Fortsæt til indhold
Debatindlæg
.

Der mangler fornuft i kommunernes anlægsloft

Rigid regnemetode giver bagslag – investeringer, der kan spare samfundet penge, må opgives.

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Frank Jensen, overborgmester (S), København | Jacob Bundsgaard, borgmester (S), Aarhus | Peter Rahbæk Juel, borgmester (S), Odense | Thomas Kastrup-Larsen, borgmester (S), Aalborg | Jørn Pedersen, borgmester (V), Kolding

Hvert eneste år må kommunalpolitikere foretage svære prioriteringer: Skal vi lappe hullerne i cykelstien? Eller skal pengene bruges på den nedslidte folkeskole? Skal vi bygge vuggestuer til byens nye børn eller renovere deres bedsteforældres plejehjem?

For selv hvis kommunerne har pengene i kassen, må vi ikke frit bruge dem på at bygge nyt eller renovere der, hvor det trænger.

Det danske kommunestyre fungerer nemlig sådan, at regeringen lægger et loft over kommunernes forbrug til anlæg. Kommunerne er med et super-djøf’et ord omfattet af et ”anlægsloft” – altså et loft over, hvor mange penge kommunerne samlet må bruge på at bygge og renovere.

Det sker for at sikre, at kommunerne ikke lægger beslag på arbejdskraft i byggebranchen, som der er brug for andre steder i samfundet.

At kommunerne med andre ord ikke bidrager til de berømte flaskehalse i byggebranchen. Og dét princip er vi helt enige i: Selvfølgelig skal kommunerne bidrage til at holde samfundsøkonomien på rette spor.

Hvad der til gengæld ikke giver nogen mening er, at der tælles udgifter med i anlægsloftet, som ikke udløser én eneste arbejdstime i byggeriet. For ikke blot byggeri, men også køb af byggegrunde til f.eks. nye skoler eller børneinstitutioner regnes med – også selvom et grundkøb jo ikke i sig selv udløser nye ordrer i håndværkernes ordrebøger.

Hvad er så konsekvensen? Det er, at det bliver sværere at finde penge at lappe alle de huller, der trænger – og til at forny vores byer. Det gælder ikke mindst i kommuner, hvor befolkningen stiger.

Det sker først, når grunden bebygges, og her tæller udgifterne igen med i anlægsloftet.

Hvad er så konsekvensen? Det er, at det bliver sværere at finde penge til at lappe alle de huller, der trænger – og til at forny vores byer. Det gælder ikke mindst i kommuner, hvor befolkningen stiger, og der både skal lappes og renoveres og bygges nye børnehaver, vuggestuer og fodboldbaner.

I de kommuner, der i stor stil har brug for at købe nye grunde, giver den rigide regnemetode bagslag.

Og hvad er det så, der ryger? Det er først og fremmest de investeringer, der kan spare samfundet penge på den lange bane: led-lys i lamperne, isolering af gamle bygninger og tiltrængte renoveringer. De fleste kan regne ud, at det sjældent er en god forretning at skubbe den slags foran sig.

I årevis har Folketinget forsømt at gøre noget ved problemet, og vi har derfor en klar opfordring til regeringen og finansminister Kristian Jensen: Husk nu på argumenterne bag styringen af kommunernes økonomi og tag de udgifter ud af anlægsrammen, som ikke påvirker byggebranchen.

Ellers må vi spørge os selv, om den økonomiske styring af kommunerne handler om fornuft, eller om det bare handler om styring for styringens skyld.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.