Bare Børge

Unge med roterende hofter til revolutionerende rock’n’roll-musik. Flimmerkassens fremkomst med begrænset valgfrihed på kanalfronten. Kold krig og kvinder med karriere. 1950’erne var et eksplosivt årti med et velfærdssamfund, der buldrede derudaf som et hidsigt godstog. Midt i det hele sad Børge Mogensen med en blyant, der næsten må have lynet på det blåternede arbejdspapir. For den danske møbelarkitekt havde en brændende lyst til at designe møbler til det arbejdende danske folk i små hjem med få kvadratmetre at indrette sig på. Faktisk var lysten så stor, at muligheden for at stå i det internationale rampelys blev fravalgt til fordel for den nationale designscene.

»Hvor andre designere gjorde sig bemærket i udlandet, var Børge Mogensen danskernes designer. Vi kalder ham endda bare for Børge. Hans møbler er historien om os selv – fra arbejdersamfund til velfærdssamfund,« siger Karen Grøn, som er direktør på kunstmuseet Trapholt.

På kunstmuseet har man i anledning af Børge Mogensens fødselsdag lavet en udstilling om den danske møbelarkitekt. En møbelarkitekt, der så det enkle, funktionelle og stramme design med mennesket i centrum som et kald af næsten religiøs karakter. I 1958 formulerede Børge Mogensen selv sin filosofi til BT:

»Mit mål er at frembringe ting, der vil tjene mennesket, placere mennesket i hovedrollen i stedet for med djævlens vold og magt at tilpasse mennesket til tingene.«

Denne filosofi er ifølge direktør i Fredericia Furniture, Thomas Graversen, helt central for møbelarkitekten. Med en lede mod klunkemøbler, som tyngede de danske stuer, skar Børge Mogensen ind til benet med design til de små boliger. Og ligeså målrettet den danske arkitekt var med designet, lige så nådesløs var han i valg af materiale. Eg og bøg var de foretrukne træsorter. Ærligt, ligetil og dansk.

»Det, som er den store kunst ved Børge Mogensen, var hans evne til at tegne det enkle. Det er svært at tegne enkelt, og mange arkitekter mister evnen til at blive ved med at skrælle af designet. Børge kunne gøre det enkle smukt,« siger Thomas Graversen og fortsætter

»Nøgleordet er hans materialefornemmelse, og så var han en begavet designer. Han kunne simpelthen lave et rektangel, der var kønnere end andre rektangler.«

FDB-møbler til folket

Skal man starte fra begyndelsen som i ethvert godt møbeleventyr, blev Børge Mogensen født i havnebyen Aalborg. Her fik han sit svendebrev som møbelsnedker i 1934, hvorefter han søgte videre mod Købehavn og Kunsthåndværkerskolen, dernæst Kunstakademiets møbelskole. I årene 1942-1950 indtog Børge Mogensen pladsen som leder af De Forenede Danske Brugsforeningers tegnestue.

»FDB-møblerne var hans kald. Her skabte han en serie møbler, som folk havde råd til. Han havde jo en aversion imod klunkemøbler, kæmpe chatoller og møbler, der voldtog rummet. Derfor forenklede han tingene. Men han dyrkede ikke håndværket, som f.eks. Hans J. Wegner. Børge Mogensen førte håndværket og håndværkskvaliteten ind i industrien,« siger Thomas Graversen.

Målsætningen om at designe de prisvenlige møbler til folket blev dog opblødet, da den folkelige mand selv flød med strømmen fra det spirende velfærdssamfund. Fra at være socialistisk indstillet i kølvandet på 2. Verdenskrig, indkvarterede Børge Mogensen sig selv i et parcelhus og voksede i takt med velstanden.

»Den gamle LO-formand sagde på et tidspunkt, at arbejderbevægelsen sejrede sig ihjel. Sådan var det også med Mogensen. Præmissen for at skabe møbler til arbejderne ændrede sig i takt med velfærdssamfundets udvikling,« siger Thomas Graversen.

