Ultimative drømmedesign
Minimalistisk luksus i det svenske, et ekstraordinært gennemdesignet skrivebord og designgigantens nyeste skrud. Her er tre ting, vi drømmer om i 2016.
Julemaden ligger tungt i maven, og roen har sænket sig efter gårsdagens julegilde. Det er nu, der er plads til at se frem mod det nye år og begynde at forme sine drømme herfor. Her er tre bud på, hvad du kan drømme om på din boligs vegne.
Minimalisme med gyldne kontraster
Den svenske designer Richard Lindwall har forvandlet en tidligere ambassade i Stockholm til en minimalistisk luksuslejlighed med nogle frække, ret så ekstravagante gyldne indslag. Væggene er kridhvide, gulvet er lysnet sildebensparket, og køkkenet er betongråt – bortset fra den gyldne køkkenø i messing, som indtager rummet med elegance. For selv om det er overdådigt, er det stadig helt stramt og minimalistisk med en rå overflade, så det ikke bliver for meget. I lejligheden er også et sofabord og et klædeskab i messing, som gennemførte kontraster til den grå og rå minimalisme. Hvad det koster, hvis man gerne vil have noget lignende, skal man kontakte designeren for at få at vide. Men det er nok ikke billigt.
Avanceret skrivebord
Den franske designtrio Cassat & Dehais har snedkereret et helt ekstraordinært gennemdesignet skrivebord. Det tog ni måneder at udvikle sekretæren, som det ret beset er, og er trioens første møbel. De har kombineret traditionelle teknikker med moderne metoder og materialer, såsom 3D-print og laserskæring til at skabe bl.a. de komplicerede, asymmetriske udskæringer på fronten, som gør det ud for hypermoderne ornamentering. Og så er det proppet med finurlige og kreative løsninger, som en hemmelig skuffe i siden og et udtræk i højreside af bordpladen i metal, man kan stille sin kaffekop på.
Italiensk sværvægter
Moroso er et af de største møbelbrands i verden, og den italienske designgigant har arbejdet sammen med de fleste af verdens mest anerkendte designikoner. I deres nyeste kollektion, Elegance, som de netop har præsenteret, har de arbejdet sammen med den danske tekstilgigant Kvadrat, og resultatet er bestemt elegant. Møblerne er endnu ikke i handlen, ej heller prissat.