Fortsæt til indhold
Kommentar

Kære kommende dimittender…

Et par velmenende ord til de nye studerende på landets videregående uddannelser.

Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Natten til i går fik 65.000 unge mennesker besked om, hvilken uddannelse de er blevet optaget på. Det er 10.000 mere end der bliver født børn i Danmark hvert år, så uddannelsesgraden af danskerne ser ud til at være i vækst.

Alligevel hører man kritik af, at det er svært at komme ind på de uddannelser med højest snit. Der skal mere fokus på kvote 2 siger venstrefløjen. Ellers tak siger jeg. Hvorfor skulle en bestyrelsespost i badmintonklubben gøre mig til en bedre læge?

Det er sundt, at vi har så mange der søger optagelse på landets studier, men det er også sundt, at kun de dygtigste bliver valgt. Hvis uddannelsessystemet fortsætter med at feje foran curlingbørnene efter folkeskolen og ungdomsuddannelsen, så tilvænnes de aldrig til arbejdsmarkedet. Hårde krav er en del af livet. Og livet som elev, hvor systemet er elev-atoren, der hjælper en op til næste niveau, eller etage om man vil, stopper, når man bliver studerende. Studier er ens eget ansvar. Man skal ikke altid lade uddannelsens stå i vejen for studierne. Livet som voksen er et studie i sig selv, hvor man dagligt lærer og fortsat formes, og derfor skal de nyudklækkede studerende have et par ord med på vejen.

Jeg havde tidligere på sommeren fornøjelsen af at holde dimissionstale til de færdiguddannede statskundskabere på Syddansk Universitet. Som kommunikationsmand har jeg lært, at man skal tage konklusionen først, og derfor vil jeg opfordre disse nye studerende til at læse min tale. Ja, der går jo nok minimum fem år før end, at de er færdiguddannede, men alligevel vil den sikkert give mening, og måske lette lidt af presset. Det bliver ”de bedste, hårdeste og sjoveste år i dit liv”, som Københavns Universitet skriver i deres outdoor-reklamer.

"Kære dimittender,

Det er en stor ære for mig, at holde årets festtale. Tak for muligheden for at sige et par ord til alle jer som i dag bliver færdige med jeres uddannelse. I ser noget bedre ud end vi gjorde i 2002, da jeg begyndte selv min statskundskabsuddannelse her – allerede inden at nogen havde dimitteret fra dette institut. Jeg savner ikke skovmandsskjorter, highligths og refleksbånd på bukserne, når jeg kigger ud over forsamlingen i dag.

Dejligt med et gensyn med mange tidligere undervidere. Jeg savner helt den ugentlige indoktrinering fra Søren Hviid - nu får man den så på Deadline. Jeg savner FUS-festerne og institutfesterne, og den dengang IP-nørdede fanklub af Steen Rynning. Jeg savner at høre historier om Poul Erik Mouritsens tid i kollektivet – ja det er tilladt at blive klogere. Jeg savner faktisk bare i det hele taget studietiden. Men der er nu også mange fordele ved at blive færdig – og her tænker jeg ikke kun på den første løncheck.

Jeg selv brugte fem år på min bachelor fordi jeg ved siden af var mere eller mindre fuldtidsaktiv i Konservativ Ungdom. Derfor fik jeg også mit første fuldtidsjob direkte efter min BA-titel – som landsformand for Konservativ Ungdom.

Pludselig havde jeg kontor på Strøget, og alle de politologiske snakke om Christiansborg var brat blevet min hverdag i tre år.

Herefter blev jeg i København, hvor jeg tog mine kandidatfag på normeret tid for herefter at få mit nuværende job allerede inden, at jeg var begyndt at skrive speciale. Det måtte jeg så gøre i fritiden, og jeg blev cand.scient.pol. for halvandet år siden – derfor er det også rart allerede nu, at kunne få lov at øse ud af livserfaringen.

Jeg kan personligt sige, at jeg nød min studietid her i Odense – dette campus er helt fantastisk for sammenholdet – og et markant federe studiested end Københavns Universitet.

Men jeg vil gerne vende tilbage til det med livserfaringen - det er jo altid et godt tema for en tale til nye dimittender.

Faktisk er jeg helt sikker på, at de fleste af jer allerede HAR fået viderebragt mange gode råd fra bedsteforældre, forældre og undervisere i anledning af, at i nu er færdige med jeres uddannelse og nu skal til - som det så flot hedder - at "komme videre i livet".

