Fortsæt til indhold
Bolig

Kan regnvandsanlæg betale sig?

Det afhænger af, hvilken kommune du bor i, viser undersøgelse fra Bolius.

Kirsten Marie Juel Jensen, bolius.dk

Med et regnvandsanlæg i din have kan du føre opsamlet regnvand ind i dit hus og bruge det til fx toiletskyl og tøjvask. Men hvor godt det kan betale sig, afhænger meget af, hvor du bor.

Nogle steder skal du betale fuld vandafledningsafgift for det brugte regnvand, du fører tilbage i kloakken. Andre steder er det gratis. Det betyder, at du kan spare op til 4.300 kr. om året, hvis du har et regnvandsanlæg i en kommune, hvor det er gratis.

En rundspørge til landets kommuner, som Bolius har lavet, viser, at du ikke skal betale nogen vandafledningsafgift for at lede brugt regnvand tilbage i kloakken i Københavns, Køge, Furesø, Hillerød, Albertslund og Struer Kommuner. I Allerød og på Bornholm kan du få rabat på vandafledningsafgiften.

Se priserne i din kommune her.

Regnvandsanlæg gratis i flere kommuner

Hvis du bor i Københavns Kommune, er et regnvandsanlæg en endnu bedre forretning. Kommunen giver nemlig et tilskud på 10.000 kr., hvis du køber et regnvandsanlæg, der normalt koster 30.000-45.000 kr.

- Villaer kan få 10.000 kr. i tilskud, hvis anlægget i øvrigt er lovligt, og det offentlige forsyningsnet er sikret mod tilbageløb med en TBS-ventil, siger Charlotte Storm, projektleder ved Københavns Energi, der står for vandforsyningen i København.

I København er der nemlig knappe grundvandsressourcer, og derfor har man besluttet at opmuntre borgerne til at installere regnvandsanlæg.

Ifølge Charlotte Storm har man også vurderet, at det ville være dyrere at administrere og opsætte særlige målere på regnvandsanlæggene end blot at fritage parcelhusejere for vandafledningsafgiften for regnvand.

LÆS OGSÅ: Få en faskine – og tjen penge straks

Rensning koster for både regnvand og drikkevand

I langt de fleste af landets kommuner skal du dog betale samme vandafledningsafgift for brugt grundvand og brugt regnvand. Mange kommuner/forsyningsselskaber tilbagebetaler 40 procent af tilslutningsbidraget til det fælles kloaksystem, hvis du vælger at stå for håndteringen af alt dit overfladevand og tagvand ved hjælp af fx nedsivningsanlæg, så vandet ikke løber ned i kloakken.

Men hvis du vælger at bruge noget af regnvandet i din husholdning via regnvandsanlæg, skal det føres ud af huset igennem som spillevand og renses. Og så kommer vandafledningsafgiften på banen. Som i Esbjerg, hvor du skal betale 23,16 kr. pr. m3 spildevand.

LÆS OGSÅ: Genbrug af regnvand

- Rationalet er, at der ikke er nogen forskel på drikkevand og regnvand, når det først har været anvendt til tøjvask, toiletskyl m.v., og det er bortledningen og rensningen af spildevandet, man betaler for via vandafledningsbidraget, siger Eric Lauridsen, vandforsyningschef ved Esbjerg Forsyning.

Brugt regnvand kommer til at koste

Samme argument kommer fra Sønderborg Forsyning. Her har det ind til nu været gratis at lede brugt regnvand ud med spildevandet, men det bliver ændret.

- Vi har en ny betalingsvedtægt på bedding. Den forventes vedtaget af bestyrelsen og godkendt af byrådet ultimo 2012. Den får formentlig en bestemmelse om, at der opkræves fuldt vandafledningsbidrag for udledt regnvand. Ud fra devisen om at vore ledningsanlæg og rensningsanlæg har de samme udgifter, uanset om en m3 vand er opsamlet regnvand eller udpumpet vandværksvand, siger afdelingschef Thorkild Bruhn fra Sønderborg Forsyning.

