Fortsæt til indhold
Debatindlæg

EU har brug for fælles regler, men den foreslåede vejpakke vil gøre transport markant dyrere

Udstationeringsreglerne bliver indviklede, administrativt tunge og dermed dyre at håndtere for transportvirksomhederne.

Simon H. Galsgaardadm. direktør, DSV Road A/S
Thomas Corneliussenkoncerndirektør, Frode Laursen Gruppen
Jesper Gronenbergbranchedirektør, SLD – Specialforeningen for Logistik og Distribution

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det blev sent, før transportministrene i EU’s ministerråd for nylig nåede til enighed om de sociale rettigheder i EU’s vejpakke. En pakke, som kommissionen har fremsat for at skabe ensartede regler på tværs af grænserne og sikre fair konkurrencevilkår i den europæiske transportbranche, men som også efter alt at dømme vil indebære øgede transportomkostninger.

Forud for enigheden var gået komplicerede forhandlinger mellem EU’s medlemslande, splittet mellem øst og vest, mellem tilhængere og modstandere af en liberal markedsadgang. Selv om resultatet er ikke endeligt, for Europa-Parlamentet mangler stadig at gøre sin stilling op, er den bedste nyhed faktisk, at ministrene overhovedet nåede frem til et resultat.

Dermed lever vejpakken endnu, og det er godt. For EU har brug for fælles regler for vejgodstransporten, og vel at mærke regler, der kan kontrolleres af myndighederne, håndhæves ensartet og omsættes til praksis uden for store administrative byrder.

Alternativet til europæisk enighed om vejpakken ville være, at hvert enkelt land laver sine egne regler eller fortolker de fælles regler på forskellig vis, og det er en dårlig løsning. Det nytter f.eks. ikke noget, at landene vedtager hvert sit regelsæt for cabotagekørsel og udstationering, for så bliver det umuligt for transportvirksomhederne at agere i markedet.

Så set i lyset af at der er valg til Europa-Parlamentet i maj, og at en ny kommission skal udpeges i 2019, var det i realiteten sidste chance.

Vejpakken indeholder afgjort flere gode tiltag. Det er f.eks. rigtig udmærket, at EU vil sætte ind mod postkasseselskaber og systematisk cabotage. Det skulle gerne give et mere ensartet grundlag at konkurrere på.

Når det er sagt, er der alligevel flere elementer i vejpakken, som bekymrer. Det gælder ikke mindst de udstationeringsregler, som EU vil pålægge transportsektoren.

Hidtil har transport været undtaget de almindelige udstationeringsregler, fordi chaufførerne på de internationale transporter typisk opholder sig ganske kort tid i de enkelte lande, ofte kun få timer ad gangen. Men det skal være slut nu.

Ensartede regler er i udgangspunktet godt, men udstationeringsreglerne bliver indviklede, administrativt tunge og dermed dyre at håndtere for transportvirksomhederne. Og de bliver heller ikke nemme at håndhæve for myndighederne. Stramme regler, som ikke i praksis kan kontrolleres, er intet fremskridt, tværtimod.

Vi så helst, at internationale transporter fortsat var undtaget udstationeringsregler, men når det nu skal være, burde man være gået efter enkle regler, der kan håndhæves og implementeres uden alt for store omkostninger. Det har man desværre ikke gjort.

Bliver vejpakken vedtaget i sin nuværende form, vil det helt utvetydigt indebære øgede transportomkostninger og dermed dyrere transport for transportkøberne. Det gør det, fordi lønnen udgør en forholdsvis stor del af omkostningerne ved transport.

For nogle lande – heriblandt Danmark – bliver international transport endda uforholdsmæssigt dyrere, fordi chauffører fra tredjelande i EU i hvert fald delvist skal aflønnes til lønniveauet i hhv. start- og destinationslandet på hver enkelt transport. Ligeledes kan reglerne forventes at udløse et øget kapacitetspres på dansk indregistrerede lastbiler.

Det får alt sammen mærkbare konsekvenser for danske virksomheder, som eksporterer og importerer produkter, og dermed også for forbrugerne i form af prisstigninger.

Det er fair nok at mene, at transport er blevet for billig, og at det er en fornuftig pris at betale for strammere regler. Det er blot helt nødvendigt på dette tidspunkt af processen at sige det ligeud: Som vejpakken ser ud nu, vil det blive markant dyrere at få udført nationale og internationale transportopgaver.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.