Kronik: Fiskerne i rusen

Fiskerne på Aralsøen har i deres eksistenskrise noget at lære deres europæiske kolleger: de har fået gjort op med den centrale forvaltning, som tog lykken fra deres fædre og livet fra Aralsøen, skriver Kurt Bertelsen Kristensen

fra Aralsk i Kasakhstan

DET EUROPÆISKE fiskeri geråder i store vanskeligheder. De nationale regeringer og EU-kommissionen udtænker strategier og planer som aldrig før, men ligemeget hjælper det. Seneste eksempel blev folketingsdebatten 16/5, hvor man blev enige om en mildest talt udvandet strategi for fremtidens fiskeri, en vedtagelse som viger uden om de konkrete problemer med at få fjernet de fiskefartøjer og metoder, som er årsagen til problemerne.

Der er selvfølgelig mange årsager til vanskelighederne og til, at fiskebestandene aldrig har været lavere, men den vigtigste er forsøget på en retfærdig fordeling af fisken mellem medlemslandene. For med EF og EU måtte man også i gang med at fordele fiskeressourcerne i de europæiske farvande, og hertil skulle den økonomiske støtte og den biologiske forskning og rådgivning sikre bestandene mod overudnyttelse, men den opgave har man ikke kunnet løse. Og i dag er situationen tydelig for enhver: Den europæiske fiskeripolitik er kuldsejlet, og hvornår den bliver rettet op står hen i det uvisse.

Jeg skriver fra Aralsøen i Kazakhstan, en tidligere Sovjet-republik, og set her fra er det lykkedes for en demokratisk centralistisk fiskeriforvaltning i Europa at få smadret et relativt stabilt europæisk fiskeri, som vi kendte det frem til midten af 1980'erne.

Aralsøen var engang verdens fjerdestørste sø, men den blev ødelagt af et udemokratisk, centralistisk styre. En central forvaltning og planlægning udløste verdens største menneskeskabte naturkatastrofe, og det ser ud til, at politikere og eksperter i såvel Øst- som Vesteuropa er lige gode til at destruere natur og erhverv.

Ind imellem kommer der billeder på det gamle TV, man har stillet til min rådighed. Det viser møder mellem betydningsfulde politikere og eksperter i en verden, jeg forlod for 14 dage siden. Jeg synes deres aktiviteter er en hån mod de mange mennesker, som engang levede af naturen og de få, som endnu gør det. Hvorfor tillader vi dette tilsyneladende uendelige cirkus omkring disse mænd og kvinder, som i deres selvskabte betydningsfuldhed, ødelægger livet for de mennesker, der blot ønsker et jævnt og muntert liv på denne jord

Moskva afvandede søen

Her i den kasakhiske ørken, bor der stadig fiskere som fiskede på Aralsøen dengang for 30 år siden, hvor de var ude året rundt og leverede fisk til virksomhederne rundt søen. Og her møder man stadig gamle mænd, som lyser op i glæde, når de bliver spurgt om de tider, de fangede store kaviarfyldte stør, karper og sandart. Alle disse arter og mange andre findes ikke længere i Aralsøen. De forsvandt sammen med det ferske vand, som blev ligeså salt som vandet i Nordsøen, da Moskva besluttede, at vandet skulle bruges til opdyrkning af den centralasiatiske ørken - fiskerne lod man hånt om. Men den vrede, de tidligere rettede mod Moskva, synes nu også at være udtørret sammen med den sø, de levede af for nu at være afløst af tårer, når de beretter om de år, da lykken herskede i de mange fiskefamiler rundt Aralsøen.

Aralsøen var stor dengang. Næsten dobbelt så stor som Danmark. Nu er den udtørret til en størrelse lig med Jylland, og der foregår kun et meget begrænset fiskeri med ca. 600 mand, som nu fisker på Aralsøen, fordi vi fra Danmark har givet dem den nødvendige støtte dertil. Det er yngre fiskere, som selvfølgelig kender historien, men kun få af dem var med dengang, da mere end 10.000 fiskere og arbejdere fik deres udkomme fra Aralsøen.

