Fortsæt til indhold
Debatindlæg
Stina Soewartachef for Europa-Kommissionens Repræsentation i Danmark

Valget til Europa-Parlamentet er en begyndelse – men på hvad?

EU er et samarbejde baseret på demokrati, juridisk vedtagne og bindende traktater og en domstol, der sørger for, at alle lande overholder den lovgivning, de har været med til at vedtage i fællesskab.

Opbakningen til EU-medlemskab aldrig været større i alle andre lande end Storbritannien – den spænder fra 72 pct. i Italien, som det laveste, over 86 pct. i Danmark til over 90 pct. i Portugal, Irland og Holland. Arkivillustration: Niels Bo Bojesen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når hele Europa går til valg i maj, skal retningen for de næste år lægges fast. Vil der være stor opbakning til yderfløjene? Eller vil den rekordhøje støtte i alle lande til at forblive i EU give sig udslag i resultatet? For nok er de europæiske værdier, såsom retsstat og pressefrihed, under pres, men samtidig har opbakningen til EU-medlemskab aldrig været større i alle andre lande end Storbritannien – den spænder fra 72 pct. i Italien, som det laveste, over 86 pct. i Danmark til over 90 pct. i Portugal, Irland og Holland.

Stort set ingen europæiske partier stiller op for at trække et land ud af EU – men nogle stiller op for at forandre det og forandre det grundlæggende. Samtidig er det klart, at udfordringerne forbliver de samme. Uanset valgets udfald vil der stadig være uløste spørgsmål om det fremtidige budget, klimakrise, det fremtidige forhold til Storbritannien samt migration.

Valget til Europa-Parlamentet markerer begyndelsen på en ny politisk cyklus i Europa og er naturligvis samtidig tegn på afslutningen af den nuværende. Når parlamentet træder sammen den 1. juli, har stats- og regeringscheferne formodentlig allerede indstillet en ny formand for Europa-Kommissionen og valgt deres egen formand for Det Europæiske Råd. De elementer er vigtige for Europas fremtid, for kun Europa-Kommissionen kan fremlægge forslag til ny EU-lovgivning. Samtidig får den nye formand for Det Europæiske Råd en vigtig opgave i at fastholde det enestående sammenhold, de 27 lande har udvist i brexit-forhandlingerne, så det også kommer til at gælde i forhandlingerne om det fremtidige forhold mellem EU og Storbritannien.

Når yderfløjene grundlæggende ønsker at forandre det Europa, vi kender – både hvad angår system, og hvad angår politik – ja, så må man spørge, hvad man kan forvente? ”Mindre EU” – ”magten væk fra Bruxelles”, lyder slagordene. Men hvis der er en ting, brexit har vist os, så er det, at man er nødt til at være konkret, i det mindste i samme øjeblik, man vinder valget. Løfter på siden af en bus kan være attraktive, men reelle forandringer skabes i et bindende samarbejde over landegrænser.

EU er et samarbejde baseret på demokrati, juridisk vedtagne og bindende traktater og en domstol, der sørger for, at alle lande overholder den lovgivning, de har været med til at vedtage i fællesskab. Så hvis man vil mindre af noget, og man vil ændre på den demokratiske balance i Europa, så skylder man at fortælle vælgerne, hvordan man forestiller sig det så skal være i stedet. Derudover må man også tage diskussionen om, hvordan EU i givet fald skal løse de udfordringer, der ikke går væk – klima, handel med USA, forholdet til Kina og Rusland. Disruption kan være spændende, men hvad skal der ske bagefter? Hvilken politik skal der så føres?

Vi har i øjeblikket et system, som er opbygget gennem mere end 60 år, og som har tjent os godt. Det kan være tungt og langsomt. Der er 28 lande, der skal blive enige, først med hinanden og derefter med Europa-Parlamentet – som også skal blive enigt med sig selv, og som spænder fra øst til vest og fra venstre til høje. Det nuværende system er særligt godt for de små lande, som der i Europa er ganske mange af. Europa-Kommissionen og EU-Domstolen behandler alle lige. Alle lande har mindst fem medlemmer af Europa-Parlamentet, og alle landes stats- og regeringsledere sidder i Det Europæiske Råd.

