Hun har lavet utallige gør-det-selv-projekter: Sådan laver du et af hendes mest populære Ikea-hacks
Selv om hun ikke er håndværker, har Line Dupont lavet mange af møblerne i sit hjem selv. »Mit mantra er, at alle kan lære at bygge og lave DIY,« skriver hun i dette uddrag af bogen "Skab et personligt hjem".
Min svigerfar sagde engang: ”Line er typen, der rider, den dag hun sadler”, og det er rigtigt, at når jeg får en idé, er jeg ustoppelig.
En halv time senere står jeg med min datter nede i et byggemarked med en vogn fuld af MDF-plader. Det har naturligvis ført til fejl, men også kæmpe opture og stor læring. Det er i impulsiviteten og handlekraften, at min kreativitet findes, og undervejs er jeg blevet bedre og bedre til at få styr på processerne og sikre et godt resultat.
Jeg har ikke en håndværksmæssig baggrund. Jeg er vokset op i en familie på fem med en mor, som konstant flyttede rundt på vores møbler, malede dem i nye farver og ændrede på boligindretningen. Jeg tror, det er her, mit DIY-hjerte stammer fra. Ud over tilfredsstillelsen ved at bygge selv er der også mange penge at spare.
Det kræver ikke ret meget at komme i gang med DIY-projekter. Det vigtigste er, at du har mod på at springe ud i det – og så en smule planlægning og de rigtige værktøjer.
Inden du går i gang, er der nogle overvejelser, som vil gøre processen meget nemmere. Det er også en god ide at starte med små DIY-projekter, så du langsomt opbygger tilliden til større projekter og ikke mister motivationen undervejs.
Det første, du skal gøre i ethvert DIY-projekt, er at visualisere, hvordan det færdige projekt skal se ud. Overvej også formålet med dit projekt, pladsen, du skal bygge på, og eventuelle udfordringer.
Jeg starter altid med at tegne en målfast skitse, så jeg ikke er i tvivl om, hvordan mit projekt skal se ud, og hvilke materialer jeg skal indkøbe. Dette vil hjælpe dig med at finde den bedste løsning og sikre, at den lever op til dine behov og dit design. Derudover vil god planlægning spare dig for en masse tid og forhindre fejl undervejs i processen.
Selv om økonomi var en motivation for at springe ud i DIY, ligger min egentlige drivkraft i lysten til selv at skabe, bygge, forvandle og skræddersy løsninger, som passer perfekt til mit hjem. Det er virkelig tilfredsstillende at se resultatet af sit arbejde og vide, at man helt selv har bygget det.
At få nye håndværksmæssige færdigheder er også en stor motivation. Hvem kan ikke lide at lære nye ting? Jeg synes i hvert fald, at det er fantastisk at lære nye maskiner og teknikker at kende – og generelt udfordre mig selv.
Mit mantra er, at alle kan lære at bygge og lave DIY! Det er bare med at komme i gang og prøve sig frem. Når du først kommer i gang, er jeg sikker på, at du bliver lige så bidt af det, som jeg er!
Indbygget tv-møbel
Det indbyggede tv-møbel er et af mine mest populære Ikea-hacks. Det er både dekorativt og funktionelt – og passer perfekt ind i de fleste rum. Med indbyggede møbler får du et lækkert og skræddersyet resultat, der kan tilpasses præcis til dine behov og din boligindretning.
Tv-møblet bygges af Ikea Metod-vægskabe, som fås i mange forskellige størrelser, så du nemt kan sammensætte dem i den længde og højde, der passer i dit hjem.
Materialeliste – Ikea
• Metod-vægskabsstel i de valgte mål (mine skabe er B80 x D37 x H60 cm, og det lille åbne modul er B40 cm).
• Veddinge-fronter ( jeg har to låger per skab a B40 x H60 cm).
• Utrusta-hylder (mine er i størrelsen B80 x D37).
• Utrusta-hængsler med dæmper (2 stk. per låge).
Materialeliste – byggemarked
• MDF i 16 mm til toppladen og beklædning af sokkel og sider.
• 25 mm-spunskruer til at skrue skabene sammen og fastgøre dem til soklen.
• Akrylfugemasse til at fuge samlinger, f.eks. ”Wall Seal” fra Flügger, som er en elastisk overmalbar fugemasse.
• Sandpapir (korn 120) til at slibe MDF-kanterne.
• Montagelim til at montere lægter og MDF, f.eks. ”No More Nails – Strong & Easy” fra Pattex.
• Lægter til sokkel, 45 x 45 mm. Kan også bygges af MDF.
• Lægter til at beklæde siderne med MDF (indbygget), mine måler 20 x 20 mm.
• Vinkelbeslag, 30 x 30 mm til at samle soklen.
• Polyfilla til at spartle skruehuller.
