Fortsæt til indhold
Kommentar

Konservatismen har mange facetter

Mit seneste blogindlæg her omhandlede konservatisme og hurtigt fik over 100 kommentarer. I får endnu en dosis konservatisme her.

Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

(Clueless)

Den tidligere konservative statsminister Poul Schlüter har haft udtalt, at ”ideologi er noget bras”, og det er jeg sådan set enig i. Det er et ganske konservativt udsagn, men der er mere i konservatisme end små enkeltstående paroler. Jeg har tidligere beskrevet hvorfor ”Gud, konge og fædreland”, også kan erstattes af religionsfrihed, dronning og EU-skepsis.

Jeg har i dette blogindlæg samlet en gudie til videre læsning omkring konservatisme. Som liberalkonservativ vil jeg derfor henvise til et skrift, som jeg var medforfatter på, omkring liberalkonservatisme, og tilsvarende et tidligere blogindlæg om liberalkonservatisme overfor liberalisme.

Endelig tillader jeg mig at re-poste et indlæg fra den tidligere JP-blogplatform, som jeg i mine konservatisme- og ideologi-debatter ofte benytter, som min lidt-for-lange elevatortale:

De konservative mellemregninger

Jeg har tidligere lagt et forsvar for konservatismen op på youtube. Konservatismen i Danmark er under pres. Eller rettere; Det Konservative Folkeparti er under pres.

For jeg vil vove den påstand, at konservatismen lever i bedste velgående. Den tidligere konservative statsminister Poul Schlüter – for nu at citere ham igen - sagde engang, at “90 % af danskerne er konservative - de ved det bare ikke”. Dette er nok en sandhed med modifikationer, men faktum er, at den konservative kombination af frihed, solidaritet, mangfoldighed, ansvarlighed og nationalfølelse deles af mange danskere. Alligevel har Det Konservative Folkeparti kun 8 mandater i Folketinget. Derfor vil jeg, som andre, komme med et forsvar for konservatismens kompleksiteter. Mellemregningerne skal nemlig med,, når vi skal bruge konservatismen til at genrejse Det Konservative Folkeparti med vores nye formand i front.

På trods af, at det danske politiske billede ofte kan beskrives som mudret, så har de enkelte partier ofte en enkelt værdi, som udgør kernen i den politiske ageren og kommunikation, og som dyrkes mere end andre. Liberal Alliance dyrker friheden, venstrefløjspartierne dyrker solidariteten, Det Radikale Venstre dyrker mangfoldigheden, Venstre dyrker ansvarligheden og Dansk Folkeparti dyrker nationalfølelsen.

For Det Konservative Folkeparti kan disse værdier ikke adskilles og stå alene. Kongehuset er eksempelvis ikke en trussel mod det enkelte individs frihed. Fordi nogle bliver rigere, bliver andre ikke nødvendigvis fattigere. Og Lykke findes ikke på formel.

Det konservative dilemma består i, at enkeltelementerne tilsammen udgør en kerne, mens de respektive værdier, isoleret set, er kernen for de øvrige partier.

Udfordringen er, at man i det moderne politiske billede efterspørger simple forklaringer, som konservatismen i sin natur ikke kan levere. Konservatismen er en metode fremfor en ideologi. Konservatismen er en grundholdning fremfor et utopia. Og konservatismen er vigtigst af alt et sæt af værdier fremfor et forsimplet endegyldigt mål.

Hvor socialismens endegyldige mål er ubetinget lighed, og liberalismens endegyldige mål er ubetinget frihed, så er konservatismen mere kompleks. Som socialist anser man det som statens opgave at sikre at befolkningen lykke via lighed, og som liberalist anser man det som statens opgave at sikre befolkningen lykke via frihed (hvis man overhovedet går ind for, at der skal være en stat). Mens man som konservativ har et fokus på at sikre folk imod ulykke. Hverken ubetinget frihed eller ubetinget lighed er opnåeligt eller lykkeskabende for alle.

Konservatisme og frihed

Ingen mennesker er en ø. Vi er alle en del af et fællesskab. En familie, en arbejdsplads, en fodboldklub eller en vennekreds. Det giver derfor ingen mening at løsrive individet fra fællesskabet. Men det ændrer ikke ved, at individets frihed naturligvis er vigtig for konservative.

Vi hylder frihed som konservative. Men modsat liberalisme, så har den konservative frihed altid en følgesvend; ansvar. Man kan ikke have en frihed, eller en ret om man vil, uden også at have et ansvar. Først og fremmest et ansvar for andres tilsvarende ret, men også et ansvar for at benytte og håndhæve sin egen ret. For vi konservative er frihed og de øvrige værdier ikke ufravigelige, men dog fundamentale.

Man skal værne om den enkeltes ret til at bestemme over sit eget liv, uden at staten blander sig. Til gengæld må staten aldrig tøve med at gribe ind, når nogen bruger sin frihed til at krænke andre. På samme måde skal staten også give en hjælpende hånd, når nogen har svært ved at forvalte sin egen frihed og beder om hjælp.

