Fortsæt til indhold
Bolig

Æbler er rige på næring og fattige på kalorier. Sådan gør du dem endnu sundere

Et æble er meget mere end bare en hurtig snack, det er en videnskabeligt veldokumenteret superfood. Sådan gør du det endnu sundere.

Anette Harbech OlesenForfatter og sundhedsdebattør på MadForLivet

Æbler er både populære, velsmagende og sunde, og så er de i sæson lige nu.

De fleste af os kan godt lide æbler, og æbler hører da også til blandt verdens mest populære frugter. Udover at udmærke sig ved at smage godt og være rige på næring, så er æbler samtidig fattige på kalorier.

Og du kan faktisk gøre æblet endnu sundere med ét simpelt trick.

Et friskt og økologisk æble kan med stor sundhedsfordel anvendes i salater, desserter eller bagværk, og det kan også let spises som et sundt mellemmåltid, særligt i selskab med fire-fem mandler.

Æblet belaster på denne måde ikke blodsukkeret for meget, idet mandlerne indeholder både lidt protein og sundt fedt, der supplerer æblets kulhydrater på fineste og mest blodsukkerstabiliserende vis.

Nøgleordet er pektin

Æbler er fra naturens hånd fiberrige og indeholder blandt andet stoffet pektin, der er en særlig form for stivelse med en virkelig befordrende effekt for vores vigtige tarmmikrober. Pektin nærer mikroberne og hjælper til en god fordøjelse og et velafbalanceret blodsukker, og så øger det udskillelsen af kroppens brugte kolesterol.

Netop et varieret tarmmikrobiom og en velfungerende fordøjelse er omdrejningspunktet for bevarelse af sundhed og balance livet igennem. Det hjælper at spise et æble om dagen, for det gamle ordsprog, ”et æble om dagen holder doktoren væk”, er ikke helt forkert.

Æbler mætter og fremmer en sund mikrobevariation i tarmen, bedrer fordøjelsen, hæmmer reflux eller sure opstød, og så smager de ovenikøbet virkelig godt.

De geniale polyfenoler

Æbler er, udover deres rigdom af fibre, også rige på antioxidanter, herunder C-vitamin og de gavnlige polyfenoler, der er kendt fra blandt andet rødvin og kaffe.

Polyfenoler har antioxidanter og antiinflammatorisk effekt, og de indgår i beskyttelsen af os mod sygdomme som for eksempel hjertekarsygdomme, visse kræftformer samt neurodegenerative sygdomme.

Polyfenoler kan også virke blodsukkerstabiliserende og beskytte mod insulinresistens og diabetes. En undersøgelse af unges mentale sundhed fra 2022 viste, at de unge deltagere, der spiste mindst frugt og grønt, generelt havde en dårligere mental sundhed.

Foto: Lean Timms

Omvendt viste det sig, at æblespisning ligefrem kunne virke humørfremmende, særligt hvis de blev indtaget i selskab med økologiske grønsager, sundt fedt og gode proteiner. Samspillet øger sundhedsfordelene.

Vælg de økologiske æbler

Har du æbler i haven, eller kender du steder, hvor du kan få lov at plukke æbler, der ikke er sprøjtede eller behandlede, så pluk alle dem, du kan komme af sted med, nu hvor de er modne.

Pluk dem gerne, lige når de slipper træet let. Sidder de for godt fast, så er de ikke helt modne endnu, og bliver de plukket for tidligt, så udvikler de ikke den helt rigtige smag.

Foto: Sara Galbiati

Naturlig modning på træet giver æbler deres rige smag og afbalancerede sødme. Ofte ser vi, at de æbler, der udbydes i supermarkederne, er tidligt plukkede, og de modnes herefter løbende med ethylengas (et naturligt modningshormon). Det påvirker smag, tekstur og pektinindhold.

Derfor: et godt æble er meget mere end bare en hurtig snack, det er en videnskabeligt veldokumenteret superfood.

Foto: Sara Galbiati

Anette Harbech Olesen fra Højbjerg har arbejdet med mad og sundhed i 23 år og har udgivet 40 bøger om emnet. Hun er uddannet i USA, hvor man har klare regler for, hvor meget af forskningen der må være industrielt støttet. Hun søger kombinationen af uafhængig forskning og livserfaringer i formidlingen af sin viden. Du kan hente mere inspiration her.