Fortsæt til indhold
Bolig

Boligkøb: Så meget kan du forhandle prisen ned

Kilde: Boliga.dk

Mæglerne ved det. Sælgerne ved det. Køberne ved det.

Prisen på en bolig er altid til forhandling.

Udbudspriserne bliver stort set altid sat med en lille forhandlingsbuffer for øje, og det kan ses på spændet mellem, hvad sælgerne forlanger for boligerne, og hvad de rent faktisk ender med at få for dem.

Boligsiden Boliga har analyseret forskellen mellem udbudspriser og salgspriser på solgte boliger i 2016, og opgørelsen viser, at der er store gevinster at hente hjem for de købere, der er friske på at prutte om prisen.

I gennemsnit er der i forhandlingsfasen givet 7 pct. i rabat på et villakøb på landsplan og 3 pct. på lejlighedshandlerne, mens sælgere af fritidshuse har rykket sig 9 pct. for at komme køberne i møde. I kroner og øre er der tale om kontante rabatter på henholdsvis 104.000 kr., 65.000 kr. og 110.000 kr. i gennemsnit.

Her ryger der en femtedel af prisen

Som villakøber har der været klart mest at hente på en prisforhandling i Lolland Kommune.

I snit er der blevet givet hele 20 pct. i nedslag i forbindelse med hussalg i kommunen i 2016, mens køberne i Assens på Fyn har fået sælgerne 15 pct. ned i pris, det næsthøjeste gennemsnitlige prisnedslag på landsplan.

Hussælgerne i Greve Kommune syd for København har til gengæld holdt godt stand og har sluppet med at give en rabat på 2 pct., og i Skanderborg Kommune, Køge Kommune, Lyngby-Taarbæk Kommune og Tårnby kommune har køberne måttet acceptere et mindre prisnedslag på 3 pct. i forhandlingssituationen.

Lille forskel

På lejlighedsmarkedet er rabatterne markant mindre.

I de 11 kommuner, hvor der har været nok lejlighedssalg til, at Boliga har lavet statistik over prisnedslagenes størrelse, er der blot to procentpoints forskel mellem de mest gavmilde og de mindst gavmilde sælgere.

I Aalborg, Aarhus, Frederiksberg, Helsingør og København er den gennemsnitlige forhandlingsrabat endt på blot 2 pct., mens sælgerne i Gentofte Kommune har rykket sig mest med et gennemsnitligt nedslag på 4 pct.

På sommerhusmarkedet er det Odsherred Kommunes sælgere, der har justeret priserne længst ned - 10 pct. i snit - for at imødekomme køberne, mens Gribskov Kommunes købere har fået trykket prisen 5 pct. ned i snit.

Se hvor meget, der bliver givet i forhandlingsrabat i din kommune:

Villaer/rækkehuse

Ejerlejligheder

Fritidshuse

*Opgørelsen viser det gennemsnitlige prisnedslag fra den sidst kendte udbudspris til den endelige salgspris, populært kaldet forhandlingsrabatten. Boliga har kun medtaget boliger, der har været udbudt via en ejendomsmægler eller Boliga Selvsalg, og kun kommuner, hvor der har været minimum 20 tinglyste salg i 2016, er med i opgørelsen.