Fortsæt til indhold
Bolig

»Få gardinerne op og spred hygge«

Skal gardiner være praktiske eller æstetiske? Og hvilken slags er mest in lige nu? Det kan du blive klogere på, når boligstylist Louise Kamman Riising og produktchef fra Garant Kristian Drachmann guider dig gennem gardin-junglen.

Janni Andersen

Persienner, klassiske gardiner eller rullegardiner?

Spørgsmålet om, hvad der skal pryde vinduerne i boligen, ligger ikke altid lige til højrebenet, og mange gange bliver det en lidt neutral og nem løsning.

Gardiner bliver ofte tilsidesat som praktiske genstande i vinduet – de skal bare kunne skærme for solen og så at sige være en praktisk foranstaltning. Men sådan behøver det ikke at være. Gardiner har nemlig også en æstetisk side.

De kan give boligen det sidste lille ”touch” og bidrage til en hyggelig atmosfære. Det er både boligstylist Louise Kamman Riising, der har firmaet Heyhome.dk, og Kristian Drachmann, der er produktchef hos Garant, helt enige om. I det følgende giver de deres bedste tip til valget af gardiner og løfter samtidig sløret for tidens gardin-trend.

Find dit behov

Inden gardin-jagten går i gang, er der et par ting, du skal tage hensyn til. Den gyldne regel, når det gælder boligindretningen, er at kende til ens behov. Når det kommer til gardiner, handler det blandt andet om, hvordan rummet ligger i forhold til lysindfald fra solen, og om der er andre udfordringer i forhold til husets beliggenhed.

En stor herskabslejlighed kan bære mere voluminøse gardiner end et parcelhus for eksempel kan.
Louise Kamman Riising., Boligstylist

Det handler i bund og grund om at kende rummets udfordringer og funktion, når det gælder valget af gardiner. Derefter er det næste væsentlige trin at tage hensyn til rummets ”volumen”.

»En stor herskabslejlighed kan bære mere voluminøse gardiner end et parcelhus for eksempel,« siger Louise Kamman Riising:

»Det kan hurtigt komme til at drukne i de store, voluminøse gardin-forhæng. Minimalistiske rullegardiner er bedre egnet til parcelhuset, og helst i de grålige toner. De blender også godt ind i den nordiske stil.«

Det er Kristian Drachmann enig i. Og det er ikke kun volumen i forhold til materialet. Det handler i lige så høj grad om farven.

»De mindre huse er tit indrettet med rullegardiner og helst i en lys farve. Lige nu ser vi de plisserede rullegardiner ret meget,« fortæller Garants produktchef, der tilføjer, at det ligeledes er en rigtig god ide at have målene på plads, inden man går ud og kigger.

Indram rummet med gardiner

Valget af gardiner handler ikke kun om, om det skal være persienner, lameller eller forhæng, der skærmer for solen eller forbipasserende på fortorvet. Personlig smag og stil er selvfølgelig også vigtigt i valget af gardiner. For her kan du bruge gardinerne til at underbygge rummets indretningsstil, og på den måde kan de tjene som et æstetisk element.

Du bruger gardinerne til at underbygge rummets indretningsstil, og på den måde kan de tjene som et æstetisk element.

»Hvis du bor i en stor herskabslejlighed, er de store gardin-forhæng rigtig flotte. Især velour med lidt slæb giver et ret fedt look. Det skaber en hyggelig atmosfære og rammer vinduet og fladerne ind. Gardiner er som et billede på væggen og kan være med til at skabe eller underbygge en stemning,« forklarer Louise Kamman Riising.

»De store, voluminiøse gardiner er ikke kun æstetisk flotte i velour. Hør og bomuld er lette materialer og passer også godt ind i den minimalistiske nordiske stil med møbler og træ i lyse farver, som jo er så fremtrædende herhjemme.«

Det er dog stadig de fleste, der går efter de mere ”sikre” valg. Men står det til boligstylisten, er det på tide at skeje lidt ud i indretningen, og der kan gardinerne give rummet mere stil. Boligtendenserne har de seneste år nemlig lagt an til større mod, og folk er generelt villige til at vove sig ud i nye elementer til boligen – som store, dramatiske gardiner.

