Fortsæt til indhold
Bolig

Det fragmenterede boligmarked

Forskellen på huspriserne i Danmark er store. Landet er yt, mens byen og specielt hovedstaden er in, og så er forstæderne blevet populære, fordi flere byboere vælger at flytte væk fra centrum. Det bevirker et skub i bolighandlen i de større byers opland.

Minna Camara

Det er ingen nyhed, at boligmarkedet står stille i land- og ydrekommunerne. Her er det fortsat svært at få solgt sin bolig, for der ikke er købere nok. Imidlertid er historien en helt anden i forstadsbyerne. Der er nemlig rift om villaerne i eksempelvis Rødovre, og det betyder, at prisforskellen på at købe hus nær byen fremfor på landet er blevet stor.

»Der er ingen tvivl om, at boligmarkedet har det væsentligt bedre end tidligere. På ejerlejlighedsmarkedet går det rigtigt stærkt, og husmarkedet følger efter mange steder,« siger boligøkonom hos Nordea Lise Nytoft Bergmann, der nikker genkendende til, at boligmarkedet i Danmark er delt i to:

»Vi har at gøre med et fragmenteret boligmarked, hvor nogle steder løber stærkere end, hvad man kunne håbe på, mens andre steder oplever, at priserne falder. Vi ser altså en stor forskel i forhold til, hvad vi har set i tidligere perioder.«

Billigt på landet, dyrt i byen

Det delte boligmarked gør det derfor vanskeligt at tale om, hvorvidt det er købers eller sælgers marked. For det afhænger meget af, hvor i landet man kigger hen. I hovedstadsområdet og i områderne omkring de større byer er det sælgers marked. Omvendt forholder det sig i land- og ydrekommunerne. Derfor afhænger priserne på fast ejendom da også i særlig grad af, hvor i landet man kigger hen, forklarer boligøkonom og lektor emeritus ved CBS Jens Lunde.

»Der er nogle områder, hvor det er svært at sælge, og hvor der er lange liggetider på boliger, som er sat til salg. Det er særligt i ydreområderne, men helt generelt er der flere boliger til salg, og det er positivt, hvis man er på husjagt. For det betyder, at man som køber kan vælge og vrage, og man kan formentlig få boligen forholdsvis billigt,« siger Jens Lunde.

Imidlertid står boligmarkedet altså ganske stille i ydreområderne, men boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fraråder nu ikke købere at investere i en bolig i de områder, hvor prisen er lav:

»Man skal ikke se markedets tendenser sådan, at man ikke skal købe en billig bolig i et billigt område, for hvis man køber en bolig for en million kroner, så har man også en billig husleje, en billig grundskyld og en billig ejendomsværdigskat. Det er samlet set bare billigere at bo der, og det er jo en stor fordel. En ulempe er så, at boligen ikke stiger så meget i værdi, men man kan altså godt investere uden at bo i et dyrt område og samtidig få flere penge ud af det.«

Byboerne flytter ud

Tanken om at man ikke skal lade sig skræmme af yderområderne, bakker Jens Lunde fra CBS fuldt ud op om.

Det er rystende, hvor meget mere man kan få for pengene ved at køre 100 kilometer væk fra Rådhuspladsen. Det seneste halve år er der kommet nogle tal på, at folk nu er ved at flytte ud af byen.
Jens Lunde, boligøkonom og lektor emeritus ved CBS

»Det er rystende, hvor meget mere man kan få for pengene ved at køre 100 kilometer væk fra Rådhuspladsen. Det seneste halve år er der kommet nogle tal på, at folk nu er ved at flytte ud af byen,« siger Lunde og uddyber, at der kan være helt særlige årsager til, at byboerne vil revurdere på beliggenheden og opprioritere grønne og blå omgivelser på bekostning af det bycentrale:

»At folk flytter kan være et tegn på, at det går bedre på boligmarkedet. Der er en lav rente, der er kommet et lille opsving i nogle ejerlejlighedspriser og lidt opsving i nogle huspriser i hovedstadsområdet – og det kan let skabe en udflytning. Især omkring Hovedstaden.«

Byboernes flyttetendenser gør, at det ikke kun er i centrum, at det er dyrt at købe bolig. I takt med at mange rykker væk fra byen, bliver også de høje boligpriser presset længere ud.

»Man kan se, at det bliver dyrere at købe bolig i områderne omkring de dyre byer, og at denne tendens stadig breder sig. Men udviklingen er ikke nået helt ud i landets ydreområder endnu, og derfor er der fortsat et svært boligmarked i nogle af de her områder,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Når renten er lav

Renten er lav, og det gør betalingerne på lånene til drømmehuset lave. Dog skal man som køber være varsom.

»Boligmarkedet er en usikker investering. Derfor skal man som kommende boligejer tænke sig godt om, inden man kaster penge i ny ejendom. Det langtidsholdbare boligkøb med livskvaliteten for øje skal være det styrende for en boliginvestering,« siger Lise Nytoft Bergmann.

»Og man skal helst have til en pæn udbetaling,« tilføjer Jens Lunde.

»Som køber skal man sørge for at tænke langsigtet, når man vælger at købe en bolig. Er det her en bolig, som man kan bo i de næste fem til ti år, eller vokser familien ud af huset inden for de næste tre år? Med en lang tidshorisont behøver man ikke tænke på, hvordan boligmarkedet udvikler sig,« siger Nytoft Bergmann og afslutter med et godt boligråd:

»Hvis man kun regner med at skulle bo i sin nyindkøbte ejerlejlighed i et par år, så kan det ofte være billigere at leje, selvom lejepriserne også er høje.«