Bandemedlemmer i exit ønsker bare et helt almindeligt liv med familie, job og madpakker

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der er i den forløbne tid, siden drabet på Nedim Yasar, blevet bragt mere eller mindre lødige beskrivelser af, hvad bandeexit er, og mere eller mindre kyndige personer har udtalt sig om emnet – og har (i bedste fald kun) skabt forvirring om, hvad den myndighedsbårne exitindsats i Danmark handler om.

Exit fra bandemiljøet er ikke lig med en ny identitet, ny næse og bopæl i Argentina – men alene en koordinering af allerede etablerede indsatser, som normalbefolkningen ofte også har mulighed for at gøre brug af.

Exitindsatsen handler i bund og grund om at give bandemedlemmerne muligheder for at indgå i det almindelige, kedelige og normale liv i Danmark med arbejde, uddannelse, familieliv og madpakker. Og det er faktisk også det liv, bandemedlemmerne ønsker.

De bandemedlemmer, som jeg har talt med – langt mere end 100 individer fra alle kendte grupperinger i Danmark og i aldersgruppen fra 17 til 55 år – har i langt de fleste tilfælde gjort sig seriøse, konkrete og reflekterede overvejelser om, hvilket liv de gerne vil leve, og de er stort set alle bekendte med, at livet skal være radikalt anderledes end det liv, de tidligere har levet.

Der er selvfølgelig stor forskel på at være en 18-årig banderelateret knægt fra et udsat boligområde med en skolegang, der sluttede i 7. klasse, og så en 38-årig rocker med andelsbolig, hustru og børn plus en uddannelse som klejnsmed. De har vidt forskellige forudsætninger for at klare sig i livet – det siger vel sig selv.

Derfor kræves det, at exitindsatsen er individuelt tilpasset og målrettet de konkrete udfordringer, den enkelte kandidat har, og det bliver den. Man kan lidt populært sige, at der er lige så mange exitprogrammer, som der er exitkandidater, for hvert enkelt exitforløb er unikt og kan ikke umiddelbart sammenlignes.

Og man skal ikke tage fejl: Det, vi beder om, er svært. For manges vedkommende er det nærmest hele deres identitet, vi forlanger, at de skal lægge fra sig: barndomsvenner, familiemedlemmer, boligområder – alt det, de kender til. Sådanne omvæltninger er voldsomme og kræver massiv støtte og en flerstrenget indsats.

Netop derfor skal man tage sig i agt, når der dukker personer op, der på baggrund af private erfaringer mener at have løsningen for alle andre – der er ingen, der kan løse det alene, og ethvert forløb er unikt.

De værktøjer, der er i kassen, er mangfoldige, men ikke ukendte. Det kan være mentorbistand fra et særligt uddannet korps af mentorer. Det kan være psykologhjælp, uddannelsesvejledning, en håndholdt beskæftigelsesindsats, flytning fra et særligt belastet boligkvarter, rådgivning i sikkerhed og lignende.

Alle kandidater har deres frie ytringsfrihed og kan tale med journalister, skrive bøger, lave film og holde foredrag, lige så meget de lyster – men det er altid imod givet råd, da exitindsatsen har anonymiteten og det stille liv som en væsentlig succesparameter.

De forløb, der har de bedste resultater, er ofte de forløb, hvor kandidaterne, uanset hvor vigtig deres stemme måtte være i den offentlige debat, formår at holde sig uden for offentlighedens søgelys. De vurderer nemlig, at deres egen og deres families sikkerhed er vigtigere end deres ønske om at bidrage til debatten.

Derfor er rådet til kandidaterne altid: Hold en lav profil! Lad dig ikke friste af journalisternes lokkende tilnærmelser. Tænk dig om – bliv glemt af dit tidligere miljø, og hav fokus på, hvad du ønsker dig af dit liv.

Morten Bargisen er socialrådgiver. Han har tidligere været sikkerhedskonsulent ved Direktoratet for Kriminalforsorgen og konsulent ved Det Nationale Exit-kontaktpunkt under Rigspolitiet.