Fortsæt til indhold
Bolig

Boligreportage: Piloternes nye cockpit

Efter mange år i udlandet ledte Janine og Sture Olsson efter en base i Danmark tæt på familie og venner, hvor børnene kunne vokse op i trygge omgivelser. At et tidligere haverum skulle være afgørende for deres valg af hus havde familien aldrig drømt om.

Tekst og foto: Iben Ahlberg

Læser du med fra mobilen, kan du se hele artiklen her:

Efter at have fløjet som piloter for FN og Røde Kors i næsten 10 år besluttede Janine og Sture Olsson sig for at etablere en fast base i Danmark.

De mange år som piloter havde udstationeret dem vidt omkring i verden, kun med korte ferieophold i Danmark.

Nu var Janine Olsson gravid, og på trods af at de reelt kunne bosætte sig andre steder, hvor både vejr og skattetryk ville være sjovere, valgte de Danmark. For selv om solen måske skinner, ville det nemt blive for ensomt for Janine Olsson langt fra venner og familie, når Sture Olsson fløj af sted på arbejde.

Janine og Sture Olssons indretning er kendetegnet ved kontraster i materialer, strukturer og tidsperioder. En moderne loungesofa i tidens stramme linier blødes op og gøres hyggelig med det bløde jernbanefløjl, igen en modsætning til sofabordets ubehandlede træ. Over sofaen et foto af datteren Sofia skabt af mosaikker af andre fotografier.

Køkken i haven

Der var en helt afgørende detalje, der overbeviste Janine og Sture Olsson om, at dette skulle være deres første rigtige base i Danmark i mange år. De tidligere ejere havde fået den geniale idé at inddrage en del af terrassen til husets grundplan, som en top isoleret udestue og indrettede det nye rum til køkken og spisestue. Et fantastisk rum hvor familien, helt som forudset, tilbringer næsten al deres tid, når de er hjemme.

»Her er altid et dejligt lys. Man kommer automatisk i bedre humør af at være her,« siger Janine Olsson.

Takket være glas på både tag og mod haven i hele rummets bredde er det som at være under åben himmel. Det er en fantastisk oplevelse at sidde ved spisebordet med følelsen af at være udendørs, uanset om det sner, regner eller solen skinner.

Glasdørene fører ned til det nye køkken, der før var terrasse. Dørene bruges nu mest til at forhindre, at duften fra mad spreder sig i hele huset.

Fra tidligt forår, når solen begynder at varme rigtigt, og langt hen på efteråret skal vejret virkelig være dårligt, hvis ikke de store døre mod haven står åbne og sender havens dufte ind i huset.

Rummet er delt op i et stort, enkelt stilrent køkken med hvide flader uden overskabe, men med et stort fritstående arbejdsbord, hvis dybe skuffer næsten giver uendelig megen plads til opbevaring. Hvidevarerne er i sort og rustfrit stål og efterlader et rent og appetitligt indtryk, der er vigtigt, når nu maden også bliver nydt i samme rum.

Husets centrale rum i stueetagen har dagligstuen og køkkenet placeret på hver side. Også her er indretningen sammensat af nyt og gammelt, moderne kunst og elementer, som Janine og Sture Olsson er stødt på gennem livet. Tilsammen skaber det en hyggelig og uhøjtidelig stil, der giver dem en indre ro.

Janine og Sture Olsson blev hurtigt klar over, at det nye køkken- og spiserum ville blive det rum i huset, de ville opholde sig mest i. Derfor var det også vigtigt med de rigtige møbler.

Det store smukke spisebord, der næsten ser ud som om, det er bygget til rummet, fandt de hos Rabens Saloner, hvor det stod som en del af inventaret.

Som kontrast til det rustikke bord, og for at få stole der var til at sidde i, fandt parret ganske heldigt otte italienske Catifa-stole i lyst læder i Den Blå Avis. Sælgeren på Fyn ville da gerne levere dem, for han kørte jævnligt til København. Derfor fik de stolene to ad gangen i løbet af en periode på fjorten dage, for det var hvad, der var plads til i bilen.

Husets centrale rum i stueetagen er nærmest indrettet som en stor hall, der i den ene ende er møbleret med en kæmpe sækkestol i lyst læder. Her kan børnene tumle uforstyrret i timevis og hele tiden være i nærheden, uanset om de er i køkkenet eller dagligstuen, der er placeret på hver side af rummet.

»Vi er en stor familie, og vi elsker at have mange gæster, så det er fantastisk at kunne sidde ti gæster ved det samme bord, uden det føles trangt. Når vi er rigtig mange, tager vi også havebordet ind, og så er her rimelig god plads til tyve gæster.«

Alle husets rum bærer tydeligt præg af familiens eklektiske stil. Stilrent design, rustikke detaljer, native art og moderne kunst placeret ind imellem hinanden.

Elegant indretning

Det store smukke spisebord, der næsten ser ud som om det er bygget til rummet, fandt de hos Rabens Saloner. Stolene i lyst læder er fra italienske Catifa. Janine og Sture Olsson fandt dem let brugt i den blå avis.

I køkkenet er det ikke bare det rustikke spisebord, der står som kontrast til de elegante italienske stole. Også den imposante lænestol i krom og læder, der står i et hjørne af rummet, og den afrikansk maske over som eneste pynt på væggen er spændende modsætninger. Lænestolen var et impulskøb på Lauritz, for de kiggede egentlig efter noget helt andet, men faldt over stolen, fem minutter før auktionen udløb. De bød en smule over sidste bud og vandt, langt under vurderingen. Masken fandt de på et tidspunkt, hvor de boede i Liberia.

Det er ikke en bevidst stil, de søger, men et miks der får lov at opstå helt af sig selv. Noget har fulgt dem, uanset hvor i verdenen de har haft mulighed for at indrette deres hjem. Andre ting er noget, de er faldet for lokalt ude i verdenen, og det blandet med det velkendte skandinaviske design opfylder deres ønsker om et hjem med en naturlig stemning, der giver dem ro, når de har fri.