Intet i Bruxelles bliver som før – og dog
De EU-skeptiske partier vinder frem, DF har valgt et tankevækkende selskab, og hvem mon Italien, Polen, Ungarn og Østrig vil udpege som kommissærer? Der bliver rigeligt at slås om politisk på europæisk plan i de kommende år.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
De første prognoser spår et nyt og meget anderledes Europa-Parlament. De EU-skeptiske partier forventes at storme frem. Samtidig forudses den dominerende koalition mellem den store konservative gruppe EPP og den socialistiske gruppe at blive stærkt svækket. For at nå de mere end 400 mandater, der i praksis kan sikre flertal for EP-beslutninger, skal flere grupper inddrages. Den liberale gruppe plus præsident Macrons mandater menes ikke at være nok. De Grønne skal måske om bord. En mulig britisk deltagelse i valget vil ikke grundlæggende ændre dette billede. De britiske politikere må antages at forlade parlamentet senest den 31. oktober og at opføre sig ordentligt.
Samtidig er der mange svingvælgere – op til 100 millioner! Skillelinjen vil gå mellem dem, der tror på Europa, og dem, der ser nationalstaten som svar på stort set alt. Selvfølgelig udelukker det ene ikke det andet. Europa er faktisk forudsætningen for at bevare den velfungerende nationalstat i den store verden. De politikere, der evner at ”sælge” denne indlysende kombination, vil kunne tiltrække svingvælgere.
Salvinis nye flok dominerer i øjeblikket mediebilledet. De EU-skeptiske partier vil ifølge flere meningsmålinger sætte sig på 35 pct. af pladserne. Hidtil har denne brogede skare ikke kunnet enes om ret meget. De har derfor heller ikke haft indflydelse. Italienske Matteo Salvini fra Lega ser sig selv ikke bare som Italiens næste premierminister, men også som en nøglespiller på europæisk plan. Han arbejder målrettet på at samle ligesindede i sin nydannede Europæisk Alliance for Folk og Nationer, som har fokus på en skarp EU-skepsis og yderst kritisk holdning til indvandring.
Der er mange svingvælgere – op til 100 millioner! Skillelinjen vil gå mellem dem, der tror på Europa, og dem, der ser nationalstaten som svar på stort set alt.
Men først og fremmest har Salvinis flok nationale dagsordener. Hidtil er deres EP-medlemmer dårligt nok mødt frem i parlamentet. Alliancen rummer også Dansk Folkeparti, Alternative für Deutschland (AfD), østrigske Frihedsparti (FPÖ), De Sande Finner, Vlaams Belang fra Belgien, Estlands Konservative Folkeparti (Ekre) og nu også Marine Le Pens National Samling.
De vil få svært ved politisk at holde sammen og dermed få indflydelse. Der er overvejelser om i det nye parlament at indføre et krav om, at en partigruppe kun kan godkendes, såfremt medlemmerne stemmer nogenlunde ens og ikke kun har et praktisk samarbejde om indflydelsesrige poster og EU-penge til personale og aktiviteter. Sker det, bliver det endnu vanskeligere for de EU-skeptiske at opnå indflydelse.
Tankevækkende sengekammerater findes i både tyske AfD og østrigske FPÖ. Alexander Gauland fra AfD affærdigede sidste år nazisternes tusindårsrige som blot en fuglelort i Tysklands lange historie. FPÖ har fremtrædende medlemmer, som gang på gang pudser gammelt nazistisk og racistisk sprogbrug af. Også Salvini betjener sig af åbenlyse fascistiske fraser. Det er tankevækkende, at DF vælger dette selskab. DF’s meningsfæller i Sverigedemokraterne har takket nej.
Senest modtog DF Marine Le Pen med åbne arme her i Danmark. DF har tidligere betegnet Marine Le Pens tropper som bizarre og med dybt antisemitiske rødder. Nu er hun ifølge Søren Espersen en »karismatisk figur i europæisk politik«.
