10 gode råd, der gør dig til ekspert i vinduespudsning
Professionel vinduespudser Mickey Skaaning giver her sine bedste tricks videre, så du fremover kan pudse vinduer som en – næsten - professionel.
1. Køb ordentligt udstyr
En god skraber, indvasker og viskestykker er det vigtigste - så er du halvvejs på vej til helt rene ruder uden striber.
SE FILMEN: De 3 vigtigste redskaber til vinduespudsning uden striber
2. Lav din egen blanding
Til vinduesvask anbefaler Mickey Skaaning en god opblanding bestående af koldt vand, opvaskemiddel og en lille smule salmiakspiritus, der er med til at opløse fedt og andet snavs på dine ruder. Du behøver ikke være så præcis med, hvor meget sæbe du putter i vandet, men en god overordnet rettesnor kan være:
- 5 liter koldt vand
- 1 spsk. opvaskemiddel
- En halv hætte salmiakspiritus
3. Det perfekte vand til vinduesvask
Almindeligt vand fra vandhanen indeholder kalk og andet, som kan sætte sig som striber eller pletter på dit vindue efter vask. Der er dog to metoder til, hvordan du kan få vand, der er perfekt til at vaske vinduer i.
SE FILMEN: Få det perfekte vand til vinduesvask
4. Vælg den rigtige pudseteknik
I denne video viser Mickey Skaaning dig, hvordan han vasker, skraber og aftørrer vinduer, så de bliver helt rene og uden striber. Synes du, at Mickeys mønster til afskrabning er for avanceret for dig, er der herunder skitseret en anden måde, du kan fjerne vandet fra ruden med din skraber.
5. Overlap mellem banerne
Det er altid vigtigt at have et vist overlap mellem banerne og at bevæge svaberen så hurtigt, at vandet ikke når at fordampe nogen steder på ruden, inden du når bunden - det gør det nemmere at undgå striber.
6. To gange vask til beskidte ruder
Er ruden meget beskidt, så vask den godt igennem, og træk det værste vand af med svaberen. Derefter kan du vaske ruden igen, før du tager den grundige omgang med svaberen.
7. Overvej vejret
Du kan principielt vaske vinduer i al slags vejr. Men du skal være hurtig med svaberen i stærkt solskin om sommeren (hvor vandet hurtigt fordamper) og i frostvejr (hvor det hurtigt fryser).
SE FILMEN: Sådan kan du pudse vinduer i solskin
Skal du pudse vinduer i frostvejr, er det en god ide at bruge varmt vand, så du undgår, at vandet fryser på ruden. Skal du vaske vinduer i varmt vejr og direkte sol, gælder det om at bruge koldt vand og være rigtig hurtig. Der er dog også et lille trick, der kan hjælpe dig:
8. Drop avispapir
Det er spild af tid at efterpolere vinduet med avispapir - rådet stammer fra dengang tryksværte var blybaseret og havde en polerende effekt. Men i dag er sværten sammensat på en anden måde, der ikke har samme virkning på vinduer.
9. Husk vinduesrammer og karm
Vask vinduesrammer og karm et par gange årligt med en klud, rigeligt lunt vand og en smule universalrengøring. Tør efter med en tør klud. Vask rammerne, før du vasker vinduerne, og vask vindueskarmen efter.
10. Vask vinduerne mindst 3-4 gange årligt
Ved at vaske og pudse vinduer ofte får skidt og partikler ikke får lov at ophobe sig på glasset, og vinduerne bliver nemmere at rengøre. Hvis der fx er meget salt eller partikler fra brænderøg i luften, kan det være nødvendigt at vaske hyppigere.