Er Folketinget forsømt – eller forsømmer Folketinget?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Debatten om demokratiet raser på ny. Sådan skulle man tro, når nu der nedsættes demokratikommissioner, bringes kronikker i JP og ministre endda skriver bøger om ”det forsømte folketing”.

En stadigt stigende lovmængde, som politikerne ikke kan overskue. Ringe uddannelse af nye MF’ere, så de ikke er klædt på til at yde embedsapparatet ordentligt med- og modspil. Ministerier, der får øgede muligheder for af egen kraft at lave nye regler via bekendtgørelser. Det er nogle af de temaer, der går igen og igen. Og igen.

Det knager øjensynligt i folkestyrets fuger, og Folketingets medlemmer er på flere måder blevet sat længere tilbage i magtbussen. Oppe ved chaufføren står ministre og topembedsmænd derimod samlet i en tætpakket og sikkert meget lukket klynge, forstås.

En manglende interesse?

Men – og det er et vigtigt men – det er jo trods alt Folketinget selv, der vedtager det stigende antal regler, selv definerer rammerne for indslusning af nye medlemmer på tinge og selv giver ministerierne mere og mere spillerum. Derfor er det vel også op til medlemmerne selv at gøre noget ved sagerne, når problemerne i udviklingen bliver for åbenlyse.

Men den politiske interesse i denne debat synes at være til at overse, og derfor er det oplagt at spørge, hvorfor Folketingets medlemmer har accepteret udviklingen i en sådan grad, at en minister i dag kan skrive en hel bog, og der kan nedsættes kommissioner og afholdes hele og halve konferencer om, at den demokratiske motor i Danmark trænger til et grundigt eftersyn?

Lidt mere polemisk kan man måske spørge: Hvorfor interesserer så få politikere sig tilsyneladende for rammerne for deres eget arbejde?

Tag ministeriernes muligheder for at udstede bekendtgørelser. Folketinget har nu iværksat en kulegravning af udviklingen, selv om forskningen og flere analyser af området allerede har blotlagt og tydeliggjort udviklingen og udfordringen, men det er jo Folketingets egne medlemmer, der trykker på den grønne knap, der år efter år udvider ministrenes og embedsmændenes muligheder for at indføre nye regler.

Eller tag de høringssvar, som ministerierne hvert år modtager hundredvis af. Ministerierne sender referater af disse høringssvar til Folketinget, når en lov behandles, men disse referater har vildt forskellig form og fokus. Og det gør næppe livet for et folketingsmedlem nemmere, at man både skal lære at forholde sig til mange forskellige formater og samtidig forholde sig til det ofte komplekse indhold.

Så hvorfor stiller man ikke højere krav til ministerierne, og hvorfor vækker det ikke mere opsigt og politisk interesse, når konsekvenserne af disse manglende krav bliver tydelige?

Et svar er muligvis, at en stor del af Folketingets medlemmer udskiftes, og at man som nyvalgt har en vis ydmyghed som enhver anden nyansat over for etablerede rutiner og skabeloner. Men der er jo trods alt en stor del af tingets medlemmer, der bliver siddende år efter år. Så denne forklaring er næppe tilstrækkelig.

Man kunne måske endda få den tanke, at flere af det høje tings medlemmer har glemt, hvad der egentlig er Folketingets funktion. For Folketingets rolle er jo ikke at følge etablerede rutiner; det er snarere at være den, der definerer de rutiner, der skal etableres. Og hvis man har glemt det, er spørgsmålet ikke, om Folketinget er forsømt; det er derimod, om Folketinget forsømmer.