Den store EU-chefrokade bliver det første store spørgsmål efter EP-valget. Der er mange hensyn at tage – til balancen mellem de store politiske grupper, til kønsaspektet, til balancen mellem øst og vest, nord og syd.
EU’s stats- og regeringschefer tager hul på denne kabale på topmødet den 20.-21. juni. EU-toppen vil udpege sin nye førstemand – altså afløseren for Donald Tusk. Man vil kigge rundt i kollegakredsen. På Portugals regeringschef, på Sveriges, Belgiens, Kroatiens, ja, måske på Lars Løkke, såfremt han stadig repræsenterer Danmark, eller på en helt anden. Måske Angela Merkel, så hendes afløser som formand for CDU – Annegret Kramp-Karrenbauer – får en periode som forbundskansler inden næste forbundsdagsvalg.
Den nye formand for EU-Kommissionen vil stats- og regeringscheferne kæmpe for på ny reelt at nominere. Pågældende skal efterfølgende også godkendes af det nyvalgte Europa-Parlament. I 2014 følte Det Europæiske Råd sig nødsaget til at acceptere EPP’s spidskandidat, Luxembourgs mangeårige premierminister Juncker. Nu siger nogen højt, at spidskandidatprocessen ikke er er del at EU-traktaten.
EPP-gruppen vil som sidst satse hårdt på sin spidskandidat, tyskeren Manfred Weber. Andre grupper, herunder socialisterne, vil næppe bare give efter. Nogle røster vil ivre for en kvindelig kommissionsformand. Det kunne måske bringe Margrethe Vestager på banen; de liberale skal have en vigtig post. Bliver den kommende EU-rådsformand en konservativ, kan posten som formand for EU-Kommissionen måske gå til de liberale. Hollands statsminister Mark Rutte er et godt bud. Trods forskelligt politisk ståsted er han Merkels nære allierede. Hun opmuntrer ham til at fylde det britiske tomrum ud.
Det ville være rigtig sundt at få brudt de konservatives mangeårige monopol på kommissionsformandsposten. Der er mange konservative udnævnelser i kommissionen. Det bliver interessant at se, om et mere splittet parlament evner at fastholde spidskandidatprocessen.
Formanden for Europa-Parlamentet skal også vælges. Hvis de liberale står tilbage uden en absolut toppost, vil deres gruppeformand, belgiske Guy Verhofstadt, søge at få formandsposten i den ene halvdel af parlamentsperioden.
Også i kommissionen vil der komme nye ansigter. Hvert medlemsland skal udpege en kommissær. I fire lande – Italien, Polen, Ungarn og Østrig – sidder populistiske/højrenationale partier i regeringen. Vil nogen af dem udpege kommissærer, som f.eks. vil anfægte EU’s retsstatsprincipper omkring ytringsfrihed og domstolenes uafhængighed, som vi allerede ser i Ungarn og Polen? Hvis det sker, vil den pågældende kandidat blive hældt ned ad brættet af Europa-Parlamentet. Hver kommissærkandidat skal til “eksamen” i det relevante parlaments udvalg. Det er ikke for småbørn. En eller to kandidater bliver som regel udskiftet efter pres fra parlamentet.
Der vil denne gang – som noget nyt – være fælles europæiske valgtemaer: Klima bliver en politisk kampplads. Immigration vil have prioritet. Beskatning af de multinationale virksomheder og EU’s industristrategi, især forholdet til Kina, bliver temaer. Nationale emner vil naturligvis også tage dagsordenen, f.eks. korruption i nogle EU-lande, der modtager styrtende med EU-midler.
Der bliver rigeligt at slås om politisk på europæisk plan i de kommende år. Indflydelse forudsætter ikke bare mandater, men også, at man møder op og deltager aktivt i det politiske arbejde.
Rigtig god valgkamp.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.