Fortsæt til indhold
Bolig

Jagten på årets farve

Hvert år bliver der udråbt nye trendfarver, og i takt med, at vi nærmede os 2015, rykkede nye farver ind i vores hjem. Ofte sniger den samme farvetrend sig ind over store dele af verden, men hvem har bestemt farven, og hvordan er den blevet til? Det har vi set nærmere på.

Céline Nordberg Nielsen

Et nyt år ligger klar forude, så farveindustrien har spændt sejlene og er parate til at kaste de gamle kulører for 2014 overbord. Det forløbne år er gået med at finde inspiration i de fjerneste kroge fra hele verden for netop at kunne forudsige årets farve 2015.

En af dem er det verdenskendte amerikanske firma Pantone, som er en af de helt store spillere i farveindustrien. Hvert år udvælger de en farve, de mener, vil skinne igennem alle steder i verden, både inden for mode, skønhed og bolig. Det er under store overvejelser og nøje undersøgelser af, hvad der rør sig lige nu i verden, at Pantone forudsiger årets farve. Det er ikke kun tendenser indenfor bolig- og modeverdenen, men også film, kunst, populære rejsedestinationer og selv store kommende sportsbegivenheder, der kan ligge til grund for udvælgelsen af årets farve.

Det er efter den samme opskrift, som det danske farvefirma Dyrup finder frem til farven, der skal danne rammerne for det nye år. Anderledes her er dog, at de finder inspirationen fra deres eget land og herefter mødes med repræsentanter fra andre lande og diskuterer de tendenser, der finder sted i hvert enkelt land.

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her

Miks de blå nuancer som her på tæppet Menja fra Fabula Living. Det er et håndvævet kelimtæppe i ren uld og fås i tre forskellige størrelser – og som løber. Pris for det viste er 3.499 kr. Foto: PR

»Vi finder årets farve via vores europæiske trendgruppe, hvor vi mødes flere gange om året og så vores globale trendgruppe, som vi mødes med en gang om året,« fortæller Annette Høj Vraa, der er Retail Marketing Coordinator hos Dyrup.

Det er på det globale møde, der bliver afholdt en gang om året, hvor årets farve fra PGG Industries så endeligt bliver afgjort. PGG industries er et af verdens førende virksomheder inden for coating og specialprodukter, og Dyrup blev for to år siden opkøbt af dem.

Blå Edge-pude fra Normann Copenhagen. Pris: 549 kr.
Fra gråblå over til blålilla – tone i tone-tendensen kan snildt udføres i blåt. her er det Box Box fra Hay. Pris fra 349 kr.

»Sidste år var vi tre afsted fra Europa til det globale møde, der blev afholdt i USA. Her bliver der samlet op på trends fra hele verden, og vi ser på hvilke strømninger, der er ens for alle lande. I år blev det til fire forskellige paletter med 15-20 farver i hver. I de fire paletter så vi på, hvilken farve der går igen. I dette tilfælde var det farven B55 Vandfald,« siger Annette Høj Vraa.

Og vinderne er...

Farven B55 Vandfald, der ligger i feltet mellem det grønne og blå, bliver altså udråbt som det kommende års nye trendfarve.

Farver skal forstås som dele af helheder ligesom tonerne i musik.
Mathilde Aggebo Lektor, KADK, Retail Marketing Coordinator hos Dyrup

»De trendretninger, vi overordnet så, handler om at finde en indre og ydre ro. Lige nu handler det om at skabe nogle rum, hvor man kan trække sig væk fra blandt andet den digitale støj. Farven blå blev valgt, fordi den symboliserer fred, ro og en klarhed. Vi ser også en tendens til, at vi gerne vil vende tilbage til naturen og lade mobiltelefonen ligge derhjemme. Her symboliserer den blå farve vandet, der er en del af naturen,« siger Annette Høj Vraa og uddyber:

»Farven symboliserer det, der vil være godt for os lige nu.«

Pantone har netop også trukket gardinerne fra og afslører den farve, de spår vil føre an i 2015. Det er farven Marsala, en vinrød farve, der ligger sig op af den samme farveskala som kobber.