Ifølge Karen Grøn blev Børge Mogensens filosofi om møbler til det arbejdende folk i realiteten omsat til mission middelklasse.

»Han blev kritiseret for ikke at holde prisen nede. Og hans møbler blev heller ikke folkemøbler. I stedet blev Mogensen middelklassens arkitekt. Imidlertid var det jo en periode, hvor Danmark blev én stor middelklasse - og på den måde blev han alligevel danskernes arkitekt.«

En fandenivoldsk provokatør

Parcelhusdrømme og møbler til middelklassen var dog ikke ensbetydende med, at Børge Mogensen lænede sig mageligt tilbage og betragtede den danske møbelbranche uden at bide fra sig. I 1962 skrev den danske møbelarkitekt artiklen ”Brugskunst på afveje” sammen med kollegaen Arne Karlsen. I artiklen langede de to ud efter andre møbelarkitekter, der med unødigt tingel-tangel havde glemt det rene og ærlige design.

»De hugger hovedet af alle de andre designere og raser over forfaldet inden for dansk design. Særligt Jens H. Quistgaard brød de sig f.eks. ikke om. De så hans arbejde som modeluner, der ikke var tænkt langsigtet og brugsmæssigt igennem. Quistgaard lavede en ny serie bestikhvert år, og tanken om, at man skulle skifte ud årligt, var imod Mogensens filosofi,« siger Karen Grøn.

For Børge Mogensen var det gode design nemlig holdbart og beregnet til at blive brugt i en årrække. I det private gik aftener og nætter gik med selskaber og våde varer. Men Børge Mogensens arbejdsmoral var stadig intakt, og det blev da også til hele 1000 design i hans levetid.

»Hans privatliv var præget af stor selskabelighed om aftenen. Men næste morgen sad han igen i tegnestuen, og også i sommerhuset arbejdede han. Jeg tror, han levede livet 120 pct.,« siger Karen Grøn.

At bølgerne kunne gå højt, oplevede direktør Thomas Graversen også. Hans far, Andreas Graversen, var nemlig i tæt samarbejde med Børge Mogensen. De to udskiftede Fredericia Furnitures oprindelige sortiment til fordel for en ny række møbler skabt af Børge Mogensen.

»Hvis jeg skal huske tilbage på Børges samarbejde med min far, er det mest små episoder, der dukker op glimtvis. Når de fik noget at drikke, kunne bølgerne gå højt, og de kunne råbe ad hinanden. Men det var altid, fordi de ville løse opgaven bedst, og fordi maskinerne ikke kunne det, Børge gerne ville have, de skulle kunne. Og det kunne gå i hårdknude, for de var begge meget stædige. De kom jo fra limfjordsegnen,« siger Thomas Graversen.

Eventyret om den nordjyske møbelarkitekt med den enkle streg og den direkte tone sluttede, da møbelarkitekten blev 57 år. Thomas Graversen husker den danske møbelarkitekt som én af de største designikoner, og som en mand med en skyggeside. Muligvis afstedkommet af en opvækst i et indremissionsk hjem, som alkoholen fremkaldte minder om. Skyggesiden gav ifølge Thomas Graversen bl.a. udslag i rå og kontante udmeldinger til omverdenen.

»Han arbejdede jo flittigt, og da han døde som 58-årig, havde han over 1000 design. Han var et virkelig elskværdigt menneske, og det oplevede jeg selv, da jeg som barn besøgte ham i hans sommerhus i Nordjylland. Men han brændte også mange broer på grund af sin skyggeside,« siger Thomas Graversen.

Børge Mogensens arv er dog langt fra glemt, og måske har du selv mødt den. På biblioteket eller i kantinen, hvor Folkestolen fra FDB ofte er inventar. I stuen med en nyproduceret J52-lænestol, som sidste år blev sat i produktion igen af Coop. Eller i de mange nye design, som trækker på Børge Mogensens filosofi – mennesket først, dernæst møblet.