Økonomi har afsporet Togfonden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Snakken om Togfonden bevæger sig ud ad mange spor. Det er imidlertid ikke alt, der er lige sagligt, så lad mig forsøge at skille skidt fra kanel. Det er sandt, at grundlaget for planerne i Togfondens fase 2 er skredet. Det skyldes imidlertid ikke DF, som kritiske røster påstår, men det faktum, at projektets økonomi er faldet fra hinanden.

Da man i 2014 indgik aftalen om Togfonden, ønskede partierne bag at hente penge til projektet fra beskatning af nordsøolien. Med olieprisernes fald er denne finansieringsmodel imidlertid ikke længere realistisk, fordi ingen ved, hvor de skal hente de ca. 15 mia. kr., der mangler. Det er uholdbart, og derfor har DF slået bremsen i.

Samtidig er forudsætningerne for den såkaldte timemodel heller ikke til stede længere. Timemodellen skulle sikre en times transporttid mellem landets største byer, men da man har ladet DSB indkøbe nye tog, der er langsommere end de 230 km/t., som timemodellen kræver, er den del af planen altså heller ikke gangbar længere.

DF mener ikke, at det giver mening at investere i en milliarddyr Vejlefjordbro og en ny jernbane uden om Skanderborg. I den næste store investeringsplan frem mod 2030 er det vigtigt at fokusere på en opgradering af vejnettet. Vi skal have Danmark bundet bedre sammen, så vi ikke spilder tid på at sidde i kø på vores veje. Og vi skal have den eksisterende jernbane til at fungere optimalt – frem for at bygge nyt. Togfonden har været garant for rigtig mange gode tiltag, men situationen har ændret sig siden 2014, og derfor er tiden også inde til at erkende, at dele af Togfondens anden fase er urealiserbare.