Kronik: I prøvevoteringens skærsild

Før man kan blive udnævnt til højesteretsdommer, skal man, som det hedder i retsplejelovens § 42, stk. 5, »have godtgjort sin egnethed til at have sæde i retten ved som prøve at votere først i mindst fire sager«. I praksis skal man prøvevotere i én straffesag og i tre civile sager - det sidste kan f.eks. være sager mellem private borgere eller virksomheder eller sager mellem det offentlige og en borger eller virksomhed.

At prøvevotere vil sige, at man sættes i samme situation, som de allerede udnævnte dommere.

Man får alle sagens dokumenter til gennemlæsning, og fra dommerpodiet overværer man domsforhandlingen, hvor parternes advokater fremlægger og procederer sagen. Man iklædes endog en af de karmoisinrøde fløjlskapper med brede hvide kanter - men altså foreløbig kun til låns.

Den, der sidder som tilhører i Højesterets imponerende retssal fra 1919, vil formentlig slet ikke opdage, at der sidder en prøvevoterende med på dommerpodiet.

Kun de indforståede vil kunne regne det ud. For i modsætning til de fem dommere, der er det almindelige i en højesteretssag, deltager der hele ni dommere i en "prøvesag" - for at se den prøvevoterende an. Og hertil kommer altså den tiende i den lånte kappe. De indforståede vil også vide, at den prøvevoterende sidder yderst til højre, set fra tilhørerpladserne. Og kigger man godt efter, vil man måske også opdage, at vedkommende ser lidt mindre rolig og fortrøstningsfuld ud end de øvrige dommere. Når advokaterne er færdige med at fremlægge og procedere sagen, forlader de sammen med tilhørerne retslokalet. Derefter låser retsbetjenten dørene ind til retssalen.

Og så er det dommens time for den prøvevoterende. Vedkommende rejser sig og indleder som det første med at udtale, hvad han eller hun mener, at dommens resultat bør være. For eksempel: »Jeg ville votere for stadfæstelse af landsrettens dom«. Eller: »Jeg ville votere for fastsættelse af straffen til 12 års fængsel«. Og det hedder "ville" votere. For man er jo netop endnu ikke dommer, men kun på prøve. Ens stemme tæller ikke. Herefter fremlægger den prøvevoterende sagen, redegør for de faktiske forhold, for de retsregler, der gælder, for de domme, der kan være relevante, og for de skriftsteder i den juridiske litteratur, som måske kan være af relevans. Det kan godt tage et par timer. Imens sidder de ni dommere tavse og lytter på.

En af de dommere, der for nogle år siden prøvevoterede i Højesteret, beskrev dengang sin oplevelse i et brev til mig på følgende måde: »Jeg prøvevoterede uden at vide, hvad de rigtige dommere mente om sagen. Som du måske ved, starter man en votering med at sige resultatet. Da det i alle fire sager ikke var helt oplagt, hvad resultatet skulle være, holdt jeg en kunstpause efter at have angivet det resultat, jeg ville votere for. Når jeg så forsøgte at aflæse på deres ansigtsudtryk, om det var helt ude i skoven, mødte mit blik lutter "stonefaces". Jeg måtte derfor gå planken ud uden nogen form for redningsvest eller sikkerhedsnet.«

Nu har jeg gjort ham turen efter gennem prøvevoteringerne, og jeg kan bekræfte hans ord.

Når den prøvevoterende er færdig, indleder dommerne voteringen, ganske som om den prøvevoterende ikke har sagt noget. Dommerne voterer i anciennitetsrækkefølge. Først rejser den yngste dommer sig for som førstevoterende at afgive sit votum. Det kan tage lige så lang tid som den prøvevoterendes indlæg, men vil dog normalt nok være lidt kortere. En time kan der dog let gå. Dernæst rejser den andenvoterende sig, så den tredjevoterende, og så fremdeles. Votaene bliver kortere efterhånden, fordi det meste jo som regel allerede er sagt.

