Næsten dobbelt så dyrt at bo alene
Ekstra udgifter til bl.a. husleje, varme, tv- og internet-abonnement gør det langt dyrere at bo single end at bo sammen som par. Se, hvilke ekstra udgifter du har som single.
Det er langt dyrere at bo single end at bo sammen som par. Et regneeksempel, som privatøkonomisk rådgiver og indehaver af kvinderogpenge.dk, Lisbeth Burgaard, har lavet for Bolius’ boligmagasin BEDRE HJEM, viser, at det koster 45.000 kr. ekstra om året at bo alene.
Det er især huslejen, der koster ekstra, men også udgifter til fx el, varme, tv- og internet-abonnement, løber op.
LÆS OGSÅ: Single i banken – hvad kan du låne?
»Det er dyrere at bo alene end sammen med en partner, fordi der er en række faste udgifter, man står for alene, og som ikke halveres, fordi man kun er én person i husstanden. Man skal fx også have varme og lys, når man bor alene, og det koster det samme at varme en gryde op, når man skal lave mad til én, som hvis man skal lave mad til en hel familie. Et andet eksempel er ejendomsskatten, hvor man også betaler det samme, som hvis man var to,« siger Lisbeth Burgaard til BEDRE HJEM.
LÆS OGSÅ: Loft blev til super lejlighed med skæve vinkler
I nogle tilfælde er det dog muligt at få en tilskud som single, som du ikke har lige så stor mulighed for som par, fx kan du søge om boligstøtte, hvis du bor til leje i en bolig med eget køkken.
Få overblik over dine single-vaner
Hvis du skal skabe dig en husholdning alene, er det vigtigt, at du danner dig et overblik over din økonomi. Kig på, hvad du har af indtægter og faste udgifter. Kig dine udgiftsposter igennem og overvej, om der er noget, som du kan undvære. Måske er det ikke længere nødvendigt med en bil, fordi du er flyttet til en større by med bedre offentlige transportmidler.
LÆS OGSÅ: Boliger for singler – hvilke økonomiske muligheder har du?
Også dit husholdningsforbrug ændrer sig markant, hvis du skal bo alene efter at have boet sammen med en eller flere andre. Vær derfor bevidst om, hvad du bruger dine penge på – og hold øje med, om den daglige takeaway-kaffe eller fyraftenscola i virkeligheden løber op i et stort månedligt beløb.
Læser du med fra mobilen, kan du se tabellen her
| Udgift som par | Udgift som single | Merudgift som single | ||||
|---|---|---|---|---|---|---|
| Udgift på. måned | Udgift pr. år | Pr. person (2) | Udgift på. måned | Udgift pr. år pr. person | Merudgift pr. år (pr. person) | |
| Husleje | 9.000 | 108.000 | 54.000 | 6.000 | 72.000 | 18.000 |
| El | 600 | 7.200 | 3.600 | 500 | 6.000 | 2.400 |
| Vand | 150 | 1.800 | 900 | 100 | 1.200 | 300 |
| Varme | 600 | 7.200 | 3.600 | 600 | 7.200 | 3.600 |
| Gas | 150 | 1.800 | 900 | 100 | 1.200 | 300 |
| Medielicens | 205 | 2.460 | 1.230 | 205 | 2.460 | 1.230 |
| TV-abonnement | 350 | 4.200 | 2.100 | 350 | 4.200 | 2.100 |
| Internetabonnement | 250 | 3.000 | 1.500 | 250 | 3.000 | 1.500 |
| Bil | 3.500 | 42.000 | 21.000 | 3.000 | 36.000 | 15.000 |
| Indboforsikring | 100 | 1.200 | 600 | 100 | 1.200 | 600 |
| Total | 14.905 | 178.860 | 89.430 | 11.205 | 134.460 | 45.030 |
Kilder: De 2 privatøkonomiske rådgiver, Lisbeth Burgaard, kvinderogpenge.dk, og Ulrik Linde Kjeldsen, raadompenge.dk