Jeg er også helt sikker på, at - selvom, I har nikket pænt og sagt ja og nej på de rigtige tidspunkter - så er det meste af det i har fået at vide, gået meget hurtigt ud af det andet øre igen...

Man skal som man siger høre meget før ørene falder af, men ikke så meget før øjnene falder i.

Og når det er gået ud af det andet øre igen, så skyldes det sandsynligvis ikke, at I ikke sætter pris på alle de velmenende råd... næh det er mere en kombination af, at I lige nu og her hellere vil ud og drikke øl med studiekammeraterne, ud og more jer - og så også, at I nok inderst inde ved, at man kan altså ikke lærer ret meget af andres erfaringer.

Man er nødt til at gøre sig sine egne erfaringer og man er nødt til at lave sine egne fejltagelser.

Men der er mange velmenende mennesker som tror, at de ved at videregive deres erfaringer til jer kan sørge for, at I ikke laver de samme fejl og som endda også tror, at den bedste lejlighed til at videregive disse erfaringer, er lige netop omkring det her tidspunkt, hvor I har modtaget eksamensbevis og en medalje.

Det er to helt fejlagtige antagelser. I vil komme til at lave mange fejltagelser... og det vil i både gøre lige nu hvor I er færdige med en kandidatuddannelse og i årene der kommer.

Rent personligt kan jeg godt garantere jer for, at jeg siden jeg blev kandidat stadigvæk laver masser af fejltagelser.

En del af jer vil vælge den forkerte retning, hvis I læser videre - eller I vil få et job, som er helt forkert til jer - hvor I hader jeres chef og jeres kunder, eller de hader jer... I vil komme til at vælge den helt forkerte kæreste, komme til at bosætte jer et helt forkert sted - drikke jer alt for fulde og komme galt af sted - og i øvrigt komme til at lave en helt masse andet dumt...

Der er kun to ting at sige til det: For det første, så er der ikke så meget at gøre ved det... og for det andet - og det er det vigtigste - det væsentligste er ikke om - og hvilke - fejl man begår, det vigtigste er, at man står ved ANSVARET for de ting man laver og at man gør en indsats selv for at rette op på tingene.

Nu har i en uddannelse og dermed har i ansvaret for at forme jeres eget liv. Vores generation vil ikke have samme adgang til efterløn, kontanthjælp og dagpenge.

I - og jeg for den sags skyld - er udset til at være den generation som kommer til at betale regningen for flere års overforbrug af velfærdsydelser - det er derfor I hører politikere stå og tale om, at de unge i dag skal være målrettede i deres valg af uddannelse, at de skal komme hurtigere igennem uddannelsessystemet, få sig et godt job og så i øvrigt blive ved med at arbejde til de fylder 70-80 år! Det lyder temmelig hårdt i mine ører... og for Jer, som måske endnu ikke har fået den første ansættelse endnu må det være endnu hårdere - men på den anden side er jeg ikke i tvivl om, at vi kan klare det.

Vi bliver den generation som kan se på de tidligere generationer og sige - "ja, I havde det godt dengang - nu betaler vi regningen for Jer"... men vi gør det med glæde - og fordi vi ikke vil løbe fra vores ansvar. Til gengæld - så vil vi også have lov at gøre tingene på vores egen måde og have lov til at begå vores egne fejl. Det gælder hvad enten man - som Jer bliver færdig i dag - eller som jeg blev det for et par år siden. Der er masser af fejl I skal ud og begå - og jeg har også en del flere jeg skal nå.

Men med alle de fejl, der skal begås og tages ansvar for, så tillad mig til at give et par enkelte råd:

Først og fremmest i forbindelse med, at I nu skal ud og fejre kandidattitlen:

1. De fysiske tømmermænd kan altid drikkes væk, så sørg gerne for at gem en enkelt kold øl til dagen derpå.

2. De moralske tømmermænd er derimod mere langvarige - og går ikke altid væk af sig selv... tænk på, at udsendelsen "De unge mødre" altså IKKE er fiktion.

3. Det er statistisk bevist, at piger falder knap så meget for fyre som lugter af bræk... Derimod er der ikke noget, der tyder på, at det samme gør sig gældende den anden vej.