Også Kristian Drachmann fra Garant kan nikke genkendende til den tendens.

»Særligt i soveværelset er det blevet mere in at have lange gardiner. Dog er det mere ovre i det lette materiale, som hør og bomuld,« siger han.

Praktiske og intelligente gardiner

Gardiner underbygger og skaber rammer om boligen. Men gardinernes praktiske og funktionelle rolle er svær at komme uden om. For eksempel har børneværelset og soveværelset sine særlige behov, da begge rum skal kunne blive mørke.

I køkkenet er det helt andre ting, der spiller ind. Og igen i stuen er det helt tredje, som det evige irritationsmoment at solen blænder for fjernsynet. Rummene er forskellige, og derfor skal gardinerne naturligvis også være det.

»Rummene behøver ikke at have ens gardiner. Faktisk kan det være svært at tilføre forskellige rum ens gardiner. For eksempel kan det være praktisk at have et antibakterielt behandlet gardin i køkkenet i forhold til madlavningen og forhindring af lugtgener. Til stuen er top-down/buttom-up-plisségardinerne ret praktiske,« forklarer Kristian Drachmann.

Top-down/buttom-up-gardinerne giver dig mulighed for at afskærme for indsynet, mens det samtidig giver dig mulighed for at kunne se ud.

De såkaldte top-down/buttom-up-gardiner fungerer som et rullegardin, typisk i plisse eller som persienner, og har, ifølge Kristian Drachmann, nogle klare praktiske fordele. Du kan blandt andet selv bestemme, hvor i vinduet de skal placeres alt efter behov. Det vil sige, at når den irriterende eftermiddagssol er for skarp, så kan gardinet navigeres derefter.

»Top-down/buttom-up er især velegnet, hvis du bor i en villa eller i stueetagen. Her kan du nemt føle, at folk kan se ind til dig. Top-down/buttom-up-gardinerne giver dig mulighed for at afskærme for indsynet, mens det samtidig giver dig mulighed for at kunne se ud. Det er en super praktisk og elegant løsning,« siger han.

Kloge gardiner

Et andet praktisk tiltag på gardin-fronten er de automatiserede gardiner. På erhvervslivets kontorer har det i årevis været et helt normalt syn, at man kan køre mørklægningsgardiner op og ned. Og at de gør det automatisk, hvis solen står på. Det har selvfølgelig også kunne lade sig gøre i private hjem. Men det er først begyndt at brede sig her inden for de seneste år, hvor teknologien i dén grad har gjort indtog i privaten. Det bliver mere og mere normalt at have ”intelligente hjem”, hvor varme, lys, lyd og ja, nærved alt andet, styres af en lille huscomputer. Og teknologien er nu også nået til gardinerne.

Det bliver mere og mere normalt at have ”intelligente hjem”, hvor varme, lys, lyd og ja, nærved alt andet, styres af en lille huscomputer. Og teknologien er nu også nået til gardinerne.

»Det intelligente hjem er også nået til gardinerne. Faktisk er det muligt ved hjælp af din mobil at rulle dine gardiner op eller ned, mens du sidder i sommerhuset, på kontoret eller er på ferie. Dermed ser dit hus beboet ud, hvilket for eksempel er meget effektivt i forhold til at undgå indbrud,« forklarer Kristian Drachmann.

»Det er også muligt at få gardiner, der er udstyret med en solsensor, og som ruller ned, når solen bliver for skarp. På den måde kommer man for eksempel ikke hjem til et varmt soveværelse. Alle funktionerne er programmeret i en boks, og via dit trådløse internet i huset er det muligt at styre de forskellige gardiner og solafskærmning.«

Uanset om gardinerne i dit hjem skal være præget af det praktiske og ”det intelligente hjem” eller af mere stilfulde gardiner, så slår stylist Louise Kamman Riising et slag for at lade de klassiske gardiner hænge højt.

»Få gardinerne op og spred noget hygge,« lyder den endelige opfordring fra hende.