Breaking
Få breaking news via vores app | Få nyheden på mail

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Nadias kamp for frihed er vores fælles kamp

Kampen for religions- og trosfrihed og kvinders rettigheder understøtter hinanden, skriver udviklingsminister Ulla Tørnæs.

Nadia Murad var sexslave og fange under Islamisk Stats herredømme i hendes del af Irak. Foto: Manuel Balce Ceneta/AP

I disse dage er det knap fire år siden, at 25-årige Nadia Murad mødte helvede på jord. Nadia boede dengang med sin familie i byen Kocho i det nordlige Irak. Yazidierne har i århundreder levet i det nordlige Irak og det vestlige Syrien, hvor de i mange år har lidt under religiøs diskrimination, chikane og forfølgelse.

Men tidligere tiders hetz var ingenting i forhold til den bølge af terror, som Islamisk Stat slap løs, da de den 3. august 2014 erobrede Kocho.

Den dag blev Nadia vidne til rendyrket ondskab. Islamisk Stat henrettede først landsbyens 400 mænd og smed dem i massegrave og bortførte derefter byens 1.100 kvinder og børn. Mange af dem blev senere dræbt, mens andre blev holdt i fangenskab og misbrugt af Islamisk Stat.

Nadia Murads overlevede mirakuløst, selv om hun også gentagne gange blev voldtaget og tortureret. Det gjorde hendes seks brødre og mor imidlertid ikke. Kun ved et lykketræf lykkedes det Nadia at flygte til Tyrkiet. I dag bor hun i Tyskland, hvor hun kæmper for yazidiernes ret til at leve i fred med deres tro.

Det var i sidste uge, at Nadia fortalte mig sin gruopvækkende historie. Det skete under konferencen om religions- og trosfrihed i Washington, hvor den amerikanske udenrigsminister Pompeo var vært for over 80 lande, religiøse grupper og civilsamfundsgrupper og – nok så væsentligt – mennesker, som har oplevet forfølgelse på grund af deres tro eller livssyn.

Det var første gang, at man internationalt drøftede beskyttelsen af religiøse minoriteter på ministerniveau. Og det var på høje tid. For Nadias historie er langt fra enestående. Undersøgelser peger på, at 1 af 12 kristne oplever forfølgelse. I 2017 blev mere end 3.000 kristne dræbt og 15.000 kristne bygninger angrebet.

Men overgreb på religions- og trosfriheden rammer alle religioner- og livssynssamfund. Animister, buddhister, hinduister, jøder, muslimer, ateister og humanister m.fl. er alle ofre for angreb og undertrykkelse.

I alt lever tre fjerdedele af verdens befolkning i lande, hvor religions- og trosfriheden er under pres. Og udviklingen går den gale vej. Derfor har regeringen valgt at intensivere indsatsen for at beskytte af religiøse minoriteter, herunder kristne minoriteter.

Ikke alene er det en grundlæggende rettighed, at mennesker frit skal kunne tænke og tro på det, de ønsker – det er også en forudsætning for fredelig sameksistens og et afgørende værn mod radikalisering. På trods heraf har religions- og trosfriheden i lang tid fået mindre opmærksomhed end mange af de andre menneskerettigheder. Den udvikling arbejder regeringen for at vende.

Regeringens indsats sker med udgangspunkt i Menneskerettighedserklæringens artikel 18, som slår fast, at religions- og trosfriheden gælder for alle, uanset hvad vi måtte vælge at tro – eller ikke tro – på. Vores målsætning er at skabe mærkbare forandringer for de religiøse minoriteter og andre, som udsættes for overgreb på grund af deres tro eller livssyn.

Det kræver selvsagt stærke partnerskaber, hvis Danmark skal kunne gøre en forskel. Derfor har en af regeringens første prioriteter været at få mobiliseret EU og medlemslandene. Og her ser vi allerede de første resultater, f.eks. deltog Tyskland og Storbritannien med deres særlige repræsentanter på konferencen, efter at de to lande i foråret fulgte Danmarks eksempel.

Danmark har også fået sat samspillet mellem religions- og trosfrihed og kvinders rettigheder på den internationale dagsorden. Overgreb på religions- og trosfriheden rammer typisk kvinder hårdest, ligesom overgreb på religions- og trosfriheden ofte er målrettet mod kvinder.

Derfor er det afgørende at kæmpe for, at religions- og trosfrihed og kvinders rettigheder understøtter hinanden. Så kvinder selv kan beslutte, hvad deres tro eller livssyn skal betyde for deres dagligdag, deres rolle i samfundet og retten til at bestemme over egen krop.

På konferencen blev emnet drøftet på dansk opfordring, ligesom Danmark arrangerede et seminar om religiøse narrativer og stop for vold mod kvinder.

Nu gælder det om at omsætte konferencens politiske budskaber til handling. Danmark fik derfor allerede dagen efter konferencen tilslutning fra en række ligesindede lande til, at vi skal arbejde tættere sammen på landeniveau.

Desværre må vi erkende, at forandring tager tid. At der er brug for et langt sejt træk. Jeg spurgte derfor to kristne ofre på konferencen, om de mente, at den internationale indsats gjorde en forskel. De var ikke i tvivl. Som en af dem sagde, »hvis ofrene ikke hører jeres stemme – så har deres håb ingen stemme.«

Derfor er jeg optimistisk om, at når vi mødes i Washington til næste år, vil de første skridt være taget. For Nadias kamp for religions- og trosfrihed er vores fælles kamp. Og den er værd at tage. Ja, den kamp skal vi tage.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Annonce
Redaktionen anbefaler

Fra røvere til soldater

Fire eksempler på personer, der først var ordinære kriminelle, som lavede tyverier, røverier og andre lovbrud, men som derefter blev terrorister, der opfattede sig selv som islams krigere.
Mere
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her