Når dommerne voterer stående fra deres plads, skyldtes det oprindeligt respekt for Kongen, der - undtagelsesvis - var til stede i det Retterting, der var Højesterets forgænger før 1661. I dag har majestæten ingen tronstol i retten, men dommerne står stadig op. Det kan man måske more sig over, men sagen er, at den stående voteringsform bidrager til en større ro og opmærksomhed, end hvis man blot sad ned og talte fra sin plads. Det ved enhver foredragsholder. Og på mange måder, er det jo et foredrag, der holdes.

Om selve voteringsformen hedder det i den kongelige instruks fra 1771, der stadig følges, at »Saalænge én voterer, skal alle de andre tie stille, saa at ingen falder den Voterende i Ordene, men enhver skal bie, indtil det kommer til ham at votere, da han især skal tage sig i vare for, i hans Votum at fremføre noget, som kunde støde eller synes at sigte til at stikle paa den, der er af anden Mening«. For den, der kommer fra universitetet - hvor dette at holde mund i længere tid ad gangen, mens andre taler, langt fra er en evne, der er alle kolleger beskåren - er voteringen også i så henseende en oplevelse.

At prøvevotere er blandt jurister beskrevet som den værste eksamen, man kan blive udsat for. Efter gennem årene at have eksamineret 2.000-3.000 studerende må jeg sige, at det vist trods alt er en overdrivelse. Og en studerende ville givetvis også hæfte sig ved den formildende omstændighed, at man som prøvevoterende ikke får nogen karakter. Man kan enten bestå eller dumpe. Og i praksis består man.

Det ubehagelige består selvfølgelig i, at æren er på spil. Man anstrenger sig derfor også så meget, man kan. Som en af rettens yngre dommere sagde til mig: »Prøvevoteringen er ikke kun en juridisk prøve, men også en helbredstest! Og der er ingen eksaminator til at hjælpe en på gled. Går man i stå, er der kun tavsheden til at fylde rummet ud. Og vrøvler man, finder man først ud af det for sent, når dommerne tager fat. Man får som nævnt lov at gå planken ud«.

Som så meget andet i Højesteret har prøvevoteringen gammel rod. I sin nuværende form bygger prøvevoteringen på den nævnte instruks fra 1771. Indførelsen af ordningen betød, at Højesteret fik vetoret over for udnævnelse af fagligt ukvalificerede ansøgere. Prøvevoteringsordningen har på denne måde været Højesterets værn mod nepotisme og politisk magtmisbrug.

I praksis har der kun været brug for dette værn en enkelt gang, nemlig under Justitsminister P. A. Alberti. Året var 1907. Alberti havde fattet sympati for Christian Lauritz Schou, der var birkedommer (byretsdommer) i Fredensborg. Schou havde nemlig ansat Albertis svigersøn som dommerfuldmægtig ved birket. Noget for noget, syntes Alberti. Så han kvitterede ved som justitsminister at udpege birkedommer Schou til at prøvevotere i Højesteret med henblik på udnævnelse som højesteretsdommer.

Det gik ikke godt for Schou. Efter at have prøvevoteret i tre sager måtte Schou trække sig tilbage i erkendelse af, at hans evner ikke var på højde med hvervet. Han meddelte derfor Højesterets præsident, at han ifølge sin læges råd måtte opgive at fortsætte prøven. På lykkelig vis bortfaldt dermed spørgsmålet om hans udnævnelse. Ud over birkedommer Schous tilfælde synes der kun at være ét andet eksempel på, at det er gået en prøvevoterende ilde. Det var i 1772, hvor hofretsassessor Hans Hagerup blev udnævnt til højesteretsdommer med den klausul, at han først skulle prøvevotere. Da prøvevoteringen - vistnok også efter Hagerups egen mening - ikke faldt tilfredsstillende ud, søgte han og fik sin afsked.

To dumpede kandidater inden for knap 250 år er jo ikke meget. Men man kan måske sige, at prøvevoteringsordningen netop derved har vist sin styrke. Højesteret kan ikke påtvinges en kandidat, man ikke finder kvalificeret. Og det er man derfor heller ikke blevet.

