Lad folk med forstand på klimaet gøre deres arbejde, og lad 16-årige passe deres skole

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I kølvandet på klimastrejkerne, som udspillede sig verden over fredag 15/3, kan man hurtigt efterlades med en frygt og dommedagsfornemmelse i maven. Og det er meningen, i hvert fald hvis det står til unge svenske Greta Thunberg. Citatet »I don’t want your hope. I don’t want you to be hopeful. I want you to panic and act as if the house was on fire«, florerer på de sociale medier og understøtter den patosherskende diskurs, som klimafanatikerne nyder godt af. Danmarks Socialdemokratiske Ungdom turnerede under skolevalget i januar med dommedagsprofetien, at Jorden går under om 17 år, og man klapper i hænderne, når tusindvis af børn, miljøaktivister og alternativister pjækker fra deres undervisning for at være på gaden og strejke.

Klimadebatten har nået nye højder, og kun de mest frelste er velkomne på den grønne bølge, for resten af os halvnormale danskere er ekskluderet fra den gode mavefornemmelsesklub, fordi vi ikke kan leve op til de 10 bud for, hvordan man er en god, grøn borger. Venstrefløjen har taget patent på løsningerne til de presserende problematikker, som primært består af paniklappeløsninger og floskler. ”Jorden går under om 17 år – vi handler, hvad gør du?” står der på de unge skoleelevers skilte, selvom ingen anerkendte eller bare semiseriøse klimaforskere siger det.

Det er egentligt meget tragikomisk, at det er 16-årige, som skal lege foregangsmænd for indgreb i det enkelte individs frihed. Men de er nu engang børn, så fred være med det. Langt værre er det, når voksne lytter til de patosoverskyggende profetier, som skolebørnene kommer med. Det er ikke så underligt, at flere og flere unge bliver deprimerede, når man dagligt skal høre på udsagn om, at verden snart kommer til en ende, og at voksne mennesker, som skulle forestille at tage ansvar, render rundt med hovedet under armen. Vi har ikke brug for panikløsninger som strejker, forbud mod kød eller begrænsninger på flyrejser. Vi har brug for fornuftige løsninger og at vise, hvordan bæredygtighed og økonomisk vækst kan gå hånd i hånd uden en velstandsnedgang, som får alle andre end hipster-storbyboerne til at stige af flyet.

De menneskeskabte klimaforandringer er en alvorlig og reel udfordring, som hurtigt bliver negligeret, fordi alternativister kræver livsstilsændringer her og nu, som de færreste kan leve op til. De vil have handling, og prisen er ligegyldig; om det så er menneskets frihed, velstand eller den demokratiske stemme, som må ofres på klimaets alter, er underordnet. Lad os nu tage en dyb indånding, få lidt ro på og tænke lidt længere end til næste second hand-loppemarked. Hvis huset virkelig brænder, er det dummeste, vi kan gøre, at gå i panik. Handlingerne er på vej: Vi er førende inden for udvikling af vindmølleteknologi, langt de fleste virksomheder tænker i langt højere grad over klima- og miljøaftryk som en naturlig del af deres produktion, og vi har dygtige forskere, som eksporterer viden og forsker i, hvordan man kan kombinere bæredygtighed, kvalitet og effektivitet i en pakkeløsning, som er konkurrencedygtig på et globalt marked.

Vi skal lade folk med forstand på klimaet gøre deres arbejde, og vi skal lade 16-årige passe deres betalte skole – ellers bliver det aldrig dem, som med viden, innovation og nytænkning kommer til at løse klimaproblematikkerne. Og så skal vi stoppe retorik, som forårsager panikagtige løsninger. Det giver god mening, at vi forsøger at producere varer med nænsom belastning for naturen og med omtanke for klimaet. Men populistiske tiltag, som medfører velstandstab og forringer livskvaliteten mere end selve klimaforandringen, slukker ikke ilden i huset.