Det mener partierne om Udkantsdanmark
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvordan skal udkantsproblematikkerne håndteres?
Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen: Det skal være attraktivt at bo i hele Danmark. Vi skal derfor stoppe den centralisering, der har fundet sted gennem mange år. Der er behov for en udflytningsplan for velfærdsuddannelserne, og vi vil have flere lærer- og pædagoguddannelser uden for de store byer. Vi vil oprette fire nye skattecentre fordelt i hele landet med i alt 1.000 nye medarbejdere.
Radikale Venstres partiformand, Morten Østergaard: Udviklingen i Danmark er skæv. Unge flytter, fordi de ikke har adgang til uddannelse. Regeringens besparelser svarer til 17.000 nedlagte underviserstillinger udenfor hovedstaden. Unge skal have adgang til uddannelse – uanset hvor de vokser op. Vi vil flytte uddannelsespladser hen, hvor der i dag er få, og annullere de bebudede besparelser.
Det Konservative Folkepartis gruppeformand, Mette Abildgaard: Flere arbejdspladser. Vi vil skabe flere arbejdspladser, så færre danskere er nødt til at flytte for at få job. For det er først og fremmest ens arbejde, der er med til at forsørge familien. Det har vi fuld forståelse for. Og som et familieparti sætter vi derfor fokus på, at borgerne kan beholde og få et job i deres kommune. Det kræver bedre erhvervsvilkår.
Nye Borgerliges partiformand, Pernille Vermund: Decentralisering. Magten skal flyttes fra Christiansborg og ud i de nære samfund. Forenkling af regler og love og større frihed til at vælge egne løsninger lokalt. Politikerne skal bestemme mindre og overlade mere til danskerne og civilsamfundet. Mindre detailstyring og større frihed.
Dansk Folkepartis partiformand, Kristian Thulesen Dahl: Jeg bryder mig ikke om at bruge ordet ”udkant”. Allerede dér gør man områderne uden for storbyerne til noget, der er langt væk og uhåndgribeligt. Når det så er sagt, så har vi i Dansk Folkeparti meget fokus på landdistrikterne. Vi skal sikre et Danmark i balance. Det kan vi eksempelvis sikre ved flere statslige arbejdspladser i hele landet, større udligning, mere fokus på turisme i hele landet og bedre bredbåndsforbindelser.
Liberal Alliances partiformand, Anders Samuelsen: Vi skal bakke op om det lokale og private initiativ og give plads til decentrale ordninger i landdistrikterne. Vi vil bl.a. støtte lokale privat- og friskoler ved at øge koblingsprocenten, så man kan bevare de lokale skoler og hermed et rigt og attraktivt lokalt liv. Derudover skal rammevilkår forbedres, så virksomheder kan tiltrækkes.
Kristendemokraternes landsformand, Stig Grenov: Borgerne have indflydelse på den lokale udvikling skal styrkes ved at opgaver i stat, regioner og kommuner decentraliseres. Ordnede åbningstider for forretninger værner lokalområderne mod butiksdød. Trafikal og it-ligestilling skal gennemføres. Byrådpladser skal opjusteres.
SF’s partiformand, Pia Olsen Dyhr: Flere lokale velfærdscentre, uddannelser og nærpoliti.
Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen: Vi har igangsat danmarkshistoriens største udflytning af statslige arbejdspladser, liberaliseret planloven og lavet en landbrugs- og fødevarepakke. Næste skridt består bl.a. af yderligere udflytning af statslige arbejdspladser samt et markant løft af infrastrukturen.
Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper: Vi skal væk fra regeringens hovedløse udflytning af tilfældige arbejdspladser. Det batter mere, hvis vi fordeler uddannelsessteder til hele landet, så unge ikke skal flytte for at få en uddannelse. Vi har også brug for en samfundsbank, som vil give lån til boliger og virksomheder i landområderne, og for investeringer i tog og busser.
Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk: Vi skal gøre op med stigende centralisering og i stedet give mere af friheden tilbage til kommunerne og de små lokalsamfund. Vi skal bruge den bæredygtige omstilling til at skabe et langt mere sammenhængende Danmark. Blandt andet skal vi understøtte landbrugenes og fiskeriernes omstrukturering og omstilling til økologiske og bæredygtige mindre enheder, der giver flere lokale arbejdspladser, mere bæredygtighed og en større lokal tilknytning.