Frihed handler i princippet om, at man kan gøre, som man vil. Dette mener vi som konservative, at alle mennesker skal kunne inden for visse rammer. Netop derfor hænger frihed og ansvar - både for sig selv og for andre - uløseligt sammen. Ansvaret for egne handlinger er ikke en begrænsning, men en styrkelse af frihedens værdimæssige position.

Konservatismen og lighed

Mennesket er ikke en dråbe i havet. Vi er alle unikke individer med forskellige præferencer. Derfor skal alle ikke være ens og gøres lige. Staten skal opsætte nogle rammer, som folk selv kan udfylde, som ligestillede i udgangspunktet. Livet består af valg og konsekvenser heraf. Hvor socialismen vil gøre alle folk lige, og liberalismen vil lade alle individuelt være sin egen lykkes smed, så vil vi konservative give alle folk lige muligheder, hvor vi hjælper hinanden igennem fællesskabet. Samfundet er en sum af individer, der udgør et fællesskab, hvor alle har en rolle. Vi skal have frihed til at udfolde vores rolle og skabe vores egen lykke ud fra egne præferencer.

Præferencer er ikke ens, og derfor skal folks egne valg have spillerum. Lykke kan ikke måles eller sammenlignes. Socialisme bruger økonomisk rigdom som målestok for lykke. Hvis en person eksempelvis har truffet valg, der har givet økonomisk rigdom, så må det ifølge socialisten være fordi denne har taget en andens lykke. Dette er ikke tilfældet.

I konservatismen forudsætter fællesskab ikke lighed. Men i stedet, at man tager ansvar for sig selv. Folk, der kan klare sig selv, skal gøre dette, og familien og det omgivende samfund skal være nærmeste håndsrækning - ikke staten. Hjælp fra fællesskabet skal derfor kun gives, hvis det ikke kan undgås og den skal gives fra bunden. Som konservative ønsker vi derfor, at man indretter samfundet, så hjælpen målrettes de svageste, og vi opfordrer de resterende borgere til at tage ansvar for eget liv, og andres i det omfang det er muligt.

Som Per Stig Møller meget præcist har beskrevet konservatismen, så skal “Staten … være stærk nok til at løfte den svage, men for svag til at knække den stærke”. Det er denne indstilling, der skaber sammenhængskraft i fællesskabet.

Konservatismen er det irrationelle alternativ

Mennesker er ofte irrationelle. I konservatismen er irrationalitet - modsat i liberalismen og socialismen - ikke et negativt begreb, men et basalt livsvilkår.

Liberalismen bygger på individuel rationalisme, hvor individet er fuldt oplyst om konsekvenserne af de valg, der træffes. Konservatismen anerkender modsat at så simpel er verden ikke. Der findes uheld og udefrakommende hændelser, der ikke kan forudses eller kalkuleres imod. Mennesket er ikke fuldt oplyst, og derfor giver det ikke mening at tale om, at mennesket kan handle 100 % rationelt.

Socialismen arbejder tilsvarende ud fra en rationel logik om, at staten gennem en rationel planlægning kan sørge for, at alle mennesker bliver det samme slutprodukt. Dette er hverken ønskeligt eller muligt, for den første gidsel i dén plan bliver individets frihed. I den socialistiske verden er der ikke plads til personlige præferencer. Virkeligheden viser desuden med al tydelighed, at med den rationelle lighedsplan opnås kun stilstand og økonomisk ruin. Vi konservative ved, at verden er for kompleks til, at staten kan planlægge vores lykke.

Rationalismen i liberalismen og socialismen bygger på det positive menneskesyn. Liberalisterne mener, at velstillede individer af fri vilje vil hjælpe mindre velstillede, mens socialisterne mener, at de individuelle præferencer skal undertrykkes. Konservatismen har et negativt menneskesyn, hvor det anerkendes, at der er brug for en stat til at sikre fælleskabets virke, ligesom konservatismen anerkender, at alle ikke har samme præferencer.

Mennesket er født konservativ. Mennesker træffer ikke udelukkende rationelle valg og de færreste mennesker ønsker at leve i en verden uden fælleskab eller hvor alle er ens. Denne pointe er desværre ikke til at forklare uden mellemregningerne, og heri ligger Det Konservative Folkepartis udfordring.

Konservatismen har ikke en færdig opskrift klar i form af en ideologi. Vi konservative kræver, at der er en kontekst, vi kan forholde os til. For beslutninger træffes ikke ved at slå op i bog og checke, hvad en af de gamle filosoffer har sagt. Dette gør det svært at kommunikere konservativ politik til danskerne. I dette indlæg har jeg forsøgt at præsentere nogle af mellemregninger og alligevel er dette kun en flig. Vores politiske modstandere har det nemt. De kan koge hovedbudskabet ned til enkelte pay offs. Dette er mere vanskeligt med eksempelvis organismetankegangen, generationskontrakten og balancebegrebet.

Men hvis du, kære læser, har haft tid til at læse så langt, så håber jeg, at du har fået en større forståelse for det smukke i konservatismen. OG at du husker det, når vi indenfor det næste års tid skal til valgurnerne.