EU skal tilbage til rødderne
I lyset af den aktuelle valgkamp op til Europaparlamentsvalget den 25. maj, bringer jeg nogle skeptiske konservative tanker ind i debatten. Jeg vil gerne anbefale at stemme på Konservativ Ungdoms EP-kandidat, Nichlas Vind. Men lad mig starte et helt andet sted for at forklare hvorfor.
Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Efter 2. verdenskrig, og på basis af de to verdenskrige det 20. Århundrede havde budt på, besluttede 6 vesteuropæiske lande at danne EKSF, det Europæiske Kul- og Stål Fællesskab. Tanken var, at man ved at binde landenes produktion af kul og stål sammen kunne sikre et tættere samarbejde til glæde for – i første omgang – den frie handel, og – på længere sigt – til sikring af freden. Dette var basis for det EU, vi kender i dag. Begge tanker var naturlige i et Europa, som indenfor 50 år havde været arnested for hele to verdenskrige. Frihandel og samarbejde, de europæiske nationer imellem, var en sund borgerlig tanke, som burde kunne sikre Europa både økonomisk fremgang samt fred og frihed. Som konservativ kan man også i dag være enig i disse ambitioner.
EU er blevet et socialdemokratisk projekt
Men så er det bare som om, at EU har bevæget sig fra primært at have handlet om sikring af fred og frihed - kombineret med et samarbejde om at skabe øget velstand - til at være en organisation, som i højere grad vil detailregulere og give velfærdsydelser end skabe frihed. I den seneste tid har netop disse velfærdsydelser været til stor debat. EU er blevet et politisk projekt frem for et folkeligt projekt, en juridisk overnational union frem for et mellemstatsligt samarbejde, og et projekt der i høj grad er protektionistisk og socialdemokratisk i tankegangen og placeret langt, langt fra borgernes rækkevidde. Heri ligger en fare for demokratiet og dermed en trussel mod netop den fred og frihed, som var grundtanken i EU’s begyndelse. Demokrati forudsætter, at borgerne føler nærhed til, kendskab til og forståelse for styret. Når man derfor udvikler et EU, som mange betragter som et enormt bureaukrati, der er fuldstændigt uoverskueligt for almindelige borgere, så er det en reel fare for demokrati, fred og frihed.
Den borgerlige EU-skepsis
Vi har brug for mindre stat ikke mere, og derfor må vi som konservative se skeptisk på udviklingen i EU. Og heldigvis er mit parti blevet langt mere skeptisk i de senere år. EU bevæger sig væk fra Fædrelandenes Europa og hen mod et stadigt tættere politisk samarbejde, hvor retningen klart peger mod mindre frihed, og mere velfærd og bureaukrati.
Det kan derfor undre en del, at størstedelen af de danske konservative politikere hidtil har været så begejstrede, for det EU vi kender i dag. Konservative skeptikere hører altså til en sjælden race i den danske debat, når man ser på de folkevalgte profiler. Den traditionelle opdeling går stadig mellem begejstrede borgerlige og skeptiske socialister. Men dette er ved at ændre sig. ‘EU er erhvervslivet og de riges klub’ er en opsummering af den klassiske socialistiske EU-modstand. Imidlertid er det tankevækkende, at flere markante socialistiske politikere nu går i brechen for mere europæisk integration. Jeg kan nævne Daniel Cohn-Bendit og Joschka Fischer, men også mere hjemlige politikere i eksempelvis Socialistisk Folkeparti. Ligeledes er det bemærkelsesværdigt, at socialdemokratiske partier på tværs af EU er blevet betydeligt mere EU-positive over de sidste tyve år.
Modsat ser vi den borgerlige EU-skepsis spire – blandt andet hos vores partifælle David Cameron, der ligesom hans forgænger Margaret Thatcher ikke kan acceptere skabelsen af en fælles-europæisk socialdemokratisk føderation. Jeg deler mange af Camerons tanker, herunder om muligheden for et Europa i flere tempi.
