Fortsæt til indhold
Debat
Stine Bosse

Danmark skal vise vejen

EU handler om Europas placering i verden, men også om hvor vi indbyrdes i Europa får fællesskabet til at fungere.

Europa vil i fremtiden komme til at mangle arbejdskraft, og hvem siger, at flygtninge og migranter ikke kan være med til at trække det læs. Arkivfoto: Santi Palacios/AP

Medier i såvel Danmark som resten af Europa og verden flyder i disse tider over med debat og artikler om ”Brexit”, ”Grexit” og flygtningestrømme, som presser Europas grænser.

Hvis vi også i fremtiden vil gøre os forhåbning om høj levestandard, øget vækst og beskæftigelse og et sikkert kontinent at leve på, bliver vi nødt til at anerkende, at de nævnte problemstillinger er forbundne, og at vi alle må bidrage på lige fod til det fællesskab, som kan løse problemerne.

EU handler om Europas placering som region i verden, men det handler også om, hvordan vi indbyrdes mellem landene i Europa får fællesskabet til at fungere. De to ting er på sin vis hinandens forudsætninger, for hvis ikke vi kan få fællesskabet til at fungere internt, er der ingen forudsætning for at kunne agere eksternt.

Mere ligeværdig deltagelse

Det betyder bl.a., at vi i Danmark snart får en gylden chance for at vise, at vi hører til dem, der virkelig ønsker, at fællesskabet i Europa skal danne rammen om fremtidens svar på de store udfordringer. Her taler jeg selvfølgelig om den folkeafstemning, som senest inden jul giver os mulighed for at stemme ja til en tilvalgsordning, som sikrer os mere ligeværdig deltagelse i EU’s retssamarbejde.

I mine øjne vil det være win-win for os at stemme ja. Vi sikrer vores egen deltagelse i Europol, som styrker den indre sikkerhed og tryghed i EU, vi sikrer vores deltagelse i den del af EU-samarbejdet, som bl.a. giver virksomheder mulighed for lettere at inddrive tilgodehavender ved grænseoverskridende konkurser, og vi sikrer, at de andre medlemslande i EU for alvor kan se, at vi ønsker at deltage i fællesskabet, så vi sammen kan stå stærkere.

Større vilje til samarbejde

Hvis vi som et af de lande, der ellers ofte har hældt mere mod periferien af EU-samarbejdet, kan vise, at vi ønsker at styrke den interne dimension af EU, vil det forhåbentligt hjælpe til, at andre lande kan spore en større vilje til at samarbejde inden for Europas grænser – det kunne endda være, at vi var med til at vise vejen for dem.

Der er stort behov for den vilje, for i øjeblikket står vi med en EU-Kommission og et EU-Parlament, som lovgiver på europæisk niveau og gør det ud fra et perspektiv, som gerne skal tilgodese alle medlemslande. Over for kommissionen og parlamentet har vi Ministerrådet og Det Europæiske Råd, hvor nationale politikere skal varetage de enkelte landes interesser.

Svær balanceakt

Balanceakten mellem de forskellige aktører er ganske svær og medfører tydeligt paradokser. Et af dem er, at EU som institution ofte bliver kritiseret for ikke at kunne agere hurtigt nok eller med tilpas stor vægt i udenrigspolitiske spørgsmål. Paradokset ligger i, at kritikerne også ofte er dem, som blokerer for, at den magt, der kræves for at kunne agere, faktisk bliver tildelt EU.

Hvis vi ønsker, at EU skal kunne agere hurtigere og med større vægt, er den føromtalte styrkelse af den interne dimension meget vigtig. For på den måde kan vi også være med til at styrke grundlaget for EU’s eksterne dimension. Og der er brug for en styrkelse af den eksterne dimension, for der er brug for mere EU både nu og i fremtiden.

Kalder på fællesskab

Tidens helt store spørgsmål kalder nemlig på fællesskab og fælles løsninger. Lad mig bare nævne tre årsager:

Klima og miljø: Klima og miljø kender ikke til nationale grænser. I virkeligheden bør løsningerne findes i FN, men EU er en vigtig regional aktør på området, fordi vi i EU-landene fastholder de ambitiøse klimamålsætninger til COP21, som vi i lang tid har arbejdet for. Vigtigheden af EU som frontkæmper i klimakampen understreges af, at ganske få af FN’s 193 lande indtil nu har indsendt bidrag til de målsætninger, som skal fastsættes under COP21.

De 28 EU-lande er blandt dem, som i fællesskab har en målsætning om at reducere CO2-udledningen med 50 pct. inden 2030. Det er altså tydeligt at se, at EU-landene har en hård sag at kæmpe om de langsigtede klimamålsætninger, når forhandlingerne tager fart i december.

Terrorens grimme ansigt

Sikkerhed og kriminalitetsbekæmpelse: International terror har gentagne gange i det sidste år vist sit grimme ansigt. Politisamarbejdet i EU er en vigtig del af at komme terroren til livs. Og det er ikke kun inden for Europas grænser, at vi har opdaget det. I Asien, Afrika og Sydamerika kigger de også mod Europa, når de skal finde gode eksempler på, hvordan grænseoverskridende kriminalitet håndteres.

På den måde bliver vi i Europa også et benchmark, som andre kontinenter måler sig med og konsulterer, når der skal findes løsninger på problemerne. Derfor er det vigtigt, at vi fortsat har gode vilkår for at bekæmpe den organiserede kriminalitet uden grænser. Det kan kun ske gennem et velorganiseret samarbejde – uden bureaukrati.

En gigantisk udfordring

Paradokset ligger i, at kritikerne også ofte er dem, som blokerer for, at den magt, der kræves for at kunne agere, faktisk bliver tildelt EU.

Flygtningestrømme: Flygtninge fra krig, ufred eller fattigdom er en gigantisk udfordring, som i stigende grad skaber uenighed mellem landene i Europa, fordi flygtninge bliver anset som et problem. For mig at se, er det største problem, at vi fuldkommen glemmer, hvilke rædsler de stakkels mennesker flygter fra. I EU-regi er der allerede blevet forslået en fordelingsnøgle, så hvert medlemsland kan tage en vis andel flygtninge.

Den mulighed bør vi tage imod. Ikke bare fordi vi fremstår kyniske ved at frasige os ansvaret, men i lige så høj grad, fordi vi allerede nu kan se af den demografiske udvikling i Europa, at vi i fremtiden vil komme til at mangle arbejdskraft – i alle lande. Og hvem siger, at flygtninge ikke kan være med til at trække det læs, hvis de får en ordentlig modtagelse, bliver hilst velkommen og får lov at være en del af fællesskabet, ligesom vores nuværende medborgere?

Kritik skal være konstruktiv

Hver af de tre nævnte områder har på forskellig vis været genstand for intern diskussion i EU. Samtidig har der også været kritik af de løsningsmodeller, som er blevet foreslået til at løse udfordringerne. Kritik er kærkommen, men den skal være konstruktiv. Når vi kritiserer EU, kritiserer vi også hinanden i de enkelte medlemslande, for hvad der i et land kan anses som en løsning, kan i et andet land anses som et problem.

På den måde er EU-samarbejdet, ganske som politik er i Danmark. Der er forskellige politiske holdninger, løsningsforslag er der mange af, men det endelige resultat bliver ofte et kompromis, som skal balancere mellem de forskellige standpunkter.

Danmark og EU ved skillevej

Derfor kan det nogle gange gå Danmarks vej, når der findes løsninger i EU-regi, andre gange føler vi, at løsningerne er tåbelige, fordi vi ikke selv er enige.

Det er politik, og det er samtidig et vilkår for demokrati og for fællesskab.

Det skal vi holde os for øje, for Danmark står ved en skillevej, og Europa står ved en skillevej – og hvis vi ønsker at have glæde af den økonomiske gevinst, som EU er for os, at styrke vores tryghed og at fremtidssikre Danmark i Europa og verden for de kommende generationer, skal vi huske på, at fællesskabets forudsætning har alle dage været, at den enkelte bidrager for at styrke den samlede position. Det er det stadig.

Af Stine Bosse, landsformand for Europabevægelsen i Danmark.