Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Genindfør blasfemiparagraffen – og den borgerlige ordentlighed i Danmark

Hvordan kan borgerlige politikere komme Rasmus Paludan til undsætning og forsvare hans respektløse handlinger og ord med ytringsfrihed?

Erik Kragelund Helmssenior manager, Lynge

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er utroligt, hvor langt ud af et sidespor Danmark er kommet, når vi kan tillade, at Rasmus Paludan får lov til at brænde Koranen af offentligt uden konsekvens. Det handler ikke om ytringsfrihed, men derimod om tom hadretorik og den indre svinehund.

Jeg opfordrer derfor politikerne til at genindføre blasfemiparagraffen. Blasfemiparagraffen blev indført i 1866 og lyder: »Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.«

Den har virket godt siden ved at holde det laveste niveau af forhånelse og had væk fra offentligheden.

Ville de samme politikere også forsvare nazisters retorik mod jøder eller andre?

Den har ført til dom to gange. Første gang i 1938, da danske nazister prøvede at bruge jødiske hellige skrifter i nedrig propaganda mod jøder.

Jeg er selv kristen og tror på Gud og går i kirke fire gange om året. Jeg er også borgerlig vælger. Det sårer mig, og jeg har stor medfølelse med muslimer, når jeg ser koranen blive sparket til og brændt af offentligt. Hvorfor skal det være lovligt at trampe på muslimers følelser ved at brænde deres koran af?

Regeringen har indført forbud mod, at de værste hadprædikanter, primært islamister, kan rejse til Danmark, og det synes jeg er en god idé, men hvorfor skal en hadprædikant som Rasmus Paludan have love til at brænde Koranen af og kalde den »en luderbog« fuldt lovligt i Danmark?

Er han ikke en hadprædikant, eller har vi dobbelte standarder i Danmark? Jeg ville blive ked af det og såret, hvis Bibelen blev brændt af. Vi skal selvfølgelig have lov til at kritisere islam, kristendommen og andre religioner, men gør det dog på en ordentlig måde med argumentets kraft.

Alle steder, hvor vi færdes, er der regler for at undgå den mest respektløse adfærd under lavmålet: I Folketinget, i skolen, på arbejdet, på aviser inklusive denne. Der tales om borgerlig ordentlighed, og derfor undrer det mig dybt, at borgerlige politikere kan komme Rasmus Paludan til undsætning og forsvare hans respektløse handlinger og ord med ytringsfrihed.

Ville de samme politikere også forsvare nazisters retorik mod jøder eller andre? Det undrer mig også, at Socialdemokratiet, som var imod afskaffelse af blasfemiparagraffen, da den blev afskaffet i 2017, ikke vil kræve den genindført.

Hvor er den borgerlige ordentlighed i Danmark?

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.