Det har i mange år været en sjældenhed, at man i den danske debat hører om en EU-skepsis, endsige EU-modstand, fra den borgerlige side af det politiske spektrum. De to store borgerlige partier, dvs. Venstre og Det Konservative Folkeparti, har basalt set tilsluttet sig Romtraktatens ord om en stadigt snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk. Ligeså basalt set har venstrefløjspartierne ofte funderet deres EU-skepsis eller EU-modstand i en forestilling om EU som et særligt liberalistisk, markedsorienteret projekt.
De borgerlige politiske ungdomsorganisationer – primært KU og VU - har i flere omgange markeret sig som arnestedet for en borgerlig, dansk EU-skepsis. Ved afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992 rørte de første skeptikere på sig, måske bedst eksemplificeret ved daværende kommissionsformand Jacques Delors' tanker om dels en føderal europæisk stat inden år 2000, dels om selvsamme Delors' neddrosling af visionen om et frit, dereguleret marked indenfor EU's grænser, til fordel for en såkaldt social markedsøkonomi med en social dimension.
Siden 1992 har fronterne været trukket stærkt op i det borgerlige Danmark. På den ene side har der været en – desværre temmelig lille - fløj som har set med skepsis på den tiltagende europæiske integration. Overordnet set af to årsager: En måske mere traditionel prioritering af national suverænitet, fremfor et snævert europæisk samarbejde. Tillige ansporet af primært socialdemokratiske partiers kærlige omfavnelse af EU som et redskab til at sikre en paneuropæisk reguleret, social markedsøkonomi. På den anden side en mere traditionel betingelsesløs tilhængerfløj, der anser EU som dels en langt mere smidig organisation end nationalstaterne, dels som en bedre forudsætning for fri konkurrence nationalstaterne imellem.
Det må det være borgerlig politik, at EU skal koncentrere sin fremtidige udvikling omkring de oprindelige kerneområder – fred, frihed og økonomisk velstand. EU skal kun bruges på de områder, hvor et mellemstatsligt samarbejde giver mening og ikke overregulere selvstændige nationale beslutninger. Fremtidens Europa skal ikke omfatte en europæisk statsdannelse. En stabil stat kræver en nogenlunde homogen befolkning med en fælles kulturbaggrund - det har vi ikke i Europa. Dertil kommer, at vi allerede nu lever i et gennemreguleret samfund, der begrænser den enkeltes frihed.
Mine visioner for Europa
Jeg ser ingen grund til, at EU blander sig i f.eks. social-, arbejdsmarkeds-, finans-, skatte- og kulturpolitik, men ønsker i stedet, at EU’s landbrugsstøtte og øvrige handelsbarrierer afskaffes, at grænserne åbnes og frihandelen udbredes overfor bl.a. ulandene.
Et europæisk samarbejde bør sikre fred og frihed i Europa – på grundlag af samarbejde mellem selvstændige stater. EU bør derfor fokusere på de grænseoverskridende udfordringer og internationale problemstillinger såsom miljøproblemer og organiseret kriminalitet gennem et frit, og kapitalistisk samarbejde. Som jeg ser det, vil dette bedst kunne ske ved en udtræden af EU og indtræden i EFTA, men da dette næppe er på den mere almindelige agenda, så må vi fokusere på at gøre vores nuværende europæiske platform bedre.
Derfor jeg kalder – igen igen - EU tilbage til rødderne, for freden, friheden og borgernes skyld!
Og af samme grund anbefaler jeg at stemme på Nichlas Vind fra Det Konservative Folkeparti den 25. maj. Han er en hårdtarbejdende ung mand, der forstår vigtigheden af fred, frihed og frihandel. At staten er til for borgerne og ikke omvendt, og at de kulturelle forskelle i Europa ikke bør udviskes i et overstatsligt projekt. Samtidig har han i valgkampen bevist, at han er en dygtig debattør og politiker, og at han kunne være en naturlig efterfølger, når Bendt Bendtsen en dag vælger at stoppe.
I forhold til afstemningen om patentdomsstolen, så har jeg hørt gode argumenter både for og imod, og har ikke besluttet mig endnu. Men den undersøgelse, som Polen har fået lavet om, at patentdomstolen vil koste dem 93 milliarder, trækker mig i retning af et nej. I kan finde en neutral fremstilling af argumenter for og imod her.