Skab en smuk efterårshave
Selv om sommeren er blomsternes højsæson, kan efteråret også blive en smuk tid i haven. Med få velvalgte midler er det nemlig muligt at skabe fine oplevelser netop nu.
Mange mennesker tænker mest på foråret og sommeren, når det gælder haven: Hvad blomstrer tidligt, og hvordan får vi mest muligt farve i vores have i løbet af sommeren? Efteråret bliver derimod ofte en mere tilfældig affære med lidt lyng i et par krukker på terrassen. Men sådan behøver det slet ikke at være. Faktisk kan efterårshaven næsten være den mest overraskende og dekorative af dem alle. For jorden er stadig varm, der er masser af fugt, og frosten har ikke nødvendigvis sat ind endnu. Det giver mange planter og træer de ideelle levevilkår.
Sent blomstrende planter
Oplevelser i haven kan skabes med sent blomstrende stauder, remonterende roser, dahlia, græsser, markante træer og buske, med opstillinger af krukker og græskar, og ikke mindst stedsegrønne vækster, der giver farve, når de løvfældende planter har smidt bladene.
Der findes mange planter, som blomstrer flot om efteråret. Se listen andetsteds på siden. Brug også gerne græsser i bedene – de lange aks vil virke som en yndefuldt svævende dekoration mellem lavere stauder.
Mellem stauderne – eller solitært rundt omkring i haven – er det oplagt at plante stedsegrønne buske og træer. Buksbom og taks i klippede formationer er kendt af mange; de tager sig rigtig godt ud og giver et pusterum for øjet mellem de mere urolige stauder. Derudover er stedsegrønne vækster som fyr, tuja og forskellige arter af gran i dekorative former en trend på fremmarch i haverne, ligesom opstammede træer skaber højde og dimentioner.
Og så er der bærrene, som både er smukke at se på og et kærkomment fodertilskud til fuglene senere på året. For eksempel står almindelig benved med smukke pink-orange bær om efteråret, ligesom dværgmispel og glasbær lyser op med hhv. røde og lilla bær.
Smukke opstillinger
Er du ikke parat til at plante nyt i haven, kan mindre også gøre det. Det tager ikke lang tid at stille en gruppe smukke krukker op på terrassen eller ved hoveddøren. Vælg f.eks. tre-fire forskellige efterårsplanter i matchende nuancer som f.eks. lyng, myrtekrukke og lykkekløver, og plant dem sammen i en stor krukke. Suppler gerne med græskar, lanterner og andet smukt. Så kan du på ingen tid skabe et fint efterårstableau, som kan nydes i lang tid.
Gode efterårsplanter
- Der findes mange gode efterårsstauder – hvoraf nogle blomstrer lige til frosten sætter ind, og andre har smukke frøstande, som man også kan glæde sig over i vintermånederne med rim og sne.
- Asters, Duehoved, Floks,Husløg, Kvæsurt, Oktoberstormhat, Perlekurv, Pileurt, Sankthansurt, Solbrud, Solhat, Sporebaldrian og Stenurt.
Buske og træer med smukke høstfarver og bær
- Almindelig benved, Dværgmispel, Fligetbladet hjortetakstræ, Glasbær, Japansk ahorn, Roser med hyben og Røn.