Ingen grund til politikernes forargelse
Det er patetisk at iagttage folketingsmedlemmernes reaktion og forargelse, når de på tv bliver bedt om at forholde sig til, at den danske statskasse er blevet lænset for mindst 12 mia. kr. af storkapitalen og udenlandske pensionskasser – sågar ved anerkendte advokatfirmaers hjælp.
I al stilfærdighed vil jeg gerne minde politikerne om, at de i bund og grund selv er ansvarlige for, at formuleringen af landets love opfylder det formål, der var hensigten med at indføre dem – og derfor også er ansvarlige for den omtalte misere.
Vore lovgivende politikeres hjerne har åbenbart kun format til at kunne udforme en lovgivning, så man kan kontrollere svineavleres formåen til at leve op til hensigten med loven om dyrevelfærd – nemlig flere kontrolbesøg hos svineavlere. Her går grænsen åbenbart for vore folketingsmedlemmers formåen – hvor trist, men vi har jo selv valgt dem.
I mit lille private kuglerammebogholderi er det således, at kræver man et beløb refunderet, må man med bilag m.v. kunne dokumentere, at man har betalt det beløb, man ønsker at få refunderet – så simpelt er det. Selv en djøf’er og folketingspolitiker må kunne forstå det.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter