Det diskrete våben i kampen mod terror

Hvad skal vi stille op med alle dem, som i disse dage valfarter fra Danmark til Syrien for at kæmpe side om side med militante grupper? ”Administrativ udvisning”, lyder et svar fra justitsministeren og PET.

Det er interessant, for det viser, at Danmark er på linje med en international tendens inden for terrorbekæmpelse. Den kan observeres i USA, England og Frankrig, og går ud på, at man i stigende grad fjerner potentielle terrorister med administrative metoder.

Efter 11. september bekæmpede man terrorisme ved at føre krig i Afghanistan og Irak, sende ulovlige kombattanter til Guantánamo eller i enkelte tilfælde stille dem for en særlig domstol, men krigene i Irak og Afghanistan er kontroversielle, og trods en ihærdig PR-indsats er Guantánamo aldrig blevet en solstrålehistorie.

Så kom London-bomberne i 2005 og dermed bølgen af ”hjemmedyrket terrorisme”. Nu gjaldt det om at forebygge ”radikalisering”. Unge mennesker i Birmingham og Brøndbyøster blev draget af formørkede budskaber. De blev radikaliserede i takt med, at de udviklede et særligt radikalt mindset, der på sigt kunne føre til radikale handlinger. I værste fald terrorisme. Hvis man skulle forhindre radikalisering, skulle de radikale ideer imødegås med alternative fortællinger og lokkende skønsang om demokratiske værdier.

De, der alligevel faldt igennem og blev grebet i at overtræde dansk terrorlovgivning, blev stillet for en domstol og straffet.

I Danmark har vi haft en række terrorforsøg, som er blevet forpurret eller er slået fejl takket være en vis grad af dilettantisme. De fleste af dem er formentlig blevet behandlet i det almindelige retssystem. Sådan foregår det naturligvis stadigvæk, men nu har terrorbekæmpelsen nået skelsår og alder, og man ser i stigende grad, at terrorbekæmpelse består i at fjerne potentielle terrorister administrativt.

Når det gælder terrorbekæmpelse får den udøvende magt i disse år større spillerum på bekostning af den dømmende magt. Da vi ifølge myndighederne står over for en ”umiddelbar trussel”, og da efterretninger ofte er af en sådan karakter, at de ikke kan afsløres, er retssystemet ikke meget bevendt. Det er for langsomt og omstændeligt og kan ikke håndtere informationer, der af hensyn til rigets sikkerhed må holdes hemmelige. Hvis vi skal håndtere denne umiddelbare fare, er konklusionen, at det i stigende grad skal foregå administrativt.

Hvis man kaster et blik på den aktuelle Syrien-problematik, er det på den ene side vanskeligt at skaffe bevismateriale for handlinger udført i Syrien, og på den anden kræver det formentlig uanede ressourcer at overvåge alle de personer, der efter sigende er taget til Syrien, når de en dag vender tilbage til Danmark. Derfor må man gribe til andre midler, og det er her de administrative udvisninger, som udelukkende er rettet mod udenlandske statsborgere, kommer ind.

Som sagt er det en international tendens inden for terrorbekæmpelse, at man i stigende grad fjerner potentielle terrorister ad administrativ vej. Et oplagt eksempel er de amerikanske droneangreb, som de seneste 10 år har drænet al-Qaeda for operative ledere. At komme på den amerikanske drabsliste kræver ikke klassisk bevisførelse, der holder i byretten, men mere enkelt, at en ”high-official”, f.eks. præsidenten, på baggrund af efterretningskilder vurderer, at den pågældende person er til umiddelbar fare for statens sikkerhed.

I Europa sender vi ikke droner mod potentielle terrorister i udlandet. På disse breddegrader søger vi ikke desto mindre i stigende grad at skille os af med potentielle terrorister. Administrative udvisninger er derfor de seneste år blevet et populært værktøj.

Siden 2006 har Frankrig udvist 130 ”radikale islamister”. I Storbritannien er man gået et skridt videre. Siden 2010 er man begyndt administrativt at fratage briter med dobbelt statsborgerskab deres britiske statsborgerskab med henblik på efterfølgende at udvise dem. To udviste eksbriter er kort efter udvisningen blevet dræbt af amerikanske droner i Somalia.

Af og til lyder spage protester: »Jamen, hvad har disse mennesker egentlig gjort? Hvor er beviserne?« Det er vigtigt at forstå, at disse administrative indgreb strengt taget ikke er rettet mod personer, som har gjort noget strafbart. En administrativ udvisning er et præventivt indgreb. Når retssystemet dømmer og straffer, er der tale om en sanktion af en ulovlig handling. Her skal der føres beviser, som sandsynliggør, at en person har haft forsæt om at udføre en strafbar handling.

At skille sig af med nogen er en præventiv foranstaltning. Man vælger at fjerne folk, fordi det vurderes, at de udgør en risiko, som kan få konsekvenser, hvis der ikke gribes ind lige nu, ikke fordi de nødvendigvis har gjort noget strafbart. I modsætning til retssystemet gør de administrative tiltag det muligt at gribe ind før en person foretager konkrete forberedelseshandlinger.

I Frankrig er enhver udvisning anledning til, at indenrigsministeren spiller med musklerne og viser, hvor handlekraftig den siddende regering er. I Danmark er vi mere diskrete. Justitsministeren har sagt, at administrative udvisninger udgør en del af arsenalet mod personer, der tager til Syrien. Hermed sender han et klart signal: Tag ikke til Syrien! Det kommer til at koste!

Det er ikke sikkert, vi kommer til at høre meget mere til eventuelle udvisninger. I Danmark er administrative udvisninger med henvisning til statens sikkerhed omgærdet af hemmelighedskræmmeri. Vi ved stort set intet om, hvor mange der er blevet udvist fra Danmark de seneste år eller hvorfor.

Når det gælder Syrien, vil sådanne udvisninger kunne ske ganske diskret ved, at en opholdstilladelse inddrages, mens en person stadig befinder sig i udlandet. Der skal således ikke foretages en decideret udvisning, men den pågældende person vil formentlig få sig lidt af en overraskelse, hvis han en dag ønsker at vende tilbage til Danmark.