Derfor bevæger trægulve sig i kulden
Trægulve er klimafølsomme og ændrer sig også i tørt vejr, siger specialist.
Mange er sikkert forberedte på, at brædderne kan give sig lidt i stuen, når foråret sætter ind med en varmere og fugtigere luft.
Men at vinteren har været usædvanlig tør og frostpræget i år, kan også få brædderne til at brokke sig og bule ud. Det fortæller salgschef Henrik Møller Nielsen fra Moland, som blandt andet forhandler trægulve og træpleje.
"Mange folk ringer og siger, at de har fået nogle revner mellem deres brædder, fordi gulvene er meget tørre. Når det bliver forår, ser man typisk, at luftfugtigheden kommer op igen, og så tager brædderne fugt og bliver normal bredde igen."
Kold luft er tør luft
Fordi træ er et naturprodukt, tilpasser det sig klimaet, det ligger i. I et tørt klima afgiver træet noget af det fugt, det indeholder, til klimaet. Hvis klimaet derimod har en høj luftfugtighed, vil træet suge fugten til sig, forklarer Henrik Møller Nielsen.
"Det er en god idé at finde ud af, hvad luftfugtigheden er i boligen. Ikke bare for trægulvenes skyld, men også for andre møbler i træ, som for eksempel egetræsspiseborde. Alle træprodukter har samme krav til klimaet, hvis de skal være i balance."
Den optimale luftfugtighed skal være cirka 50 pct. Hvis luftfugtigheden altså er målt til mellem 35 og 65 pct., er det ideelt for møbler - og i øvrigt også for husets beboere.
Planter og vasketøj virker
Men hvad kan man selv gøre, for at få luftfugtigheden op, hvis man døjer med et tørt indeklima?
I et tørt kontormiljø kan det være en løsning at sætte en luftbefugter op, som afgiver damp, anbefaler Henrik Møller Nielsen. Men der findes også mindre tekniske løsninger:
"Man kan stille planter i rummet, som indeholder noget fugt, og som får ekstra fugt tilført, når man vander dem. Hvis man opdager, at den relative luftfugtighed er nede på 20 pct., er det en god idé at hænge vasketøj op inde i stuen. Så vil træet optage noget af det ekstra fugt, der bliver tilført rummet."