Fortsæt til indhold
Bolig

Sådan indretter du med skråvægge

Taglejligheden på det gamle badehotel nord for København er bevidst indrettet enkelt for ikke at proppe rummene med de skrå vægge. Eller tage opmærksomheden væk fra den fantastiske udsigt over bølgen blå.

Mette Andersen | Foto: Auping, Tapetforum og Ikea

Engang var den markante bygning på Strandvejen i Skodsborg badehotel med storslået udsigt over Øresund og Hven og med mange prominente hotelgæster. Udsigten er stadig formidabel, men bygningen indeholder i dag syv renoverede lejligheder. I én af dem har Mette Skovbo sit hjem – på kvisten med skrå vægge.

Mette Skovbo er vokset op på en gård på Djursland, men hun kan lide sin nye hjemegn nord for København med mange skovområder. Et af dem er Bøllemosen, hvor hun løber flere gange om ugen året rundt. I naturen henter hun materialer, hun bruger som dekoration og inspiration i sin lyse og enkelt indrettede bolig.

Lejligheden rummer ud over soveværelse og påklædningsværelse mod vest også køkken og stue slået sammen til ét rum mod havet i øst. Over alt er hvide vægge og lyse fyrretræsgulve, som passer sammen med alle stilarter. Hun har valgt en moderne stil med en del selvdesignede møbler og arvede genstande fra bedste- og tipoldeforældre.

Blandt det, hun selv har designet, er sofabordet af glasbyggesten nedlagt i en metalramme med kraftige hjul under. Bordet stammer fra en af de messestande, hun har bygget for firmaer både herhjemme og i udlandet. Sådan er det også gået med et frugtfad og en håndvask af terrazzo og en meterhøj, hvid rørlampe med foliedekoration, hun har skabt til en udstilling engang.

Spisebordet af stål er italiensk. Louis Ghost stolene er beklædt med lammeskind syet sammen parvis og fastgjort med lædersnor. Lampen med foliedekoration er hjemmelavet. Den spanske stol, tegnet af Børge Mogensen, var moderens ammestol i barndomshjemmet.
Mette Skovbos yndlingsaversion er tv-møbler. Hun har derfor placeret sin fladskærm på en fletkasse. Billedet er malet af Rudi Olsen, en ven af familien.

Mette Skovbo har arvet kandelabre, krystalfad, sølvbakke, figurer af bronze og skulpturer af ler og gips. Sidstnævnte har blandt andre hendes mor modelleret, da hun uddannede sig til billedhugger på Århus Kunstakademi. Disse genstande betyder meget for Mette Skovbo, men minder fra fortiden bør dog bruges med omtanke.

»Antik og gammelt interiør skal vælges med omhu. Genstandene skal have en personlig historie som noget arvet fra en slægtning eller noget, der kan forbindes med mennesker og steder, man holder af eller finder interessante. Det forstærker tilhørsforholdet til tingene og giver en indre glæde at se på hver dag,« siger hun.

For ikke at fylde for meget ind i den forholdsvis lille lejlighed, er Mette Skovbo bevidst om at begrænse sig og sørge for plads og luft omkring møbler og ting:

Billedet ved arbejdsbordet er malet af en veninde. Lampen er fra Artemide designet af Michele de Lucchi og megauret fra Illums Bolighus.
Det tidligere badehotels hall er nu opgang med gule vægge, vinylgulv og fletmøbler.

»Ved ikke at stille spisebord og andet op ad væggene bliver stemningen hyggelig og rummene ikke så klaustrofobiske,« siger hun.

Det personlige, hun finder så vigtigt, skaffer hun fra naturen, hvor hun samler bog, kogler, blade, svampe og strandsten. Hun har også en svaghed for jul og lader glaskugler blive fremme året rundt. Og så står ægte malerier frem for plakater hendes hjerte nær sammen med dragter, hun køber, når Det Kongelige Teater med mellemrum sælger ud.

Sådan indretter du med skrå vægge

Soveværelset

Undgå sengegærde ind under skråvæggen. At ligge og kigge op i en skråvæg kan virke klaustrofobisk.

Soveværelset mod vest er holdt i hvidt og jordfarver. Den smalle pude med kronhjortemønster er en gave fra Mette Skovbos søster.

Find en lav seng – en høj seng kan få det til at virkelavloftet pga. af de sjkrå vægge. Her er det modellen Essential fra Auping.

Køkken

Placer køkkenbordpladen under skråvæggen men komfur og vask ved en anden væg. Det giver mest afsætningsplads under køkkenarbejdet, og skråvæggen kan udnyttes til bordplads.

Benyt samme princip med dit arbejdsbord. Forlæng det ind under en skråvæg til afsætningsplads. Sørg dog for at du ikke sidder inde under en skråvæg men ved et vindue.

Undgå indretningsmæssig rod

Gruppér pynteting på bakke eller fad. Tingene står pænere samlet på ét sted. Spredt giver de et uharmonisk udtryk.

Hæng ikke lamper ned fra loftet – især ikke fra skråvægge. Det får rummet til at se mindre ud og henleder opmærksomheden på, at skråvæggen er i vejen.

Lyskilder

Sørg for lyskilder i rummets hjørner, da et rum med skråvægge virker mørkere end et uden. Med lys placeret de strategisk rigtige steder, kan du få rum til at syne større og mere venligt.

Undgå lamper, som lyser opad. De får små rum og især rum med skrå vægge til at virke uhyggelige og stemningsforladte. Den slags lamper er bedre egnet til halls, kontorlandskaber og andre store rum.

Opbevaring

Byg alternativt dit eget reolsystem med reolkasser og knager. Her er det fra Ikeas Bråkig-kollektion.

I stedet for hylder op ad en skråvæg, så byg hellere ét skab fra gulv til loft, så skråvæggene inde i skabet ikke ses. Det ser mindre rodet ud, når tingene er gemt bag en låge, og samtidig udnyttes pladsen optimalt.

Det minimerer den lidt trykkende fornemmelse af skråvægslooket. Men pas på med at gå amok med for mange indbyggede skabe. De gør rummet mærkbart mindre.

Byg alternativt dit eget reolsystem med reolkasser og knager. Her er det fra Ikeas Bråkig-kollektion.

Lys og let

Vælg lyse, ensfarvede vægge især i små lejligheder med skråvægge. Undgå så vidt muligt tunge møbler. Og stil ikke (tunge) møbler som skab, kommode og spisebord op af væggen. Især med skrå vægge ser det for proppet ud.

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.