Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Danske virksomheder skal blive langt bedre til ris og ros

De nye generationer er vant til øjeblikkelig feedback på sociale medier, og den kultur tager de med sig ind i virksomhederne.

Nima Astanehdostadm. direktør i rekrutteringsvirksomheden Randstad, København V

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Generation Z – eller de digitale indfødte, som de også bliver kaldt – er på vej ind på arbejdsmarkedet. Det er den første generation, der er vokset op med sociale medier, og blandt andet derfor bliver de af mange fagfolk og eksperter anset for at være anderledes i forhold til tidligere generationer.

Men hvordan skal vi håndtere denne nye type medarbejdere? Er det for eksempel rigtigt, at de digitale indfødte er selvoptagede og kun tænker på likes og selfies? Og hvordan udfordrer vi og fastholder dem i en virksomhed?

Og nej, selvfølgelig tænker de unge på mange andre ting end likes og selfies. De er faktisk lige så kloge, empatiske og eftertænksomme, som vi andre også var i den alder, men sociale medier har skabt ændringer, og en af de mest markante ændringer handler om behovet for øjeblikkelig feedback.

Undersøgelsen viser nemlig også, at Danmark i høj grad halter bagefter, når det handler om at tilbyde formel feedback-træning til chefer og medarbejdere.

Generation Z er vokset op med for eksempel Instagram, hvor helt fremmede mennesker kan finde på at sende et hjerte til dine snapshots, og med Facebook, hvor man kan booste selvtilliden øjeblikkeligt med et nyt profilbillede, hvorefter alle venner og veninder kommenterer, hvor godt man ser ud.

Men det er også på de sociale medier, at man får mest smæk for skillingen i politiske debatter, og hvor en uigennemtænkt kommentar i værste fald kan tiltrække trolls og skabe shitstorm. På sociale medier får man folks mening råt for usødet, når man lægger noget op, og man er aldrig rigtig alene.

Det betyder med andre ord, at når den nye generation slår dørene ind til deres nye arbejdspladser, vil det være med en forventning om at få feedback og høre folks meninger om det, de laver. Og det skal foregå løbende og komme både fra ledere og kollegaer.

Det er essentielt, at vi holder op med at tænke på feedback som noget, der kun finder sted leder og medarbejder imellem – og først og fremmest i forbindelse med den årlige mus-samtale.

Vi har gennemført en undersøgelse i Randstad blandt arbejdstagere i 34 lande, og her fremgår det, at danskerne egentlig er ganske gode til at give feedback.

Hele 71 pct. af de adspurgte i Danmark fortæller således, at de løbende opfordres til at give konstruktiv kritik til deres kolleger – og det er en anelse over gennemsnittet på 66 pct. i de øvrige lande, hvor undersøgelsen er gennemført.

Sammenlignet med de fleste andre lande har vi i Danmark et forholdsvist fladt hierarki i virksomhederne, og det er nok med til at sikre, at vi tør at sige vores mening til hinanden – og også til chefen.

Men feedback bliver endog endnu vigtigere i fremtiden, og derfor er det vigtigt, at vi ikke bare læner os tilbage og regner med, at den uformelle danske omgangstone i sig selv er nok til at sikre, at feedback bliver taget så alvorligt, som vi bliver nødt til fremover.

Undersøgelsen viser nemlig også, at Danmark i høj grad halter bagefter, når det handler om at tilbyde formel feedback-træning til chefer og medarbejdere.

Kun 33 pct. af de adspurgte i Danmark fortæller, at de trænes i feedback, mens gennemsnittet er 45 pct. for alle lande. Så der er tydeligt plads til de forbedringer, som også er nødvendige, hvis vi ikke skal tabe førertrøjen i arbejdet med de nye generationer.

Jeg siger bestemt ikke, at vi alle sammen skal bruge alt vores tid på at gå og klappe hinanden på skuldrene – eller kritisere hinanden – hver gang en lillebitte opgave er løst. Men når det er sagt, synes jeg klart, at man som virksomhed skal samles efter en større opgave med det formål at give konstruktiv feedback og lære af hinanden.

Derudover har en god feedback-kultur i en virksomhed en række fordele, og positiv og negativ kritik er nødvendigt for, at vi hele tiden kan forbedre os og tilpasse os markedet.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.