Skrubberne kommer

Men nu fanger man lidt skrubber, og det er blevet muligt, fordi bestanden er vokset betydelig siden 1978, hvor man udsatte fisken i den salte Aralsø (skrubberne blev hentet i Sortehavet). Og skrubbefiskeriet er nu ved at være det eneste tilbageværende i hele Aralsk-regionen, en region lige så stor som Danmark, men der bor blot 70.000 mennesker.

Førhen var Aralsk-regionen en af de rigeste regioner i Sovjetunionen. Fiskerne her havde penge, og overalt i området finder man stadig beviser på, at her var der velstand. De stor fiskefartøjer ligger nu og ruster overalt i ørkenen omkring Aralsøen, virksomhederne er blevet slagtet for alle værdier, og tilbage står kun ruiner. Men i al denne elendighed finder man nu mere end 70 kooperativer og brigader af fiskere, som med deres små tomandsjoller fisker skrubber om efteråret, og om vinteren fanger de skrubber under isen. Fiskeriet har udviklet sig siden 1996, hvor vi igangsatte det første større forsøgsfiskeri på Aralsøen, og i dag spiser man skrubber i regionen, og fisken forhandles i de store byer i Kazakhstan. Så ved hjælp af relativt få midler fra Danida og andre fonde er det lykkedes at få sat gang i en positiv udvikling for de alt for få tilbageværende fiskere. Men Aralsø- tragedien fremstår ligeså klart i dag, som for 30 år siden. Politikerne med deres hærskare af eksperter troede de kunne forvalte naturen uden hensyn til de mennesker, som lever af den, og som sørger for, at de kan få kaviar til deres uendelige række af topmøder.

Dette er ikke noget forsøg på at sammenligne noget som helst i det europæiske og hkiske fiskeri, men blot et bidrag , at berette lidt om livsformer.

Vi har fået udviklet de livsformer, hvori politiker og specialister trives som aldrig før, og på samme tid har vi fået afviklet de livsformer, hvori fiskere og landmænd høstede af den natur, som vi alle lever af. Det ligner en katastrofe.

Nu vil samme klogskab uden tvivl råbe op om, at fiskere og landmænd selv er skyld i at være kommet under afvikling, fordi de har høstet mere, end naturen kunne klare, men det er en sandhed uden den dybde og visdom, som bør herske i naturforvaltningen.

Den pæne danske metode

For ligesom det centralistiske styre i Sovjet var blind for virkeligheden og tog fiskeriet fra Aral-fiskerne, er det centralistiske styre i EU ved at tage fiskeriet fra de europæiske fiskere. Den katastrofale situation i det europæiske fiskeri er ikke skabt af fiskere, men af politikere og eksperter, som i deres uvidenhed mente sig i stand til at herske over hav og fisk. I stedet for at opbygge et tillidsfuldt samarbejde med dem, som har begreb om tingene, fiskerne, skabte det centrale styre en eksperthær, som uden de store problemer fik fiskeriorganisationerne til at makke ret, fordi de bygger på et meget enkelt formål - at skaffe fisk og penge til fiskerne med de største fartøjer, som råbte højest.

De europæiske farvande tørrer ikke ud som Aralsøen, og fiskernes både ligger ikke og ruster rundt omkring - de bliver pænt hugget op og bragt ud af verden. Tilbage bliver jollerne og de store industrifartøjer, men fiskeriet, som vi kender det i Europa, forsvinder. Og hvem ved, om måske 30 år vil fiskerne fra Aralsøen kunne rejse til Europa for at få beretninger om dengang, man fangede de store torsk, rødspætter, pighvar og sej i Nordsøen?

Selv tror jeg på denne mulighed, for perspektiverne for fiskerne ved Aralsøen er bedre end for deres kollegaer i Europa. De har endnu ikke et demokratisk styre, men de har fået gjort op med den centrale forvaltning, som tog lykken fra deres fædre og livet fra Aralsøen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.