Marsala er ifølge det verdenskendte amerikanske farvefirma Pantone årets farve for 2015. Marsala er opkaldt efter en hedvin og lægger sig op af den vinrøde nuance og de populære jordfarver. Foto: PR

»Marsala sætter fokus på balance mellem krop, hjerne og sjæl og signalerer selvtillid og stabilitet,« fortæller Leatrice Eiseman, der er administrerende direktør hos Pantone, i en pressemeddelelse.

Ligesom hos Dyrup tager Pantone udgangspunkt i den indre ro, men mange ville dog mene, at den varme røde og den kolde blå er to farver, der ligger langt fra hinanden. Hvis det er sandt, så lyder det til, at de to farvefirmaer er direkte uenige om årets farve 2015.

Hvem har så ret?

Selvom at de to farver hører til hver deres skala af primærfarverne rød og blå, så mener institutleder Mathilde Aggebo fra Institut for Bygning og Design på Det Kongelige Danske Kunstakademis skoler for Arkitektur, Design og Konservering ikke, at de to farver er hinandens direkte modsætninger.

Vi ser på hvilke strømninger, der er ens for alle lande.
Annette Høj Vraa

»De to farver ligger ikke langt fra hinanden. Farver skal forstås som dele af helheder, ligesom tonerne i musik. Derfor kan man ikke tale om, at de er hinandens modsætninger, da de sammen indgår i en helhed,« forklarer hun.

Alligevel er det svært at afgøre hvilken af de to farver, der vil overstråle alle andre farver i boligverdenen.

»Det er komplekse processer og udviklingen i samfundet, der kommer til at afgøre dette,« fortæller Mathilde Aggebo og fortsætter:

»De store farveproducenter har en afgørende stemme, og det er dem, ofte på baggrund af den viden de køber fra trendbureauerne, der sætter dagsordenen for årets farve.«

Den østrigske designer Lee West har netop præsenteret denne rødbrune serie afi diffuser-holder, skål og vandkande patineret messing, som lægger sig ganske godt op af årets farve fra Pantone, Marsala. Pris fra 2.600 kr.

Farvefirmaet Pantone er en af de største spillere på markedet, og både mode- og boligmarkedet våger som falke over virksomhedens mindste bevægelse. Folkene bag Pantone mener dog ikke, at de direkte dikterer årets farve.

»Idet Pantone bliver betragtet som den verdensomspændende standart for farver og er respekteret for at være den mest troværdige kilde til farveinformation og trends, så bliver årets farve fra Pantone optaget af mange industrier og designere. Vi prøver dog ikke at diktere årets farve, men vælger den farve, som vi føler bedst udtrykker den symbolske mening i en specifik farve inden for en særlig tidsramme,« forklarer Leatrice Eiseman.

Trods det, at de store farveproducenter har en stor påvirkning på de farver, vi kommer til at se i 2015, så kan man ikke sige, at det er ét bestemt firma, der afgør en tendensfarverne.

»Både designere og producenter er også med til at afgøre farven, og i sidste ende har forbrugeren den afgørende stemme. Vi er derfor mange om at danse, når trendfarverne bliver bestemt,« forklarer Mathilde Aggebo, der har forsket i industrielt design, mode og tekstil.

Når en ny farve bliver født og finder vej til butikkerne, er det altså i sidste ende de mennesker, der skal bruge farverne i deres hjem, der har en meget afgørende stemme. Set i det store billede er det derfor dig som forbruger, der er med til at afgøre hvilken farve, der skal overskygge alle de andre og skinne ekstra meget op i 2015.

www.hay.dk

www.normann-copenhagen.com

www.leewestobjects.com