Knaster og kniplinger
Igen i år udstiller Designskolen Kolding på årets store møbelmesse i Milano, og denne gang er det bordet, der har fået en kærlig behandling.
I denne uge samledes designfolk fra hele verden i Milano, der bød på årets store møbel- og designudstillinger, messer og andet godt fra den pose. Og det er ikke kun de etablerede designfirmaer – også skolerne viser deres talenter frem. En af dem er Designskolen Kolding, som for fjerde år i træk har sendt en håndfuld containere med dugfriske danske design af sted til den norditalienske by. Udstillingen kalder de ”The Tube”, og i år har otte designere set på bordet og med udgangspunkt i det latinske udtryk Tabula Rasa – at viske tavlen ren – genfortolket det som samtaleobjekt.
»Vi er nødt til at tale sammen om, hvordan vi løser de udfordringer, verden står overfor. Miljøproblemer, social ulighed, overbefolkning. Og bordet er der, hvor vi sætter os ned og taler om tingene. Over middagen. Under forhandlingerne. Ved forliget. Bordet er ikonet for samtalen. Og dét har vi bedt de unge designere fortolke i samarbejde med udvalgte virksomheder,« siger Elsebeth Gerner Nielsen, der er rektor for Designskolen Kolding, i en pressemeddelelse.
Kniplet linoleum, pels og knaster
Den opgave har de otte designere løst på kreativ vis sammen med otte virksomheder. Bordet Tipping Point af Stine Weigelt og Dansk Gartneri kan f.eks. skubbes ud af ligevægt, hvis man rykker på den grønne plante på bordet. Ligesom et skrøbeligt økosystem, skal der ikke meget til at ødelægge balancen.
Mindst lige så kreativt er tekstildesigner Camilla Skøtt og Forbo Floorings fortolkning. Her har designeren ”kniplet” et bord i linoleum og på den måde givet nyt liv til et uddøende håndværk.
»Der er ingen, der længere knipler, men det er et utrolig smukt håndværk, og det har en stor værdi, at der bliver lagt så mange timer og så meget omhu i at udføre det. Knipling-duge blev kun taget frem og brugt ved særlige lejligheder, og jeg synes, det er fascinerende at kombinere et gammelt håndværk med ny teknologi,« fortæller Camilla Skøtt i en pressemeddelse.
Hun kan ikke selv hverken strikke, hækle eller kniple, men har skåret linoleummet ud med vand i kniplingsmønstre.
I de andre containere kan man derudover også finde Kvist Industries og Sidsel Søgaard Spas’ hyldest til knaster, hvor sporene efter træets grene og årringe ikke er blevet slettet, men derimod fremhævet, og der er endda også et bord med pels på med det lidt makabre navn ”Kød på Bordet”.
De nyfortolkede borde er udstillingsborde, så man kan ikke købe dem i butikkerne. Men det er alligevel altid sjovt at få en forsmag på fremtiden og et glimt af, hvordan vores møbler (måske) kommer til at se ud i en ikke så fjern fremtid.