Fortsæt til indhold
Kommentar

Liberal Alliance kostede et borgerligt mandat i Europaparlamentet

Europaparlamentsvalget og folkeafstemningen om patentdomsstolen er overstået, og jeg vil alt imens der fintælles og publiceres personlige stemmetal hos på KMD-valg forsøge at analysere de foreløbige resultater og valgkampens forløb.

Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

”…Jeg var der! Jeg var der til den konservative valgfest på Jazzhouse efter Europaparlamentsvalget den søndag i 2014. Jeg var der, da Bendt stillede sig på scenen ved siden af bandet og blev hyldet. Jeg var der, da han med sit rævesmil og omgivet af hvirvlende balloner blev afbrudt af den ene sejrssang efter den anden. Det Konservative Folkeparti begyndte valgkampen med målinger på lige over 3 %, og resultatet endte på 9,2 %. Mr. 10 percent was back. Partiet og KU – Danmarks bedste kampagneorganisation - havde gjort det umulige muligt og skabt en kæmpe succes…”

Sådan bør der måske stå i mine memoirer om aftenen i går. Sikke en fest. Bendt blev genvalgt – og endda på egne stemmer. Ambitionen om, at få 7,14 % virkede superoptimistisk for et par uger siden, men heldigvis virkede de gode simple argumenter i den konservative kampagnemaskine og i dag er måket mere end indfriet.

Venstre fik tæsk og DF fik succes med henholdsvis 2 og 4 mandater på trods af, at de havde stået til hver 3 det meste af valgkampen. Venstre kunne faktisk godt have fået det ene DF-mandat, hvis Liberal Alliance ikke var hoppet ud af det borgerlige samarbejde. 2,9 % af de borgerlige stemmer lige ud af vinduet.
Liberal Alliance har kostet borgerlig indflydelse i Europa på grund af enegangen, som vi har set det før. LA, Det Konservative Folkeparti og Venstre ville i fælleskab have fået fire borgerlige mandater – og dermed havde alle partier med i dald at at have marginalerne med sig hypotetisk set kunne have fået et ekstra mandat. Men nej… Liberal Alliance havde eftersigende en frygt for, at man kunne ende med at sikre Bendt Bendtsens mandat, og det kunne man ikke unde ham. I stedet endte det lille liberale partis soloridt med at koste det store liberale parti et mandat, der blev foræret til "socialdemokraterne" i Dansk Folkeparti. Liberal Alliances nye slogan burde være ”LA ved du ikke, hvor du har”.

Nu ender Dansk Folkeparti så med at få fire mandater i parlamentet. Spidskandidaten og tre andre. Tre novicer. Tre personer, der skal oplæres i spin og populisme. Tre personer, der som Messerschmidt, kommer til at bruge mere tid på at tale med pressen i Danmark end på at skabe resultater for Danmark i EU. Den nye DF-gruppe kommer hverken til at have indflydelse eller magt, og om den var på 2, 3, 4 eller for den sags skyld 5 gjorde næppe en forskel. Personligt er jeg dog glad for, at DF-resultatet sikrer Anders Vistisen en titel som MEP’er. Han er en god fyr.

Det næste interessante omkring navnelegen er så, hvem der får de famøse 2 V-mandater. Ulla Tørnæs er naturligvis sikker, men mon ikke Rohde og Løkkegaard ligger ret tæt. Hvis det bliver førstnævnte så forudsiger jeg dårligt arbejdsklima, voksenmobning og intriger på Horton-saga-niveau. Rohde og Tørnæs skulle ifølge vandrørene være som hund og kat i et had-/kærlighedsforhold uden kærlighed. Apropos Ulla Tørnæs, så skyldes Venstres valgfiasko ikke kun Løkke-skandalen, men i høj grad også valget af spidskandidat. Hun har været ret usynlig og syner helt uden gejst og engagement. Det virker mest af alt som en retrætepost fordi hun ikke kunne blive borgmester i Holstebro.

En anden usynlig spidskandidat kommer fra Socialdemokraterne - det gamle arbejderpartis akademiker-spids Jeppe Kofod, der måske fik sin gamle ”sag” gemt godt af vejen, men det samme gjorde sig gældende for hans politiske mærkesager.

Den tredje og sidste usynlige spidskandidat, som jeg vil nævne, er Rina Ronja Kari. Hun falder ellers godt indenfor Liste Ø-strategien og at sætte en ung kvinde i front. Men Liste N er ikke Liste Ø. EU-modstanden har ellers gyldne dage - det vidner resultatet af patentdomstolafstemningen blandt andet om. Hele det etablerede parnas arbejdede hårdt for et ja, men mere end hver tredje trodsede anbefalingerne og stemte nej. Faktisk så vi, at de EU-skeptiske partier O, I og C fik pæne valg, mens der samlet set var en lussing til de EU-positive partier i form af B, A, F og V. De direkte modstandere i Folkebevægelsen mod EU havde dermed alle odds med sig, men fik kun en begrænset fremgang. Der er nemlig ikke meget bred folkebevægelse over Liste N. Bredden er næsten væk. Hvor var de konservative og liberale kandidater? Det var nærmest kun venstrefløjen, der var opstillet med Lave Broch som undtagelsen, der bekræfter reglen.

Mange venstrefløjsstemmer røg angiveligt til SF’s Margrethe Auken. Jeg fik et chok over de 10,9 % når jeg tænker på, hvor pinlig hun har været i samtlige debatter. Hun afbryder, råber højt og er decideret ubehøvlet. Jeg gad godt vide, hvordan hun har reageret da hendes datter fortalte om sit skifte til Det Radikale Venstre. Jeg forestiller mig en prædiken af dimensioner.

Netop Det Radikale Venstre fik en langt lavere opbakning end vi ser det i de normale polls. Kampagnen bød ellers på et gensyn med Helvegklanen i form af den hjemvendte fortabte søn – endnu en Morten. Han var en af de mange, der faldt udenfor Vestager-linjen og forlod Folketinget efter et nederlag i et kampvalg om gruppenæstformandsposten til en tredje Morten – nemlig Østergaard. 6,5 % er næppe tilfredsstillende.

Kampagnebetragtninger

  • Endorsements virker. Dog skal man ikke gøre som Poul Nyrup Rasmussen og stille op til ”Gør som Poul, stem på XX” med to forskellige kandidater. Selvom man er tidligere statsminister har man altså stadigvæk kun én stemme.
  • Sociale medier er en udefinerbar faktor. Vi så det allerede under kommunalvalget, hvor nogle kandidater skabte en masse opmærksomhed Facebook og andre steder uden at få særlig mange stemmer. Naturligvis virker det bedre nationalt, men det er fortsat den traditionelle kampagne, der sikrer valg. Sociale medier må aldrig stå alene.
  • SF’s interaktive valgplakater og Det Konservative Folkepartis nye design viser, at partierne er begyndt at tænke langt mere over sit udtryk. Jeg, og helt sikker mange andre, er drøntrætte af Radikales punktummer midt i sætningerne og håber, at de i hvert fald tænker lidt videre.
  • Medierne dækkede valgkampen massivt. Man mistænker næsten Danmarks Radio for at skrue ekstra op for blusset i anledning af, at partierne snart skal forhandle en ny medieaftale.

Nu glæder jeg mig bare til folketingsvalget, hvornår det så end bliver...