Vi har en konkurrencekommissær, som der står respekt om i alle dele af verden på grund af hendes kontante holdning til, at alle virksomheder skal betale skat.

Når der skal stemmes om lovgivning mellem landenes ministre, tages der ikke kun hensyn til antallet af lande, men også til hvor stor en del af EU-landenes borgere, der bor i de lande, der vedtager reglerne. Med alle de ”sikkerhedsventiler” er det naturligt, at lovgivning tager tid – for den gælder for 550 millioner mennesker. Men samtidig sikrer samarbejdet også, at små lande har mulighed for at gøre deres indflydelse gældende. Det er ikke som i tidligere tiders Europa, hvor de store lande skaltede og valtede med de små.

Der er sket fremskridt i det europæiske samarbejde i de seneste år. På alt fra beskyttelse af persondata over fri roaming og klimabeskyttelse til fælles grænseværn ved EU’s ydre grænse har EU rykket sig. Samtidig er der blevet indgået store handelsaftaler med Japan og Canada, og nye er på vej. Vi har en konkurrencekommissær, som der står respekt om i alle dele af verden på grund af hendes kontante holdning til, at alle virksomheder skal betale skat. Selv om de er nye og succesfulde virksomheder, skal Facebook og Google overholde de samme regler som andre.

Disse eksempler tror jeg ikke, der er mange, der er uenige i. De har kun været mulige i det system, vi har opbygget gennem lang tid. Konkurrencekommissæren forvalter en lovgivning, der blev nedskrevet for mere end 60 år siden, og som en del af den særlige rolle som Europa-Kommissionen spiller.

Vi har ikke i dag et føderalt system i Europa, og de europæiske traktater lægger ikke op til det. De lægger op til et ”stadigt tættere samarbejde” – under det klare motto, at Europa er forenet i mangfoldighed. Jeg hører nogle sige, at sådan nogle som mig mener, at man skal udviske forskelle mellem nationerne. Det har jeg endnu ikke mødt en eneste i EU-samarbejdet, der mener. På samme måde som jeg både er falstring, dansker og europæer, bidrager hvert enkelt land med unikke måder at løse problemer på. I Europa kan vi lære af hinanden, men vi bliver aldrig ens.

Der er mange myter om EU – og de kan være svære at gennemskue, særligt hvis svarene bliver simple ”mindre EU” eller ”stem for at forlade EU og få flere penge til sygehuse”. Men det politiske samarbejde og den politiske diskussion bør vel ligne den i de enkelte lande. Hvad vil man med klima? Skal sociale medier være forpligtet til at fjerne indhold fra terrorister? Hvad med digital skat? Den konkrete politiske diskussion om, hvordan vi løser de udfordringer, som vi uomtvisteligt står overfor, kan ikke reduceres til smarte slogans og ”magten væk fra Bruxelles”. For hvis vi fjerner magten fra de folkevalgte i Europa-Parlamentet og de 28 landes regeringer, hvordan skal vi så løse udfordringerne? Hvordan skal et lille land som Danmark, hvis overlevelse altid har været bundet op på Europa og handel, skulle kunne løse alle problemerne selv? Det mangler jeg stadig konkrete svar på.

Vi ser strømninger i Europa, som bringer mindelser om min fars historier fra besættelsestiden. Men svaret ligger også ligefor: Brug den europæiske del af vores demokrati til at stemme på den politik, som kan løse udfordringerne. Så bliver valget til Europa-Parlamentet simpelthen starten på endnu en ny valgperiode, hvor der skal løses de væsentlige spørgsmål som EU-borgere med rette forventer, at deres politikere skal løse.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.