Fortsæt til indhold
Bolig

Så dyrt er det at være boligejer

Udgifterne til el, vand og varme er eksploderet gennem 10 år, viser analyse.

Kilde: Bolius

Det er blevet langt dyrere for de danske boligejere at holde varmen, tage bad og få hentet skraldet de seneste 10 år.

Det viser beregninger, som Nordea har foretaget for Bolius Boligejernes Videncenter med udgangspunkt i en gennemsnitsfamilie med to voksne og to børn, der købte hus i 2005 til 1,5 mio. kr.

Det er alene den lave rente, som holder regnestykket oven vande.
Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom hos Nordea

Se de detaljerede udgifter hos Bolius.

Store stigninger på el og varme

"Boligejerne har været begunstigede med lave renter på boliglånet og skattestop de seneste 10 år, men de forbrugsafhængige udgifter er til gengæld steget og fylder nu meget mere i budgettet," siger boligøkonom og chefanalytiker i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

Stor stigning i grundskyld

Samlet set er alene de forbrugsafhængige udgifter for boligejere med oliefyr steget med 42,4 pct. mens de for boligejere med fjernvarme er steget med 28,3 pct. I samme periode er inflationen steget med 19 pct.

Samtidig er grundskylden i snit steget med 62,5 pct. (4.400 kr.).

Læs også: Så meget stiger - eller falder - grundskylden i din kommune i 2015

Forbrugsudgifter fylder i budgettet

Især familier med afdragsfrie rentetilpasningslån oplever, at de forbrugsafhængige udgifter fylder meget.

Har du afdragsfrie rentetilpasningslån, som to tredjedel af danskerne har, udgør dine udgifter til vand, varme, el og renovation, grundskyld og ejendomsskat i 2014 således næsten 75 pct. af de samlede udgifter, hvis du har oliefyr, og 71 pct. hvis du har fjernvarme. I 2005 lå tallene på hhv. 57 og 59 pct.

Vand er blevet langt dyrere

Især er stigningen i udgiften til vand bemærkelsesværdig.

Vand- og spildevandsselskabernes brancheorganisation Danva fortalte, at danskernes vandforbrug var "historisk" lavt i 2012 med kun 107 liter pr. person per dag. I 1989 lå vandforbruget i husholdningerne på 174 liter per person per dag.

"Derfor er det påfaldende, at udgiften til netop denne forbrugsvare er steget så meget, når vi jo netop bruger markant mindre af den," mener Lise Nytoft Bergmann.

Læs også: Kæmpe forskel i pris på havevanding

Laveste indkomster rammes hårdest

Når det er de forbrugsafhængige udgifter, der stiger mest, vil det også være de fattigste familier, der rammes hårdest.

"Udgifterne til vand, varme, el og renovation er stort set er de samme for en familie, uanset hvem man er, og hvor man flytter hen. Derfor vil det være boligejere med de laveste indkomster, der rammes hårdest af udviklingen," siger Lise Nytoft Bergmann.

Fastforrentede lån har været dyrest

Mens mange andre udgifter er steget, er boliglån blevet væsentligt billigere i de sidste 10 år. Boligejere med rentetilpasningslån uden afdrag har haft den største gevinst på låneudgifterne.

Hvor udgiften til et fastforrentet lån med afdrag, som realkreditinstitutterne anbefalede i perioden, kun er faldet med 6,7 pct. uden afdrag og 10,7 pct. med afdrag, er udgiften til et rentetilpasningslån uden afdrag faldet med hele 30,4 pct. og kun 9,7 pct. med afdrag.

"Det er boligejerne med de fastforrentede lån med afdrag, der er blevet straffet hårdest," siger Lise Nytoft Bergmann.

I dag har en tredjedel af danskerne fastforrentede lån, mens to tredjedele sidder med rentetilpasningslån - ud af dem betaler næsten 85 pct. ikke afdrag.

SE TEMA: Boliglån

Stigning under inflationsniveau

Samlet set overstiger udviklingen i boligudgifterne inklusive boliglån dog ikke prisudviklingen generelt i Danmark.

Har du oliefyr, er de samlede udgifter til at bo og eje en bolig i den 10-årige periode steget med 12,3-16 pct. alt efter om du har rentetilpasningslån eller fastforrentet lån, mens boligejere med fjernvarme er sluppet med en stigning på 2,9 -8 pct.

Et pænt stykke under inflationen i samme periode på 19 pct.

Stigende renter vil gøre det dyrere

"Men det er alene den lave rente, som holder regnestykket oven vande. Og hvor vi kan være næsten sikre på, at de forbrugsafhængige udgifter ikke falder igen, så kan vi omvendt være ret sikre på, at renten på et tidspunkt vil stige. I den situation vil boligejerne komme til at mærke, at de forbrugsafhængige udgifter fylder mere i deres budget," siger Lise Nytoft Bergmann.

Ingen lønstigning

Selvom de samlede boligudgifter ligger under inflationsniveau, er det ikke det samme som at sige, at alle boligejere nødvendigvis har fået flere penge mellem hænderne.

"I nogle virksomheder/brancher har lønstigningerne været små eller ikke-eksisterende, ligesom politiske reformer af bl.a. dagpenge, kontanthjælp, skattesystem m.v. også har påvirket danskernes forbrugsmuligheder," siger Lise Nytoft Bergmann.