæret mål, at 30 pct. af vejtransporter over 300 km skal flyttes fra vejen over til andre transportformer – herunder skibsfart.
Ud over de åbenlyse fordele i renere klima og mindre trængsel er der flere afledte effekter. Skibsfarten beskæftiger rigtig mange danskere – især i yderkommunerne, hvor mere end to tredjedele af de mange danske søfolk bor.
Mere søtransport vil betyde flere beskæftigede i de blå erhverv i disse områder. Den gode nyhed er, at flere af de danske rederier, der er aktive i nærskibsfarten, melder om fremgang i omsætningen.
Man kan med fordel inkludere initiativer for skibsfarten i en ny infrastrukturplan. Det ville f.eks. give rigtig god mening at prioritere infrastruktur, der skaber god og nem adgang til havnene, og i det hele taget tilrettelægge politikken efter, at det skal være lige så nemt at sejle som at køre lastbil gennem Europa. Mange steder er indfaldsvejene slidte og utidssvarende, mens der andre steder er behov for udvidelse af eksisterende veje og etablering af nye veje eller havnetunneller.
Tiltag som disse er afgørende, hvis vi skal nå målsætningen om at flytte mere gods fra vej til sø, og samtidig kan vi med ét slag hjælpe både klimaet og de danske bilister, der hver morgen oplever at sidde i kø på vej til arbejde.
Skibsfarten kan være et middel til at afhjælpe mange af de problemer, vi som samfund står over for, og de gode eksempler viser vejen for, hvordan vi konkret kan flytte mere gods over på søvejen. Det skal vi huske, når vi taler infrastruktur, trængsel og klima.
Hos Danske Rederier arbejder vi hver dag for at minde politikerne om fordelene ved søfart, og vi glæder os til konstruktiv dialog om dansk infrastruktur i efteråret.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.