Lejligheden på slottet
Christiansborg er ikke kun den daglige arbejdsplads for Folketingets 179 medlemmer. Folketingets fem præsidiemedlemmer har også deres bolig på slottet. En af dem er Christian Mejdahl, som er Folketingets formand.
Det er ikke særlig nemt at komme over til den lejlighed, som Folketingets formand, Christian Mejdahl, bor i.
Gennem Christiansborgs og Folketingets travle postyr skal man vide, at det netop er denne lille dør, man skal stile mod. Og man skal ikke lade sig forvirre af, at trappen er smal, og at der på et tidspunkt kommer en niveauforskel på ca. 20. cm, på det sted, hvor to bygninger, det første og det andet Christiansborg, er blevet sat sammen. Vel at mærke uden nutidens millimeter-påpasselige arkitekthjælp.
Men efter at have vandret ad alle trapperne, og efter at have mistet orienteringen et par gange, kommer man til formandens 148 m2 store lejlighed. Den ligger lige ved siden af porten i den såkaldte løngangsbygning - eller Zahlkammerbygning. En bygning, som stammer tilbage fra det allerførste Christiansborg.
Fem en halv meter til loftet er der, når man træder ind i entreen i Mejdahls faste base her på borgen. Det er da noget! Ikke kun loftshøjden fortæller, at vi befinder os i fornemme sale. Det samme indikerer de store vinduer, de høje paneler og det smukke - men dog slidte - parketgulv.
»Det er da bedre end de 48 m2 i Kastruplundsgade, hvor jeg havde min Københavner-base i 15 år,« siger Christian Mejdahl med jysk underdrivelse og lune.
»Og fra mit kontor her på Christiansborg er det meget nemmere at komme herover end at skulle bruge 30 minutter i bussen ud til Kastrup,« siger Mejdahl, der har haft sin daglige gang på Christiansborg siden 1987. Så for Mejdahl er det nemt at finde rundt på Christiansborg. For os andre tror jeg, det ville være en del nemmere at tage bussen til Kastrup!
Danske klassikere
Siden 1913 har Folketingets formænd haft råderet over en lejlighed på Christiansborg; i alle disse år har skiftende beboere sat deres præg på lejligheden.
Stuens to sofaer og sofabord er af Børge Mogensen og er arvet fra de tidligere formænd. Stuens øvrige møbler er også danske klassikere og slidt smukke af års brug.
»Jeg har slet ikke lyst til at foreslå at skifte noget af det ud,« siger Christian Mejdahl, med et blik rundt i den store, men hyggelige stue.
»Det er jo ikke min rigtigt private stue. Disse rum skal jo også bruges til repræsentative formål.«
Lejlighedens billeder tilhører næsten alle Statens Museum for Kunst, og dem er Mejdahl ikke kun tilfreds med. Han er faktisk begejstret, specielt for de to malerier i soveværelset, "Huse i Dalen" og "By med kirke" af den færøske maler K. Ahill.
»Jeg er født på Færøerne, og på grund af Anden Verdenskrig kom jeg til at tilbringe de første fem et halvt år af mit liv der. Jeg har fået at vide, at jeg faktisk talte helt godt færøsk, da vi ved krigens slutning kunne vende hjem til Danmark,« smiler formanden.
Så, nej der skal ikke laves noget om i lejligheden. Der skal hverken skiftes møbler eller billeder.
»Lejligheden og inventaret er bare til låns, og det har jeg det fint med,« fastslår Christian Mejdahl.
Mad i Snapstinget
Som medlem af Folketinget får man op til cirka 80.000 kr. i boligtilskud om året. Vel at mærke hvis man bor uden for Sjælland og uden for Nyborg kommune.
Det får Christian Mejdahl som formand for Folketinget ikke. Til gengæld får han stillet lejligheden til rådighed. Det privilegium deler han med de øvrige fire medlemmer af Folketingets Præsidium. Nedenunder Mejdahls har 1. næstformand Svend Auken sin lejlighed. Han bruger den udelukkende til møder. Ovre ved Marmorbroen har Niels Helveg Petersen, Poul Nødgaard og Helge Adam Møller deres lejligheder. Af dem er det mest Nødgaard, der benytter sig af københavnerlogiet. Klart nok: Han bor i Ringsted.
»Når vi har præsidiemøder, slutter vi ofte af med at gå ned i Snapstinget og spise,« fortæller Christian Mejdahl, der typisk tager turen fra Løgstør til København hver mandag eller tirsdag og drager hjem igen fredag.
»Hvis altså ikke, der er brug for, at jeg er her i weekenden,« siger han.
»Og konen? Nej, hun er kun herovre, når der er officielle arrangementer.«
Livet i København er således udelukkende koncentreret om arbejdet Folketinget; dagene begynder tidligt med arbejde og slutter sent; det meste foregår ikke i lejligheden, men på kontoret på Christiansborg. Måltiderne indtager Mejdahl oftest i Snapstinget. Bortset fra morgenmaden, som formanden laver i lejlighedens store, velindrettede køkken.
»En tidligere folketingsformand, Erling Olsen, fortalte, at hans kone syntes, at det bedste ved lejligheden var det dejlige køkken. Og det er da også et rigtigt samtalekøkken,« siger Christian Mejdahl med et blik rundt på de hvide låger og de massive bordplader.
»Men der er ikke nogen at samtale med!,« smiler han.
Så er det godt, at han kan tage hjem til konen i det lille hus i en landsby tæt på gården. Mejdahl kalder det smilende aftægtshuset: »Jeg hjælper stadig til, men sønnen har overtaget gården. Vi har generationsskiftet.«
Der er der nogen at tale med, også om morgenen, og der er der ikke lige så meget støj fra biler. De kommer jo hele tiden susende ind i Christiansborgs Rigsdagsgård. Deres rute går lige forbi Mejdahls soveværelse, og det har taget Mejdahl nogen tid at vænne sig til.
I det hele taget byder boligen på Christiansborg og boligen i den lille landsby ved Løgstør på to vidt forskellige liv.
»Herovre står jeg op og vasker mig, inden jeg bliver beskidt. Derovre går jeg først ud i stalden, bliver beskidt, og så vasker jeg mig,« smiler Mejdahl, før han slutter:
»Og herovre bliver jeg hele tiden mindet om, at det er et slot jeg bor på. Ikke kun er der en del højere til loftet end derhjemme. Håndtagene på de store døre sidder også højt. Det er nok for at sikre, at vi, der bor her, får nemmere ved at vise lidt ydmyghed.«