Påske med personlighed
Rustikt mormorpræg og funky neon blandet med karsens barndomsnostalgi – der er i princippet ingen regler for, hvordan påsken anno 2013 skal iscenesættes. Det vigtigste er, at man pynter op med personlighed.
Skelethoveder, bogstaver eller tal – du kan male hvad som helst på dine påskeæg. For der er ingen regler for påsken anno 2013. Det vigtigste er, at man pynter op med personlighed. Derfor må man gerne mikse hjemmemalede æg med designertallerkner fra Royal Copenhagen og neon med den barndomsnostalgiske karse, plantet på vat. Det fortæller indretningsduoen Fly & Helsted, som består af designer Mille Fly og fotograf Sofie Helsted. »Det handler om at sætte sit personlige præg på oppyntningen. Derfor behøver man ikke at sætte ti ens tallerkner på bordet, men kan sagtens blande gamle loppefund med nye designertallerkner. Det giver en skævhed og gør, at udtrykket ikke bliver så strømlinet,« fortæller Mille Fly.
Påskeharen er død
Med fokus på det personlige præg fylder de traditionelle påskefigurer som påskeharer og påskelam tilgengæld ikke så meget i påskelandskabet i år.
»Påskeharen er vel nærmest gået i hi. Tilgengæld er ægget med sin smukke og organiske form stadig i høj kurs, og det fås i mange varianter,« fortæller Mille Fly.
Og ifølge hende kan alle former for æg kan lægges på bordet. Både naturlige fugleæg, marmorerede chokoladeæg og håndmalede æg i grå og neonpink.
»En af grundene, til at æggene stadig er populære, er nok, at der er meget fokus på det grafiske udtryk for tiden, og man ser derfor striber og prikker på en hver notesblok. Og det univers passer ægget godt ind i,« lyder det fra fotograf Sofie Helsted.
Æggene er desuden et eksempel på, hvordan man kan indtænke spiselige elementer som en del af bordpynten. En håndfuld billige chokoladeæg kan nemlig være mindst lige så dekorative som porcelænsæg eller fugleæg. Den kreative duo anbefaler dog, at man også køber noget kvalitetschokolade, som man kan byde sine gæster på.
»Man kan næsten sige, at jo billigere og dårligere chokoladen smager, jo flottere er den som regel,« siger Sofie Helsted med et smil.
Et andet spiselig dekorationselement er den klassiske karse på vat. Den oser af barndomsnostalgi og kan passende bruges som en del af bordpynten.
I det hele taget er det kun fantasien, der sætter grænser for bordpynten i år. Der er ikke én rigtig stilart, så længe du sætter dit personlige præg på eskapaderne, understreger indretningsduoen.