Ikea har løsnet skruen
Ikke alle er født med en skruetrækker i hånden, og selv om du er, kan det være sin opgave at samle et Ikea-møbel. Derfor har den svenske møbelgigant nu udviklet to møbelserier, der bliver samlet helt uden skruer.
Der er godt nyt for dem, der har ti tommelfingre eller har fået nok af flere timers møbel-samleri. Overskriften lyver nemlig ikke. Ikea har løsnet skruen og lagt den helt på hylden i deres to nye møbelserier, Regissör og Valje.
Det har taget flere års arbejde og tests at komme skruerne til livs. En lille tremandsgruppe bestående af en innovationsmedarbejder og to ingeniører i Ikeas hovedsæde, Âlmhult, har udviklet en samleteknik, hvor møblernes dele skal sættes sammen ved hjælp af træplugs og de i forvejen borede huller. Med andre ord betyder det, at du kan samle dit møbel ved blot at klikke delene sammen og uden at have rodet efter de passende skruer eller lignende.
Ideen er, at alle skal kunne montere og samle møblet uden nogen form for værktøj.Markus Ekewald., Salgschef i Ikea
»Vi vil gerne gøre det nemt for de mange mennesker at få glæde af vores møbler. Vi ved, at tiden kan være sparsom, så vi har udviklet en ny samleteknik, der sparer tid og besvær, men stadig giver møblet en solid og sikker samling. Ideen er, at alle skal kunne montere og samle møblet uden nogen form for værktøj. Du skal praktisk taget blot bruge dine hænder til at klikke delene sammen,« forklarer salgschef i Ikea Markus Ekewald i en pressemeddelse.
Den mere tekniske del af svaret på den nye samleteknik lyder på, at der er blevet lavet små skruelignende dyvler af træ, som er monteret på møblet, og som passer ind i de huller, der er boret i. Faktisk minder teknikken om dyvler, men lim og andet værktøj er ikke nødvendigt i det her tilfælde. Det eneste værktøj, det kræver, er dine hænder, som blot skal sætte de forskellige dele sammen. Med den teknik tager møbelsamlingen ikke mere end en halv time, og så kan boligindretningen begynde.
Kvadratiske kasser og robuste reoler
I forbindelse med den nye samleteknik, som Ikea har taget patent på, har møbelgiganten udviklet to nye møbelserier. Den ene møbelserie hedder Regissör og består af en reol, skabe og sofaborde. Sofabordet har en firkantet bordplade, og som en detalje er der indbygget plads til blade og aviser under bordet. Skabet minder tildels om reolen i udtrykket, men fungerer faktisk som et vitrineskab.
Alle tre møbler består af mørkt poppeltræ, der er bæredygtigt og genanvendeligt.
Reolens konstruktion er gjort særligt solid ene og alene ved hjælp af træet.
Regissör-reolens bærende dele består af træ og hylder af trælameller, hvor der er luft imellem. Det er med til at mindske forbruget af materialer og gør samtidig konstruktionen til en såkaldt letvægtskonstruktion, men uden at gå ned på styrke og holdbarhed. Reolens hylder kan nemlig bære op til 30 kg, uden at reolen i sig selv bliver tung.
Den samme holdbarhed har Ikeas anden nye møbelserie, Valje, der består af en række bogkasser eller vægkasser, som de også kaldes. Valjes kasser er lavet i kvadratiske former og i forskellige farver. Ligesom Regissör-reolen er Valje også en holdbar hylde af sin slags. Og ved hjælp af samleteknikken bliver kasserne ikke bare nemt samlet.
Selve hæftningerne og der, hvor metalskruer normalt vil være kommet til syne, bliver skjult. Tilmed kan kasserne hænges op side om side og fungere som hylder på væggen.
Med samleteknikken vil flere nok ånde lettet op og fatte mod til at samle møblerne på egen hånd. Men samleteknikken gør ikke bare livet nemmere. Ifølge Ikea giver den også lavere produktionsomkostninger, fordi skruer og beslag er erstattet af træ. Ligeledes er brugen af træ også et kærkomment materiale, når der skal spares på naturressourcer og forbrug. Det er også noget, Ikea har valgt at have i fokus i forbindelse med de to nye serier og den nye måde at samle møbler på.
»Det er en mindre revolution inden for sit felt, fordi vi afskaffer alle metalskruer og løse dele og erstatter dem med fittings af træ. Naturen producerer materialer, som har fantastiske egenskaber – det gælder bare om at udnytte dem rigtigt,« siger Markus Ekewald.
Både Regissör og Valje er i Ikeas butikker nu. Prisen for Valje er 149 kr. pr. stk. Priserne for Regissör er for reolen 999 kr., sofabordet 959 kr., og skabet koster 1499 kr.
Læs evt. mere på www.ikea.dk