Fremadrettet i forbindelse med uddannelse og job, vil jeg sige:

1. Lad være med at bekymre jer omkring jeres karaktergennemsnit. Jeg og mange andre er levende beviser på, at man sagtens kan lande et fedt job uden stjernekarakterer. Det er faktisk min opfattelse, at det ikke er noget man rigtigt kigger efter. Jeg sendte ikke engang mit eksamensbevis med, da jeg blev ansat.

2. Uanset hvor dum jeres chef er, så er det ham eller hende der betaler jeres løn - så derfor sørg for, at han/hun ikke hører det når I bagtaler vedkommende...

3. Mange virksomheder påstår at kunderne er vigtige for dem - I har stadig muligheden for at blive de første som beviser, at en virksomhed kan klare sig uden kunder... Men når nu mange scient.pol.’er ender i det offentlige, så bliver vi nok levende beviser på det.

Og - i forhold til familien - så er det livets omdrejningspunkt:

1. Det eneste REELT gratis måltid der findes er det I får hos Jeres forældre... Det er nu I skal betale af på studiegælden.

2. Forældrenes vaskemaskine ER altid billigere end et vaskeri...

3. Uanset hvor dumme I syntes at Jeres forældre var, så bliver de som regel glimrende bedsteforældre og dermed et godt - og billigt - alternativ til andre pasningsformer...

Ja, det er bare nogle enkelte gode hints som jeg har gået og tænkt over, at det kan være praktisk at have med... men det skal jo ikke forhindre Jer i at gøre andre erfaringer. Og; hverken mine - eller andres - gode og velmente råd skal forhindre Jer i, at prøve på at skabe det liv, I ønsker jer.

HVIS I nu sidder og drømmer om, at blive den næste Mærsk McKinney Møller, eller blive professionel fodboldspiller - eller tennisspiller, det er der vist faktisk flere penge i - eller lave jeres eget rockband... eller hvad det måtte være; så skal I altså også benytte Jer af chancen og se at komme i gang.

Det mest ærgerlige vil da være, hvis I sidder om 20 år i et job som keder Jer - men som godt nok forsørger jer, jeres lidt overvægtige ægtefælle og jeres tre børn - og hvor i hver dag tænker på, at dødsmetal-bandet SDU Devils garanteret kunne være blevet en international succes...

Så forsøg Jer for guds skyld med det dødsmetal-band... vær ligeglade med, at jeg ikke tror på det, at det ikke passer ind i karriereplanen og at der mangler spillesteder i kommunen. Gør noget ved det selv - bliver det en succes er det fint, hvis ikke - ja så er i en erfaring rigere og må selv tage ansvaret for at det gik galt.

Livet hverken starter eller slutter med den uddannelse I har fået nu... eller med de jobs I får senere - der er altid nye muligheder, der åbner sig efterhånden som Jeres erfaringer bliver større.

Den uddannelse I har fået nu er kun et - lille skridt - på en meget lang vej.

Her på SDU har statskundskabere lavere arbejdsløshed end de tilsvarende fra Københavns Universitet og Århus Universitet. Og dem fra RUC og Aalborg behøver jeg vel ikke engang nævne her

Jeg kan sige, at vi har en alumneforening i København, hvor vi mødes hvert år – sidste år var Ulrik Kjær en af talerne og fik de fleste af os til at savne undervisningen en smule – og vores møder viser, at SDU’s statskundskabere er bredt repræsenteret på Slotsholmen, i kommunikationsbranchen og i kommuner og interesseorganisationer. Der er brug for statskundskabere mange steder i Danmark – og efterspørgslen stiger kun i takt med DJØF-iseringen.

Det er selvfølgelig helt op til Jer selv, hvordan I vælger at se den vej der står foran Jer... om I frygter den, synes den er meget besværlig, er I tvivl om hvordan vejen former sig - eller bare glæder Jer.

Mit bedste råd er, at I ikke bruger for meget tid på at tænke over vejen - men bare kommer i gang. Springer ud i det og ser frem til en masse spændende oplevelser.

Uanset hvad der sker, så er der kun en ting der er helt sikkert: Det bliver aldrig mere kedeligt end I selv gør det til!

Tillykke med eksamen - og alt held og lykke i fremtiden.

Tak for ordet."

/Det talte ord gælder

Til de interesserede, så holdt jeg translokationstalerne for HHX og HTX på CELF i hhv. Nykøbing Falsker og Nakskov for et par år siden - denne tale kan læses her.