Forskning og udvikling står i stampe – det koster
For en vidensbåret økonomi som den danske er investeringerne i forskning og innovation afgørende. Vi kan bl.a. ikke konkurrere på lave lønninger.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Mens danske virksomheder gennem de senere år har øget deres udgifter til forskning og innovation, må vi konstatere, at de ressourcer, som det offentlige sætter af til samme, har stået i stampe. En analyse fra DI viser, at de statslige investeringer i forskning er faldende, hvis vi holder dem op i mod vores velstandsudvikling. De statslige investeringer i forskning og udvikling har endog været faldende siden 2011.
Samme billede gør sig gældende i en opgørelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som viser, at siden 2015 er det offentlige forskningsbudget faldet fra 1,1 pct. af bnp til under 1 pct. i 2019. Samtidig viser tal fra Danmarks Statistik, at erhvervslivets udgifter til forskning og udvikling steg fra 1,9 pct. af bnp i 2015 til 2 pct. i 2017.
Der udestår således en klar opgave i at sikre øgede fremtidige investeringer i forskning og udvikling. Den vækst bør drives på to måder, dels ved at bruge flere offentlige midler på området, men også ved at stimulere virksomhedernes egne incitamenter til at bruge ressourcer på forskning og udvikling.
Vi skal skabe åbne data og åbne platforme, der giver gode muligheder for innovation, men som også skaber tryghed for dem, som kunstig intelligens i sidste ende vil påvirke – nemlig den enkelte borger, lønmodtager eller kunde.
For en lille, åben og vidensbåret økonomi som den danske er investeringerne i forskning og innovation afgørende. Vi kan ikke konkurrere på rå muskelkraft og lave lønninger. Danske virksomheder har en førende placering inden for en række brancher, fordi vi har formået at udvikle produkter og løsninger, som er unikke, innovative og attraktive.
Det er blandt andet sket, fordi vi altid har prioriteret både uddannelse, forskning og innovation højt, og fordi der har været et fornuftigt samarbejde og opgavefordeling mellem det offentlige og det private erhvervsliv. Den offentlige forskning er afgørende for at understøtte virksomhedernes forskning og udvikling.
Det er i sig selv ikke noget adelsmærke eller nogen vækstgaranti for et samfund, at udgifterne til forskning og innovation bare stiger. Det er helt afgørende, at der både sættes flere ressourcer af, men at det også sker på en mere fokuseret og en bedre måde.
Danmark er i international målestok et lille land, og derfor kan man heller ikke forvente, at vi har førende forskningsmiljøer inden for alle områder. Her ville det så være let at sige, at man jo bare kan begynde med at afvikle ”brødløse” humanistiske fag på universiteterne. Men for det første ville det ikke frigive ret mange ressourcer, og desuden kunne der være vigtig viden og et vidensberedskab, som ville tabes på gulvet.
Tænk bare på, hvordan Kinastudier for bare et eller to årtier siden blev betragtet som eksotiske studier med begrænset samfundsværdi, mens de om føje år helt sikkert kan blive et voldsomt aktiv for den danske økonomi. Kulturforståelse og sprogkundskaber er væsentlige forudsætninger for at skabe stærke handelssamarbejde på tværs af landegrænser.
Men det betyder ikke, at vi så bare skal lade stå til. Vi skal være modige og turde stille spørgsmål ved, om udgifterne til forskning og innovation i dag bliver brugt på den bedste måde, eller om vi på andre måder kan understøtte de erhvervseventyr, som forskning og udvikling kan give.
Det kan være en svær øvelse i et demokratisk land som Danmark, hvor sol og vind skal deles nogenlunde lige. Men hvis ikke vi tør målrette vores prioriteringer – f.eks. ved at fokusere på områder, hvor der er store vækstpotentialer – risikerer vi at smøre midlerne så tyndt ud, at de ikke for alvor kommer til at gøre en forskel.
Der er flere skruer, man kan dreje på. Det ville være frugtbart, at man får oprettet flere deleordninger mellem universiteter og virksomheder – både for de ansatte og for de studerende.
Det giver de universitetsansatte mulighed for at få en bedre fornemmelse af, hvad deres forskning reelt kan bruges til, omvendt kan de ansatte i virksomhederne få adgang til både en teoretisk og metodisk opkvalificering, samt mulighed for at inspirere både andre forskere og studerende med erfaringer fra erhvervslivet. Der skal etableres flere aftaler om forskningssamarbejder mellem private virksomheder og universiteter.
For det tredje kan en del af universiteternes bevillinger øremærkes udvalgte strategiske områder, som er under opblomstring. Digitalisering er et godt eksempel på et forskningsområde, som har brug for en saltvandsindsprøjtning, og hvor ny viden, en fødekæde af nye forskere og flere studerende er afgørende for erhvervslivet og Danmarks konkurrenceevne.
På mange måder er forsknings- og erhvervspolitik to sider af samme sag. Antallet af spin-outs, hvor der skabes flere iværksættere på baggrund af gode ideer fra universiteterne, skal øges. Nye og spændende idéer, der kunne have været omsat til omsætning af varer og services, går tabt, når der ikke er ressourcer til at skabe de rigtige rammer.
Vi skal opruste på forskning, som kan give svar på, hvordan vi kan få teknologien til at hjælpe os uden at gå på kompromis med vores demokratiske idealer om lighed for loven og gennemsigtighed i beslutningsprocesser.
Vi skal skabe åbne data og åbne platforme, der giver gode muligheder for innovation, men som også skaber tryghed for dem, som kunstig intelligens i sidste ende vil påvirke – nemlig den enkelte borger, lønmodtager eller kunde. Vi bliver også nødt til at tage en drøftelse af, hvordan vi øger virksomhedernes incitament til at investere i forskning og udvikling.
Især i de små- og mellemstore virksomheder er der et uforløst potentiale inden for innovation, og de har brug for et løft. Antallet af innovationsaktive virksomheder er stagneret, og det er især de store virksomheder, der investerer i forskning og udvikling.
Danmark har brug for viden. Men viden koster. Det er imidlertid en investering, som brugt klogt og fornuftigt giver et samfundsmæssigt afkast i form af stærk konkurrenceevne og øget vækst og flere arbejdspladser. Det styrker Danmarks erhvervsliv og samfundsudvikling og giver vækst og arbejdspladser.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.