Egenbetaling af tolk vil ramme torturofre hårdt
Har man PTSD, og skal man kommunikere svære følelser, kræver det oftest hjælp.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Michael Gylling Nielsen, centerleder, Oasis – behandling og rådgivning for flygtninge | Morten Ekstrøm, afsnitsleder, CTP – Kompetencecenter for Transkulturel Psykiatri (Reg. Hovedstaden) | Line Louise Nordentoft, leder, Afdeling for Specialfunktioner i Klinik for traumatiserede flygtninge (Reg. Sjælland) | Ulla Wernberg-Møller, afdelingsleder, Afdeling for Traume og Torturoverlevere (ATT) Psykiatrien i Syddanmark | Iben Hostrup, forstander, Rehabiliterings Center for Flygtninge (Reg. Nordjylland) | Annemarie Graae Gottlieb, klinikleder, Klinik for PTSD og Transkulturel Psykiatri (Reg. Midtjylland) | Leif Christensen, centerleder, RCT-Jylland | Karin Verland, direktør, Dignity – Dansk Institut mod Tortur
Som traumeklinikker er vi dybt bekymrede over regeringens forslag om at indføre egenbetaling for tolkebistand i sundhedsvæsenet for personer, der har været i Danmark i over tre år. Det vil nemlig gå hårdt ud over vores patientgruppe: herboende torturofre og andre traumeramte flygtninge.
Ca. 80 pct. af vores patienter lider af PTSD (posttraumatisk stresssyndrom). En person med PTSD lider ofte af hukommelsestab, har forringet indlæringsevne og har svært ved at deltage i danskundervisning og andre kommunale tiltag. Og patienterne har vanskeligt ved at bearbejde traumer i et psykoterapeutisk forløb på dansk, hvis sprogkundskaberne ikke rækker til det.
Vi (i alt otte klinikker) bruger derfor tolkning i 60-70 pct. af behandlingsforløbene. Vores erfaringer viser, at det er underordnet, om patienterne har boet i Danmark i tre år eller mere. Har man PTSD, og skal man kommunikere svære følelser, kræver det oftest hjælp.
En tidsbestemt grænse for tolkebistand vil derfor gå hårdt ud over vores patienter og lugter mest af alt af symbolpolitik. Det er ikke grundprincipperne i det danske sundhedsvæsen, nemlig høj patientsikkerhed og lige adgang til sundhed, der råder.
Bliver forslaget vedtaget, vil det ramme samfundets mest ressourcesvage personer, hvis situation allerede er forværret af en række stramninger, herunder lavere integrationsydelse. Mange af vores patienter på offentlig forsørgelse er økonomisk pressede, og skal de til at betale for tolk, kan de blive tvunget væk, fordi de må prioritere mad på bordet og husly til deres familier. De vil gå glip af den nødvendige behandling og rehabilitering, som kræves, for at de kan tage vare på sig selv og deres integration. Det vil få skadelige konsekvenser for den enkelte, familien og det danske samfund.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.