• Hæftegrunder og træmaling. Se afsnittet om maling af glatte låger og fronter i bogen ”Skab et personligt hjem”.
Værktøjsliste
• Bore- og skruemaskine.
• Stiksav til udskæring af MDF. En dyk-/rundsav er god til at skære helt lige snit.
• Tommestok til opmåling.
• Vaterpas til at sikre, at sokkel og møbel monteres i vater.
• Konturmåler til kringlede udskæringer, f.eks. dørkarm eller fodpaneler (valgfrit).
• Overfræser til kanten på toppladen. Mit ”jern” hedder Roman Ogee 4 mm//5/32’.
• Fugepistol til montagelim og akrylfugemasse.
• Pensel eller malerrulle til maling af det færdige møbel.
Tip: Du kan få dine MDF-plader skåret på mål i de fleste byggemarkeder.
Sådan gør du
1. Opmål og skitsér: Mål den væg, hvor tv-møblet skal stå, og tegn en målfast skitse. Beslut dig herefter for, hvor mange Metod-skabe du vil bruge, og i hvilke størrelser, så de passer til den placering, du har valgt. Se billedet med mine mål.
2. Bestil og saml skabene: Køb alle Metod-skabene, og saml dem efter Ikeas vejledning. Jeg har valgt vægskabe, da de er mindre dybe end underskabene. Mine skabe er 60 cm høje, 80 cm brede og 37 cm dybe. Det åbne modul er 40 cm bredt. Skær hul i bagbeklædningen med en stiksav for at trække strøm til tv’et.
3. Byg og montér sokkel: Byg en sokkel af lægter, som passer til skabenes længde. Dybden på soklen må gerne være 2 cm smallere end skabet, så der kommer luft under møblet set forfra. Min sokkel er 35 cm dyb og 180 cm lang. Brug vinkelbeslag til at samle soklen. Sæt soklen i vater ved hjælp af små kiler, hvis dit gulv er skævt. Fastmontér soklen til fodpaneler eller væg med skruer, så du undgår at skrue i gulvet.
4. Placér skabene: Placér skabene på soklen. Hvis du ønsker en dybere bordplade, skal sokkel og skabe trækkes ud fra væggen til ønsket dybde. Toppladen dækker mellemrummet bag skabet.
5. Fastgør skabene: Fastgør Metod-skabene til soklen med skruer gennem bunden af skabet. Skabene skrues også sammen med skruer gennem siderne på skabene, så de bliver til ét samlet møbel. Brug hylde-hullerne i skabene, men vær opmærksom på, at du ikke bruger de huller, som skal bruges til hængsler og hylder. Skabene skrues fast til væggen i toppen af skabene med de medfølgende beslag fra Ikea. Skabet skal stå helt fast.
6. Opmål og skær MDF: Opmål alle fladerne, der skal beklædes med MDF. Skær ud til topplade, sidebeklædninger og sokkel. Toppladen og sidebeklædningen skal gå 16 mm ud over skabet (svarende til lågens tykkelse), så lågernes yderside flugter med kanterne på MDF-pladerne. Jeg skærer ud med en stiksav og sliber alle kanterne let med sandpapir (korn 120). En dyk-/rundsav er bedst til at skære helt lige snit.
7. Montér lægter: I mellemrummet mellem skab og væg monteres små lægter med montagelim, som beklædningen af MDF limes eller skrues fast på. Montér lægterne 16 mm længere inde end skabets kant (svarende til MDF-pladens tykkelse), så MDF-pladen flugter med skabets yderside.
8. Fræs evt. kanten: Brug en overfræser til at lave en pæn runding på kanten af toppladen.
9. Spartl: Har du valgt et åbent modul, så spartles skruehullerne med Polyfilla og slibes med sandpapir (korn 120), inden de males. Se afsnittet om maling af glatte overflader i bogen ”Skab et personligt hjem”.
10. Montér MDF: Lim eller skru alle MDF-plader fast til Metod-skabene og de små lægter. Skru skruerne i indefra, så du undgår synlige skruehuller, eller skru dem så langt ind i MDF’en, at der kan spartles med Polyfilla (og slibes) inden maling. Husk at gøre plads til ledningerne fra tv’et i bordpladen, inden den fastgøres.
11. Fug: Fug alle kanter mellem væg og MDF samt skab og MDF for at lukke pænt af inden maling. Tør overskydende fugemasse af med en våd finger.
12. Mal skabet: Tv-møblet er nu klar til at blive malet. Se afsnittet om maling af ubehandlet træ på side 127 i bogen ”Skab et personligt hjem”. Låger og hylder monteres til sidst, efter at skabet er malet. Jeg har sat pyntelister på mine låger for at opnå et smukt snedker-look. Det kan du også finde en guide til i bogen.