Få et forspring med forspiring
Selv om sne og frost stadig truer med at dække Danmark til, er foråret lige om hjørnet – og det er nu, vi skal til at tænke på at så og forspire inden døre til den kommende havesæson.
Det varer ikke længe, inden foråret begynder at titte frem, og både planteskoler og webshops bugner allerede nu med alle mulige frø. Der er et kæmpestort udvalg af kendte og ukendte, traditionelle og anderledes frø til både køkken- og prydhaven, drivhuset og krukkerne. Det er derfor klogt at gå på jagt efter det helt rigtige nu, mens udbuddet er størst.
Hvorfor skal man forspire?
Man forspirer for at give planterne et godt afsæt, inden de kommer ud i haven. For nogle af de planter, som ellers vokser på sydligere himmelstrøg, betyder det, at de kan nå at blomstre herhjemme, hvor den varme og lyse årstid ellers ville være for kort i forhold til deres naturlige voksesteder.
Forspiringen gør også planterne mere modstandsdygtige over for ukrudt, når de udplantes, ligesom de bliver større og stærkere – hvilket i sidste ende betyder flere og bedre blomster/afgrøder.
Det er ikke alle frø, der behøver forspiring. Nogle – som f.eks. morgenfrue, frøkenhat, stolt kavaler og blomsterkarsekan – sås direkte på voksestedet i det sene forår, når faren for (natte-)frost er overstået. Både såsted og -tidspunkt kan man læse om bag på frøposen.
Også når man skal forspire, skal man gå ud fra vejledningen bag på frøposen. Her står alt om tidspunkt, hvor dybt frøet skal sås, og hvornår der kan plantes ud. Selve arbejdet med forspiring er dog mere eller mindre ens, uanset hvad man vil så. Af planter, som behøver forspiring, kan nævnes tagetes, petunia, ærteblomst, frøkenhat, tomater og chili.
Dette skal du bruge
- Små potter (af f.eks. avispapir, tørv, plastik eller køkkenrulle) eller en større beholde med drænhuller i bunden).
- Så- og priklemuld (almindelig pottemuld er gødet og for kraftigt for de små spirer).
- Frø, færdigkøbte eller selvhøstede.
- Evt. plantelys.
Sådan gør du
Sørg for, at jorden er fugtig, men ikke gennemvåd. Hæld den i potterne, og fyld næsten helt op til kanten.
Læg et eller flere frø i hver potte efter anvisningen på posen. Tryk frø, der skal sås dybere, en smule ned i mulden, de øvrige frø dækkes bare med et ganske let drys jord henover – ca. 1 mm.
Hvis man sår i en større beholder, er proceduren den samme, men husk i så fald at så frøene med en vis afstand til hinanden. Stik gerne et lille skilt i jorden med plantenavnet – så du har styr på, hvad der er hvad, den dag planterne skal udenfor.
Stil potterne med frø på en bakke, gerne i et øst- eller vestvendt vindue. Sørg for, at holde jorden er fugtig, f.eks. med en vandforstøver. Evt. kan du i begyndelsen dække bakken med klar plast for at holde på fugtigheden.
Når planterne har fået deres første rigtige sæt blade – de allerførste spirer består af kimblade – skal de prikles og pottes om i lidt større potter. Som regel er en enkelt ompotning nok inden udplantningen, men drejer det sig om store planter, kan de have brug for flere ompotninger, før de har vokset sig stærke nok til at komme i jorden udendørs.
Hvis de små nye planter bliver for lange og ranglede, kan man knibe toppen af dem, så de sætter sideskud og får en mere busket facon.
Man kan fremme væksten ved at give planterne et ekstra tilskud af særligt plantelys. Lamper med kunstlys kan købes i mange plantecentre.