Efter grundloven er det Kongen, og det vil i denne forbindelse sige justitsministeren, der udnævner landets dommere. I praksis har det været sådan, at justitsministeren indhentede en udtalelse fra domstolene, før besættelse af en dommerstilling. Og domstolenes indstillinger er gennem en meget lang årrække blevet fulgt af justitsministeren. Reelt har domstolene på den måde haft den afgørende indflydelse på, hvem der blev udnævnt til dommere. Sådan har det også været med hensyn til den kandidat, der er blevet udpeget til at prøvevotere for Højesteret. Og der udpeges kun én til at prøvevotere. Der er ikke, som nogen tror, tale om en konkurrence mellem flere.

Udnævnelsessystemet er i dag ændret. Siden 1. juli 1999 har et særligt Dommerudnævnelsesråd haft til opgave at indstille til justitsministeren, hvem der skal udnævnes til en given dommerstilling, herunder hvem der skal indstilles til at prøvevotere i Højesteret. Der indstilles én og kun én kandidat til justitsministeren. Og det er i lovgivningen forudsat, at justitsministeren kun helt undtagelsesvis undlader at følge Dommerudnævnelsesrådets indstilling. I givet fald skal hun orientere Folketingets Retsudvalg herom. I praksis kan en sådan situation næppe tænkes. Dommerudnævnelsesrådet består af seks medlemmer: En højesteretsdommer som formand, en landsdommer, en byretsdommer, en advokat samt to "offentlighedsrepræsentanter", der er udpeget efter indstilling fra kommunernes foreninger og Dansk Folkeoplysnings Samråd. Baggrunden for Dommerudnævnelsesrådets oprettelse har navnlig været ønsket om at sikre en bredere rekruttering til dommerstillingerne.

Hvor prøvevoteringsordningen tidligere var Højesterets værn mod Kongen og senere justitsministeren, kan man sige, at ordningen i dag primært er et værn mod Dommerudnævnelsesrådet. Det er Dommerudnævnelsesrådet, der - efter af have modtaget en indstilling fra Højesteret - udpeger den, der skal prøvevotere med henblik på ansættelse som højesteretsdommer. Men det er Højesteret, der i kraft af prøvevoteringsordningen under alle omstændigheder får det sidste ord.

En antropolog ville sikkert anføre, at prøvevoteringsordningen også har en anden funktion end den officielle. Prøvevoteringen er en art "indvielsesritual". Først skal man gå grueligt meget ondt igennem, og så kan man blive optaget i kredsen af de udvalgte. Enhver roer skal døbes, overhældes med de underligste væsker, spændes fast i en gabestok og kastes i havnen, før han eller hun kan kalde sig "roer" og ikke blot "kanin". En sømand skulle i de gode gamle dage på tilsvarende måde døbes, når han første gang passerede ækvator, hvis han ville regnes for en rigtig sømand. Og for en rig er det som bekendt lige så svært at komme i Himmerig som for en kamel at komme igennem et nåleøje. Man må lide først.

For den prøvevoterende selv er der i hvert fald tale om en oplevelse. For første gang får man, så at sige fra første parket, direkte indblik i den måde, Højesteret arbejder på. Det er et indblik, jeg godt kunne unde andre at få. Jeg tror de færreste - selv i juristers kreds - gør sig nogen forestilling om den seriøsitet og grundighed, hvormed rettens dommere behandler en sag. Hvad enten sagen er stor eller lille, vendes og drejes hver eneste sten. Herunder også sten, som det viser sig, at der intet ligger under. Men det kan man jo ikke vide, før stenen er vendt! Under voteringen har jeg grebet mig selv i en stille undren over den arbejdsindsats, der ydes, og det engagement, der fremvises. Sådan er traditionen. Og godt for det. Man holder hinanden til ilden.

Og ilden, ja den kommer man for alvor i, når prøvevoteringerne er overstået, og dagligdagen begynder. Som en ældre, erfaren kollega har sagt, med vanligt glimt i øjet: »Først nu starter det hårde slid!«. Dronningen har underskrevet udnævnelsen med virkning fra 1. februar. Grundloven sikrer, at jeg herefter kun kan afsættes ved dom. Og et gammelt ord siger, at den Gud giver et embede, giver han også forstanden. Men alligevel vil det nok ikke være til nogen skade at forsøge at gøre sig umage.