Test af koldrøget laks: Flere havde en besynderlig lugt eller ringe eftersmag. Men så skete der noget
Koldrøget laks er en klassiker på julefrokostbordet, men i supermarkedernes kølediske er der langt mellem de store smagsoplevelser, viser Jyllands-Postens test. Her skilte to varianter med to vidt forskellige priser sig markant ud fra resten.
Hvilken farve skal koldrøget laks egentlig have?
»Det er et godt spørgsmål. Som forbrugere er vi jo blevet snydt til at tro, at det næsten skal lyse i mørket,« svarer Søren Jakobsen, restaurantchef og medejer af Michelin-restauranten Gastromé i Aarhus.
I lakseopdræt tilsætter man en antioxidant kaldet astaxanthin, der bl.a. findes en høj koncentration af i krebsdyr. Det er det stof, der giver laksen dens rødlige farve, men som også gør, at den ofte adskiller sig fra farven på vildtfanget laks.
Derfor er hverken han eller hans meddommer Bettina Buhl, madhistoriker ved Det Grønne Museum, helt sikre på, hvilken farve de går efter, da de sætter sig til bords i dagens blindtest af koldrøget laks fra supermarkederne.
Alligevel gjorde én laks sig særligt bemærket, netop fordi den smagte mere »naturligt« end de andre.