LÆS OGSÅ: Hvor meget kan du spare ved at droppe autovasken og vaske din bil i regnvand?

Vandafledningsafgift er barriere for regnvandsanlæg

I kommuner som Stevns, Middelfart og Ærø skal du betale over 50 kr. pr. m3 i vandafledningsafgift. Så her er det sværere at se idéen med at bruge penge på et regnvandsanlæg end i København, hvor du sparer penge på vandafledningsafgiften, så snart du har investeret i anlægget.

Ifølge Christian Oxenvad, energivejleder ved Energitjenesten, er det også grunden til, at regnvandsanlæg endnu ikke er så udbredt.

- Det er helt klart en barriere for folk, hvis de skal betale vandafledningsafgift. Vi har derfor haft svært ved at finde cases på folk, der har regnvandsanlæg. For hvis folk endelig har et, så er der en del, der snyder og ikke sætter en måler på, siger han.

Er det ok af betale afgift for genbrug af regnvand?

Om det er rimeligt, at der er så stor forskel på økonomien i at etablere et regnvandsanlæg, er der meget forskellige holdninger til.

- Hvis kommunen har en udgift ved at rense vand fra min ejendom, er det fair, at man skal betale for det, siger Ulrik Heilmann, direktør for Bolius Boligejernes Videncenter.

Han mener dog helt generelt, at det er en rigtig god idé, at boligejerne selv står for håndteringen af deres regnvand.

- Min holdning er, at kommunerne burde tilskynde – via forskellige ordninger – til, at boligejerne selv sikrede, at alt overfladevand blev ført væk fra det offentlige kloaksystem. Det er bedre, end at vi alligevel ender i en situation, hvor vi over skatten skal betale for at få udvidet kloaksystemet, siger han.

LÆS OGSÅ: Bortledning af regnvand og forebyggelse af oversvømmelse

Snak med kommunen om regnvandslæg

Christian Oxenvad mener, vores brug af vand og vores spildevandssystem bør nytænkes.

- Kommunerne har en interesse i, at folk tager sig af deres eget regnvand. Så jeg mener, man som grundejerforeninger og borgere bør tage en dialog med kommunen om at lægge langsigtede planer for spildevandsrensning, og hvordan vi skal tage vare på vores vand fremover.

- Og så kan man måske også få talt om, hvordan man kan bruge vandet fornuftigt, og hvordan det så kan blive rentabelt for borgere at etablere regnvandsanlæg, siger han.

Regnvandsanlæg er ikke populære hos alle

Der er meget forskellige holdninger til, om det miljømæssigt og sundhedsmæssigt er en god idé at have regnvandsanlæg – og hvordan man bør håndtere regnvand i det hele taget.

Dansk Vand- og Spildevandsforening (DANVA), advarer imod etableringen af regnvandsanlæg.

”Regnvandsanlæg har ry for at være miljøvenlige, fordi det hævdes, at de sparer på vandressourcen. Men sandheden er, at regnvandsanlæg ikke sparer på den samlede vandressource. Hvis man som husejer har et regnvandsanlæg, bruger man bare det regnvand, som ellers var sunket ned i jorden, og dér var blevet til grundvand til gavn for generationerne efter os,” skriver DANVA på sin hjemmeside.

Miljøstyrelsen har i flere undersøgelser peget på bekymringer for faren ved at forurene drikkevandet, hvis regnvandsanlæggene ikke installeres korrekt.

LÆS OGSÅ: Drikkevandets kvalitet

Fokus på genbrug af regnvand

Ifølge Christian Oxenvad vil håndteringen af regnvand, og hvordan vi kan genbruge det, dog automatisk komme på dagsordenen i de kommende år, fordi der er mangel på grundvand flere steder, og fordi vi samtidig oplever flere og flere skybrud, som kloakkerne ikke kan håndtere.

- Så det kræver en god dialog borgerne og kommunerne imellem. Det er vejen frem, siger han.